Søgeresultater: 27

Olie. Et lille ord på fire sorte bogstaver. Men med stor betydning. Oliekrisen ramte Vesten i 1973, og den slog Danmark ekstra hårdt. Siden Anden Verdenskrig havde det sorte guld givet danskerne energi til køleskabe, nye biler og mere velvære. Men da de olieproducerende lande satte priserne op og skruede ned for forsyningerne, måtte danskerne tage kolde brusebade og finde det varme tøj frem. Krisen fik politikerne til at satse på det lige så sorte kul, indtil miljø og klima for alvor kom på dagsordenen i 1990’erne. Så skulle danskerne skifte den sorte energi ud med den rene gas, vindmøller og solceller. Både for at sikre strøm og varme i hverdagen og for at gøre planeten grøn igen. Tænd læselampen, og læs om bilfrie søndage, når Mogens Rüdiger, historiker ved Aalborg Universitet, fortæller om oliekrise og danskernes brug af energi.

Hvad er klokken? Danskerne tjekker i gennemsnit uret 18 gange i døgnet, og der er da også nok at holde øje med. Skoletider, spisetider og sengetider - og man skulle jo helst heller ikke komme for sent på arbejde. Forudsætningen for at indgå aftaler er, at vi alle har den samme tidsforståelse. I Danmark har vi fulgt det samme klokkeslæt siden den 1. januar 1894. Da gjorde man op med ideen om, at hver landsby havde sin egen lokale tid styret af solens gang over himlen, og universaltiden gjorde landet til en del af en verden med tidszoner. Lige siden har de samme timer, minutter og sekunder været den afgørende målestok i en verden besat af tid. For uden tid, ingen danmarkshistorier.

Landbruget var i dyb krise. Arbejdsløsheden i byerne var tårnhøj. En storkonflikt lurede. Den 29. januar 1933 trak indædte politiske modstandere tov om landets fremtid i statsminister Staunings private gemakker. Først klokken fire næste morgen, efter en forsonende dram, kunne de luske hjem med en aftale i hånden. Kanslergadeforliget var født! Snart begyndte myterne om den dramatiske nat at blive spundet: Var forliget et bevis på et samarbejdende folkestyre, der lagde en grundsten til velfærdsstaten, eller var det en nødløsning i et kriseramt samfund, hvor arbejdsløse brostensbevæbnede ballademagere vendte parlamentarismen ryggen?

I 1782 udåndede H.C. Schimmelmann, rigets rigeste mand og største slaveejer. Det år blomstrede København som aldrig før med luksusforbrug og fester i prægtige palæer, fordi handelen med kinesisk te, indisk bomuld, jysk kød, caribisk sukker og afrikanske slavegjorte forsødede livet for en snæver elite. Under parykken havde Schimmelmann været hjernen bag hele menageriet. Han havde opkøbt den danske stats plantager i Vestindien, var rigets skatmester, og med sine skibe og selskaber købte og solgte han på et glødende globalt marked. Men det søde liv kom med en bismag af lig i lasten. For at nogle kan blive meget rige og privilegerede, må andre som regel være meget fattige og undertrykte.

Den største stund. Den bedste gave. Ordene var mange, og euforien stor ved Genforeningen i 1920. 56 år efter det forsmædelige nederlag i 1864 var det slut med at vente og længes. Sønderjylland kom igen hjem til Danmark. Og som det bedste havde sønderjyderne selv valgt, om de skulle høre til Danmark eller Tyskland. Folkenes selvbestemmelsesret og magt lå i tidsånden, og sønderjyderne kunne fejre, at de igen fik dansk konge, og at de nu var en del af en dansk nationalstat. Så måtte de leve med, at hertugdømmet Slesvig blev delt over på midten, og at den nye grænse skabte mindretal på begge sider.

De fem forbandede år 1940-1945. Stærke ord og en kamp, der under besættelsen i Danmark stod mellem de gode og de onde. Mellem danskerne og tyskerne. Heltene var de modstandsfolk, der især fra august 1943 kæmpede mod tyskerne. Målet med modstanden var naturligvis Danmarks befrielse. Det sagde de i hvert fald. Men kradser man i overfladen, var motiverne og ikke mindst planerne for efterkrigstiden meget forskellige. Nogle ønskede bare at vende tilbage til tilstandene før krigen. Andre ønskede et nyt og mere moralsk Danmark, mens atter andre ønskede dramatiske forandringer. Måske endda en revolution. Det frygtede de etablerede politikere, og derfor blev mange politikere modstandens modstandere. Niels Wium Olesen, lektor i historie ved Aarhus Universitet, gør modstand mod mytologiseringer af Anden Verdenskrig.

En septemberdag i 1066 var det pludselig slut for den ellers succesfulde norske kong Harald 3. Hårderåde. Den såkaldte sidste viking, hvis CV talte utallige slag, lange rejser til bl.a. Kyiv og tjeneste hos kejseren i Konstantinopel, blev dræbt af en pil på slagmarken ved Stamford Bridge. Han havde forsøgt at gøre sine skandinaviske kongekollegaer kunsten efter og erobre England. Nederlaget satte punktum for det nordiske herredømme derovre, men også for den sagnomspundne vikingetid. Betegnelsen for den historiske periode blev opfundet af en dansk arkæolog i 1870’erne for at styrke fortællingen om nationen og er siden blevet brugt og misbrugt af fodboldfans, nazister og smørproducenter.

I 1850 var der royalt bryllup i Frederiksborg Slotskirke. Men det var en usædvanlig brudefærd, for den foregik bag lukkede døre, og bruden var af borgerlig byrd. Louise Rasmussen og Frederik 7., der besteg tronen to år tidligere, havde kendt hinanden siden kronprinsens unge udsvævende dage, da hun var balletdanser og hans nære ven avisudgiveren Carl Berlings elskerinde. Ægteskabet, der forargede vidt og bredt, ophøjede Louise til lensgrevinde af Danner, og hun og ekskæresten, nu kammerherre, fik betydelig indflydelse på kongen. Triumviratet var et konstant stridspunkt i dansk politik årtiet igennem og førte til flere stormfulde regeringskriser.

Danmarks dåbsattest i Jelling. Sådan kender vi runerne. Men runer handlede ikke kun om monumenter, kristendom og kongerige. Folk skrev også om krig, sex og sladder. Og runerne havde allerede 800 år på bagen, da Harald Blåtand satte sit gigantiske monument i 965. De latinske bogstaver kom ind i det danske rige med kristendommen, men nordboerne holdt fast i runerne, og det gør vi faktisk endnu. Tænk blot på symbolet for Bluetooth på mobiltelefoner. Vi bruger også runer til tatoveringer, på fodboldtrøjer og i tvserier, så de sidste runer er ikke ristet endnu. Lisbeth M. Imer, seniorforsker og runolog ved Nationalmuseet, læser skriften og fortæller, hvordan runer bruges og forstås kulturhistorisk – både dengang og nu.

En bombe i en turban i en jysk avis førte til Danmarks voldsomste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. Jyllands-Postens 12 karikaturer af muslimernes hellige profet satte i efteråret 2005 fut i en følelsesladet debat mellem politikere, forkæmpere for ytringsfrihed og troende og ikketroende muslimer. Er ytringsfriheden hellig og ukrænkelig – eller bør man tage hensyn til religiøse mindretals følelser? Debatten løb løbsk og især i Mellemøsten udløste den bølger af vrede, boykot af fetaost og afbrænding af ambassader. Her blev karikaturerne anledning til, at regionens opgør med Vesten om fortidens magtforhold og uretfærdigheder blussede op på ny.

”Gud vil det”, råbte folkeskarerne, da pave Urban 2. i 1095 kaldte til korstog. Hundredtusinder af vesteuropæere marcherede hele vejen til Jerusalem og erobrede den hellige by i et bestialsk blodbad for at opnå frelse fra dette syndige liv. Selv danskerne forlod deres evindelige drikkegilder og deltog på lige fod med andre rettroende – først med kurs mod det forjættede land og siden Estland, hvor Dannebrog endda faldt ned fra himlen. Næsten 1.000 år senere lever fortællingen om pilgrimme på krigstogt videre og lader os forstå nutiden, når skærmydsler mellem kristen og muslimsk civilisation skal forklares. Gå med Gud og med Kurt Villads Jensen, professor i middelalderhistorie ved Stockholms Universitet, når han kaster nyt lys over korstogsriget Danmark.

Landsforræder, lykkeridder og tragisk helt. Mange etiketter er blevet hæftet på Johann Friedrich Struensee. Både da han levede, og efter at han i 1772 blev henrettet på skafottet. Det var lægen Struensees adgang til den syge kong Christian 7., der var med til at give ham magten og gøre ham til diktator. Men styret varede kun i 16 måneder. Og selv om Struensee på den korte tid nåede at gennemføre mange reformer, er det de politiske intriger og trekantdramaet mellem Christian 7., dronning Caroline Mathilde og Struensee, der har fået et langt liv – i faglitteratur, film og fiktion. Ulrik Langen, professor i historie ved Københavns Universitet, følger Struensee og udruller eftertidens syn på en af danmarkshistoriens mest omdiskuterede personer.