En sommerdag i det herrens år 1415 fængede kætterbålet på en eng uden for Konstanz, den store rigsstad ved Bodensee for foden af Alperne. Røgen steg til vejrs, ilden døde hen, og asken blev smidt i Rhinen. Kætteren var død og borte, men et ganske andet bål ulmede langt derfra, i hans hjemby Prag. Fire år senere flammede kætteriet atter op og rejste sig til en ildstorm, der i årevis hærgede store dele af det centrale Europa. Fem korstog blev udkommanderet mod brandstifterne, men alle fem blev slået tilbage af dem, af 'husitterne'. Sådan kaldtes de genstridige tjekker, der gjorde oprør i deres kætterdømte landsmands navn: Jan Hus. Hundrede år før Martin Luther gjorde Jan Hus op med afladshandlen, med paven som Guds ligeværdige stedfortræder og med kirkens verdslige magt. Og som tyskeren insisterede allerede tjekken på Skriften som kristendommens afgørende instans og på at forkynde Evangeliet på modersmålet i stedet for latin. Men hvor Hus med sin død støbte kuglerne til en revolution, reddede Luther sit liv ved at sanktionere nedslagtningen af ethvert oprør mod øvrigheden som et oprør mod Guds orden. Og hvor Hus betroede sin reformation til folket, satte Luther sin i pant hos fyrsterne. Jan Hus er med andre ord ikke bare navnet på en tjekkisk reformator, men også på en europæisk revolutionær. Med ham blev kontinentet podet med en dynamisk kraft, der både var svanger med pietisme og pacifisme, med kritik og konfrontation. Husittismen fandt bestandigt nye skikkelser, som førte oprøret videre: I 1618 kastede husitter to katolikker ud gennem vinduerne på slottet i Prag og gav dermed stødet til Trediveårs krigen. Og i 1918 tjente Jan Hus tjekkerne som national samlingsfigur under deres løsrivelse fra Østrig-Ungarn. Andre uden politiske ambitioner besindede sig på den religiøse arv fra Hus, nemlig Brødremenigheden, som med kolonier i Christiansfeld, København og Nuuk nåede helt til Danmark og verdens ende.
