Søgeresultater: 9

Bogen følger forfatteren og hans fars samvær fra faderens begyndende demens og til enden, døden. Beretningen bevarer respekten og kærligheden til faderen, men fortæller alligevel om absurditeten, de vanvittige dialoger, og de utroligt vanskelige problemer, pårørende står overfor, når et elsket menneske forandrer sig for øjnene af en.

"Da jeg var seks år gammel, holdt min bedstefar op med at genkende mig. Han boede i nabohuset neden for vores hus, og da jeg brugte hans frugthave som genvej til skolen, smed han en gang imellem et stykke brænde efter mig, for jeg havde ikke noget at gøre på hans jord. Somme tider blev han dog alligevel glad for at se mig, og han kom hen til mig og kaldte mig Helmut. Det kunne jeg nu heller ikke bruge til noget. Bedstefar døde. Jeg glemte disse oplevelser – indtil sygdommen tog fat hos min far."

Arno Geiger følger sin fars liv tæt de næste år. For at støtte ham i den stadig vanskeligere hverdag, inden plejehjemmet bliver den sidste station. Men også for at lære ham at kende – for tiden er gået, siden barndommen sluttede, og det travle voksne liv satte ind. Geiger flytter ind, og dagene går med mange forskellige slags samvær, med rablende dialoger, absurde optrin. Men faderen er samtidig lysende klar i fortællingerne fra hans egen barndom, hans soldatertid, slægtens og hjemstavnens historie.

LEKTØRUDTALELSE
"Rørende, humoristisk og meget personlig beretning om en søns iagttagelse af sin fars rejse ind i demensen. Faderen August er ramt af Alzheimer, og sønnen følger ham tæt de sidste år. God at læse for alle med demens inde på livet (...) En meget tæt og bevægende skildring af en rejse ind i demensen, af og til meget morsom, men også meget gribende. Bogen kan med sine mange eksempler hjælpe andre i samme situation."

ANMELDERNE SKREV
"Konklusionen først: Bogen om Arno Geiger og hans demente far er en bog, som bør læses af alle, som er sammen med eller som kender mennesker med demens, uanset om det er familie eller plejepersonale, og hvem gør ikke det?"
- Litteratursiden

"...rørende og indsigtsgivende - en meget værdifuld håndsrækning til enhver, der i dag er i berøring med sygdommen hos op mod 90.000 demensramte danskere."
- Politiken

"Tankevækkende østrigsk bog om demens."
- Jyllands-Posten

Hej, mit navn er Oskar. Jeg er 15 år gammel. Da jeg var 11 år, fik min far alzheimer. Min far bliver væk er en meget rørende bog, hvor teenagedrengen Oskar fortæller om hverdagen med sin demente far. Han bliver gradvist mere syg, og den far, som Oskar har kendt og set op til, er ved at forsvinde. Det sætter en masse tanker i gang, og det ændrer livet for Oskar, hans mor og søskende. Men det binder dem også tættere sammen, og i fællesskab forsøger de at fylde de huller ud, som farens sygdom har skabt.

Som 58-årig blev Wendy Mitchell diagnosticeret med demens og blev konfronteret med de mest essentielle spørgsmål om liv og identitet. "En jeg kendte engang" er filosofisk, dybt bevægende, fuld af indsigt og håb og rammer lige ind i kernen af, hvad det sige at være menneske. Den første bog på dansk skrevet af en, der selv er ramt af denne barske sygdom.

Da Rita og Aage møder hinanden i en moden alder, er det kærlighed ved første blik. Aage er dog inde i en presset periode og føler sig stresset. Han glemmer hverdagsting. Han virker ustruktureret. Han kan godt blive lidt kort for hovedet. Rita sender ham til lægen flere gange, men beskeden er hver gang den samme: Der er intet alvorligt galt. Men det er der. Det viser sig, at Aage har Alzheimers sygdom.

"Sidste stop før Paradis" er afslutningen på Aggi Jensens biografiske serie om sit liv. I sidste bind følger vi Aggis sejlivede kamp mod kommunen for at få lov til at leve den sidste del af sit liv på bostedet "Trongården" med sin elskede Kai. De har begge demens, og den sidste tid på "Trongården" bliver sidste stop før Paradis.

Aggi Jensen (f. 1929) debuterede i 2000 med den selvbiografiske 'Baggårdsbørn har også drømme' om en barsk opvækst, først med en far, der ikke magtede at tage sig af sine tre døtre, og senere på børnehjem. 'Kærlighedens styrke' er den første af tre erindringsbøger fra voksenlivet. Læs også 'Sensommeren' og 'Stjernestunder'.

Da tidligere biskop Jan Lindhardt i foråret 2012 fik konstateret Alzheimers indvarslede det store forandringer for hele familien. Efter at have levet et meget aktivt og udadvendt liv i berøring med mange mennesker ofte om livets store spørgsmål, måtte Lindhardt indse, at hans verden blev indsnævret. Det blev efterhånden svært at skelne mellem stort og småt, op og ned. Verden var simpelthen ved at falde fra hinanden. Han var ved at falde fra hinanden. I denne nye, lille verden skulle Lindhardts nærmeste familie finde ud af, hvordan de skulle udfylde og leve med rollen som pårørende. Lidt af far er Jan Lindhardts yngste søn Frederiks fortælling om livet sammen med sin syge far. Den handler om sorgen, frustrationerne og håbløsheden. Om minderne, humoren, nærheden og kærligheden. Den handler om, hvad Alzheimers gør ved mennesker. Men først og fremmest handler den om en far og en søn.

Lene Bredsdorff levede en aktiv pensionisttilværelse med litteratur, musik og rejser, da hun i 2012 fik konstateret Alzheimers. Her fortæller hendes mand, Thomas Bredsdorff, om hendes sygdomsforløb, fra de første symptomer viser sig, til hun fire år senere kommer på plejehjem. Det er en fortælling om tab – af hukommelse, sprog, tids- og rumfornemmelse og ikke mindst samliv. Men det er også en fortælling om uventede lyspunkter, om det uundværlige aktivitetscenter Klarahus, om timerne med musikterapeuten Hugo og om pludselige glimt af klarhed og glæde.

Tøsne og forsytia er et personligt vidnesbyrd om alderdom og Alzheimers, men det er også en litteraturkritikers undersøgelse af aldringens filosofi og Alzheimers’ idéhistorie – en bog, der nærmer sig det store og smertelige spørgsmål: Hvad er et menneske uden hukommelse?

"Somme tider bildte jeg mig selv ind, at det kun var et mareridt. Når jeg vågnede i morgen, ville alt være, som det plejede." Sådan skriver Aggi Jensen i bogens forord, men hun var ikke midt i et mareridt. 'Kærlighedens styrke' er hendes gribende fortælling om at leve med en ægtefælle, der bliver ramt af Parkinsons syge og senere demens.
Aggi Jensen debutroman 'Baggårdsbørn har også drømme' skildrer forfatterens opvækst med vanrøgt og misbrug. I 'Kærlighedens styrke' fortæller hun om overvindelsen af barndommens traumer og mødet med sit livs kærlighed Erik, som siden forsvinder længere og længere ind i intetheden. På trods af sygdomsforløbet viser Aggi Jensen også, at der er gode stunder midt i alt det svære.
Aggi Jensen (født 1929) debuterede i 2000 med den selvbiografiske 'Baggårdsbørn har også drømme' om en barsk opvækst, først med en far, der ikke magtede at tage sig af sine tre døtre, og senere på børnehjem. 'Kærlighedens styrke' er den første af tre erindringsbøger fra voksenlivet. Læs også 'Sensommeren' og 'Stjernestunder'.

Forfatter og antropolog Ina Kjøgx Pedersen har været på feltarbejde i sin egen familie. Hendes idé var på nærmeste hold at følge sin mors demenssygdom; den sygdom, som er udråbt til at være en af vor tids største personlige og verdensøkonomiske katastrofer, som i ringe omfang lader sig behandle, og som i sundhedsvæsnet kun kan måles negativt: I form af rask tilbagegang. Men ville det også opleves sådan for hende i virkeligheden?

Hen over fire år har Ina Kjøgx Pedersen opsøgt gerontopsykologer, erindringsforskere, neuropsykologer, antropologer, andre pårørende, morens naboer, familie og venner. Men bogens bærende skelet bliver den logbog, som hun begyndte at føre i efteråret 2013 for at fastholde det, der forsvandt. Ned i detaljer dokumenterer logbogen de bevidsthedsverdener, hendes mor går ud og ind af. Den viser de faser, hun gennemgår, der er fokus på sproget, humoren, afmagten, sorgen – også Inas, når hun som datter kommer til at gøre alt det forkerte, selv om hun ikke vil. Det bliver derfor også en meget konkret bog: En nysgerrig, somme tider rasende famlen, båret af Ina Kjøgx Pedersens personlige trang til at blive klogere på noget, hun – og mange andre med hende – ikke kan undgå at forholde sig til.