Søgeresultater: 28

Året 1814 blev skæbnesvangert for ‘ægteskabet’ mellem Danmark og Norge. Siden 1380 havde tvillingriget været vævet sammen i politik, sprog og finkultur, men efter 434 års samvær skød en svensk kronprins med krigslist og diplomatiske krumspring en kile ind i alliancen. I Danmark begræd man tabet af Norge, mens man i nord så anderledes mørkt på dansketiden, som man kaldte 400-årsnatten. Med skilsmissen vejrede nordmændene morgenluft, og en revolutionær grundlov pustede liv i håbet om, at solen snart kunne stå op igen over et selvstændigt norsk rige. Det tog mange år, før tilliden var genoprettet, og da danske skandinavister begyndte at prædike nordisk fællesskab, nægtede Norge at tro på, at eksen havde forandret sig. Bruddet var endegyldigt.

En novembernat i 1286 brød marsk Stig og hans medsammensvorne ind i en lade i Finderup og dolkede den sovende konge 56 gange. Sådan lyder fortællingen i hvert fald, men faktisk er både morder, mordvåben og motiv fortsat ukendte. Og det gør kongedrabet i det mørke Midtjylland til en af danmarkshistoriens mest celebre uløste kriminalgåder. Erik Klipping var den fjerde konge på blot 40 år, der blev dræbt på tronen. Hans blå blod var knap nok størknet, før viser og vås løb gennem landet, og lige siden har munke, digtere, historikere og sågar EF-kritikere fortolket mordet. Handlede det om ære og arv? En lidt for dameglad regent? Eller var Erik en magtliderlig tyran, der fortjente sin skæbne? Mysteriet fortsætter.

Forvirrende og fascinerende. Sådan er Sønderjyllands historie. Hele miseren begyndte i 1232, da kong Valdemar Sejr lovede landsdelen til sin søn Abel som hertugdømme. Så var der ro på bagsmækken, troede Valdemar. Det gik helt anderledes. Landsdelen blev hertugdømme i 600 år og voksede i den tid væk fra Danmark. Nok kom Sønderjylland tilbage til den danske konge i 1460, men det var stadig hertugdømme og noget for sig. Så den store nationale danmarkshistorie om et samlet rige passer Sønderjylland ikke ind i. I 1800-tallet kom danskere og tyskere op at slås om landsdelen. Kampen gjaldt også fortiden, for hvem havde historisk ret til området?

Når en konge dør, plejer en efterfølger at stå klar i kulissen. Sådan var det ikke i 1533, da Frederik 1. udåndede. Rigsrådet, der skulle vælge en ny regent, kunne ikke nå til enighed og udskød beslutningen. Spliden fik modsætninger mellem katolikker og protestanter til at flamme op. Riget var i ubalance, og striden om arvefølgen førte fra sommeren 1534 til en regulær borgerkrig. Oprørske bønder hvæssede deres leer, og lejetropper blev hyret ind, blandt andet anført af en tysk greve. Den blodige fejde stod på i to lange år og banede vejen for Reformationen og afskaffelsen af den katolske kirke i Danmark.

I 1991 sendte Danmark efter lang tids tøven korvetten Olfert Fischer til Golfen. For var det ikke bedre med en humanitær indsats - og hørte et lille land hjemme i så stor en krig? I 2011 var Folketinget kun få timer om enstemmigt at beslutte, at Danmark skulle sende bombefly til Libyen, og vi blev et af de lande, der kastede flest bomber i det fjerne ørkenland. I mellemtiden havde Danmark deltaget i krigene på Balkan, i Afghanistan og i Irak. På 20 år var holdningen til krig forandret, så Danmark mere end andre lande bidrog til internationale militære operationer - og gerne i den hårde ende. Hvordan gik det til? Bo Lidegaard, historiker, dr.phil., tidligere topembedsmand og chefredaktør, fortæller om Danmark i krig 1991-2011.

Fjender. Sådan var forholdet mellem danskere og svenskere efter en rask lille krig i sommeren 1657. Krigen udviklede sig i 1658 til en katastrofe, der reducerede det danske rige til en svensk lydstat. En panikfred fulgte inden en toårig belejring af hovedstaden, hvor kampgejst afløste modløshed. Udenlandske tropper og flåder afgjorde kampene, og den politiske ligevægt i Norden blev genoprettet. Men kong Frederik 3. høstede den helt store gevinst, da han i 1660 kuppede sig til enevælde. Og selv om svenskerne og danskerne ikke længere ligger i blodig krig, har Svenskekrigene sat sig dybe spor i rivaliseringer og københavneri. Sebastian Olden-Jørgensen, lektor på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, skildrer nogle af de mest skæbnesvangre krige, Danmark har oplevet – og følger både historien og myterne til dørs.

Efter et skånselsløst naboopgør i 1658, hvor svenskerne drog over isen og tog os på sengen, måtte vi skamfuldt afstå Skåne, Halland og Blekinge. Siden er området forsvensket og betragtes nu blot som en fjern fætter. Skånelandene var dog danske från början og havde været det i 800 år. Landsdelen, der engang blev besunget som ”det smukkeste land i Danmark”, var lige så pæredansk som Jylland, Fyn og Sjælland, og kongerigets hovedstad kunne lige så vel have ligget i Lund sammen med ærkebispesædet. I dag vajer det rødgule flag fortsat foran mange sydsvenske træhuse, og siden Øresundsbroens indvielse er der igen blevet hvisket om ”Skåne – en født del af Danmark”.

Det er overalt. Det røde flag med det hvide kors. Det lille flag har haft stor betydning, siden det på en sommerdag i 1200-tallets Estland dalede ned fra himlen og sørgede for dansk sejr i korstogskrigen. Myten og erindringen sidder dybt i os, men Dannebrog er også virkelighed. Staten, kongen og adelen tog nemlig flaget til sig, inden det i 1800-tallet blev for folket. I dag kipper vi med flaget, straks der er det mindste at fejre, og vi viser det frem året rundt i butikker og på markeder. Som nationalt symbol signalerer Dannebrog enhed, fællesskab og identitet - og sætter følelser i brand.

Aldrig igen! I ruinerne af Anden Verdenskrig og på skuldrene af Folkeforbundet opstod FN i 1945. Fred og forhandlinger skulle afløse krige og konflikter, og Danmark meldte sig parat til at arbejde for en fredelig, stabil og retfærdig verden. Under Den Kolde Krig gik landet balancegang mellem stormagterne, men snart meldte Danmark selvstændigt ud og kæmpede for at få sine mærkesager igennem. Selv om den danske regering i 1995 valgte at prioritere aktiv militærpolitik i NATO endnu mere, er Danmark også i dag med til at sikre fred og sikkerhed i verdens brændpunkter. Følg med Kristine Kjærsgaard, lektor i historie ved Syddansk Universitet, når hun fortæller, hvordan FN er stedet, hvor Danmark møder verden, og verden møder Danmark.

En imperialistisk skurk! Er det sådan, Island husker rigsfællesskabet med Danmark? Eller står kunstneren alene med scenen nedenfor - en saga om magtmisbrug, fordomme og overgreb? Den danske fortælling om næsten 600 års fællestid er knap så iskold. Måske fordi Danmark har glemt næsten alt. Eller har tiet forbindelsen ihjel. I 1809 var historien en anden, og islændingene tog det roligt, da bannerføreren for en fejlslået frihedsrevolution blev sat i fængsel. Først senere blev nationalitet og sagaerne slagmarker, og selvstyre et folkeligt krav. I 1944 var fællesskabet endegyldigt slut, og den nordatlantiske ø blev til republikken Island.

Omkring år 1208 satte Saxo det sidste punktum i sin kolossale krønike om det danske riges historie. 20 år tidligere havde ærkebiskop Absalon bedt ham skrive et værk, der kunne forherlige riget, bevise dets ælde og storhed og gøre landet berømt og beundret i al evighed. Da historien endelig var fortalt, fik værket ikke megen opmærksomhed. Kun med nød og næppe overlevede Saxos prægtige danmarkshistorie. Så bragede den til gengæld igennem. Først blev Saxo kongens og landets ejendom. Så blev han folkets store helt. Og i dag, 800 år efter at han lod pennen flyde, er Saxo på vej mod global berømmelse.

”Jødepak” og ”Jødefruentimmer”. Kristne danskere brugte ikke kammertonen over for jøder i 1819. Men det var ikke kun tonen, der var barsk. Også fysiske overfald på jøder og knuste ruder hørte til dagens uorden. Urolighederne har vi døbt Jødefejden. Her kæmpede danskere mod enevælde og for demokrati, men mest af alt handlede Jødefejden om retten til at være dansk. Kunne Danmark rumme jøder med slangekrøller, parykker og gefilte fisk? Det kunne landet, og jøderne blev integreret i løbet af 1800-tallet. Men fordomme om pengegriske jøder med krogede næser fyldte stadig meget og blev båret ind i det 20. århundrede. Her kulminerede århundreders afstandtagen med Holocaust, terror og jødehad.