Søgeresultater: 19

Når en konge dør, plejer en efterfølger at stå klar i kulissen. Sådan var det ikke i 1533, da Frederik 1. udåndede. Rigsrådet, der skulle vælge en ny regent, kunne ikke nå til enighed og udskød beslutningen. Spliden fik modsætninger mellem katolikker og protestanter til at flamme op. Riget var i ubalance, og striden om arvefølgen førte fra sommeren 1534 til en regulær borgerkrig. Oprørske bønder hvæssede deres leer, og lejetropper blev hyret ind, blandt andet anført af en tysk greve. Den blodige fejde stod på i to lange år og banede vejen for Reformationen og afskaffelsen af den katolske kirke i Danmark.

Efter et skånselsløst naboopgør i 1658, hvor svenskerne drog over isen og tog os på sengen, måtte vi skamfuldt afstå Skåne, Halland og Blekinge. Siden er området forsvensket og betragtes nu blot som en fjern fætter. Skånelandene var dog danske från början og havde været det i 800 år. Landsdelen, der engang blev besunget som ”det smukkeste land i Danmark”, var lige så pæredansk som Jylland, Fyn og Sjælland, og kongerigets hovedstad kunne lige så vel have ligget i Lund sammen med ærkebispesædet. I dag vajer det rødgule flag fortsat foran mange sydsvenske træhuse, og siden Øresundsbroens indvielse er der igen blevet hvisket om ”Skåne – en født del af Danmark”.

I anden halvdel af 1100-tallet forstærkede kong Valdemar den Store forsvarsværket Danevirke med Valdemarsmuren. En flere kilometer lang og op til syv meter høj kæmpemur af teglsten, det sidste skrig inden for byggematerialer. Muren var endnu en monumental udbygning af fæstningsværket, der omkring år 500 var anlagt som lange jordvolde til sikring af rigets grænse mod krigerisk indtrængen fra syd. Senere mistede det sin militære værdi, men aldrig sin symbolske kraft – slet ikke i 1864, hvor forhåbningerne til et uigennemtrængeligt værn mod preusserne var tårnhøje. Danevirke er Nordeuropas største bygningsværk af sin art og anerkendt som verdensarv af UNESCO. Tag til Sydslesvig med Kasper H. Andersen, historiker ved Moesgaard Museum, og mød et af Danmarks helt store fortidsminder.

I 1782 udåndede H.C. Schimmelmann, rigets rigeste mand og største slaveejer. Det år blomstrede København som aldrig før med luksusforbrug og fester i prægtige palæer, fordi handelen med kinesisk te, indisk bomuld, jysk kød, caribisk sukker og afrikanske slavegjorte forsødede livet for en snæver elite. Under parykken havde Schimmelmann været hjernen bag hele menageriet. Han havde opkøbt den danske stats plantager i Vestindien, var rigets skatmester, og med sine skibe og selskaber købte og solgte han på et glødende globalt marked. Men det søde liv kom med en bismag af lig i lasten. For at nogle kan blive meget rige og privilegerede, må andre som regel være meget fattige og undertrykte.

Den største stund. Den bedste gave. Ordene var mange, og euforien stor ved Genforeningen i 1920. 56 år efter det forsmædelige nederlag i 1864 var det slut med at vente og længes. Sønderjylland kom igen hjem til Danmark. Og som det bedste havde sønderjyderne selv valgt, om de skulle høre til Danmark eller Tyskland. Folkenes selvbestemmelsesret og magt lå i tidsånden, og sønderjyderne kunne fejre, at de igen fik dansk konge, og at de nu var en del af en dansk nationalstat. Så måtte de leve med, at hertugdømmet Slesvig blev delt over på midten, og at den nye grænse skabte mindretal på begge sider.

De fem forbandede år 1940-1945. Stærke ord og en kamp, der under besættelsen i Danmark stod mellem de gode og de onde. Mellem danskerne og tyskerne. Heltene var de modstandsfolk, der især fra august 1943 kæmpede mod tyskerne. Målet med modstanden var naturligvis Danmarks befrielse. Det sagde de i hvert fald. Men kradser man i overfladen, var motiverne og ikke mindst planerne for efterkrigstiden meget forskellige. Nogle ønskede bare at vende tilbage til tilstandene før krigen. Andre ønskede et nyt og mere moralsk Danmark, mens atter andre ønskede dramatiske forandringer. Måske endda en revolution. Det frygtede de etablerede politikere, og derfor blev mange politikere modstandens modstandere. Niels Wium Olesen, lektor i historie ved Aarhus Universitet, gør modstand mod mytologiseringer af Anden Verdenskrig.

I 1850 var der royalt bryllup i Frederiksborg Slotskirke. Men det var en usædvanlig brudefærd, for den foregik bag lukkede døre, og bruden var af borgerlig byrd. Louise Rasmussen og Frederik 7., der besteg tronen to år tidligere, havde kendt hinanden siden kronprinsens unge udsvævende dage, da hun var balletdanser og hans nære ven avisudgiveren Carl Berlings elskerinde. Ægteskabet, der forargede vidt og bredt, ophøjede Louise til lensgrevinde af Danner, og hun og ekskæresten, nu kammerherre, fik betydelig indflydelse på kongen. Triumviratet var et konstant stridspunkt i dansk politik årtiet igennem og førte til flere stormfulde regeringskriser.

En novembernat i 1286 brød marsk Stig og hans medsammensvorne ind i en lade i Finderup og dolkede den sovende konge 56 gange. Sådan lyder fortællingen i hvert fald, men faktisk er både morder, mordvåben og motiv fortsat ukendte. Og det gør kongedrabet i det mørke Midtjylland til en af danmarkshistoriens mest celebre uløste kriminalgåder. Erik Klipping var den fjerde konge på blot 40 år, der blev dræbt på tronen. Hans blå blod var knap nok størknet, før viser og vås løb gennem landet, og lige siden har munke, digtere, historikere og sågar EF-kritikere fortolket mordet. Handlede det om ære og arv? En lidt for dameglad regent? Eller var Erik en magtliderlig tyran, der fortjente sin skæbne? Mysteriet fortsætter.

Forvirrende og fascinerende. Sådan er Sønderjyllands historie. Hele miseren begyndte i 1232, da kong Valdemar Sejr lovede landsdelen til sin søn Abel som hertugdømme. Så var der ro på bagsmækken, troede Valdemar. Det gik helt anderledes. Landsdelen blev hertugdømme i 600 år og voksede i den tid væk fra Danmark. Nok kom Sønderjylland tilbage til den danske konge i 1460, men det var stadig hertugdømme og noget for sig. Så den store nationale danmarkshistorie om et samlet rige passer Sønderjylland ikke ind i. I 1800-tallet kom danskere og tyskere op at slås om landsdelen. Kampen gjaldt også fortiden, for hvem havde historisk ret til området?

”Jødepak” og ”Jødefruentimmer”. Kristne danskere brugte ikke kammertonen over for jøder i 1819. Men det var ikke kun tonen, der var barsk. Også fysiske overfald på jøder og knuste ruder hørte til dagens uorden. Urolighederne har vi døbt Jødefejden. Her kæmpede danskere mod enevælde og for demokrati, men mest af alt handlede Jødefejden om retten til at være dansk. Kunne Danmark rumme jøder med slangekrøller, parykker og gefilte fisk? Det kunne landet, og jøderne blev integreret i løbet af 1800-tallet. Men fordomme om pengegriske jøder med krogede næser fyldte stadig meget og blev båret ind i det 20. århundrede. Her kulminerede århundreders afstandtagen med Holocaust, terror og jødehad.

En sensommerdag i 1387 greb Margrete 1. magten. Ugen forinden var hendes søn, teenagekongen Oluf, pludselig død, og Norden stod uden regent. Men ikke længe. Som datter af Valdemar Atterdag kendte Margrete magtspillets regler, og ved snarrådig snilde blev hun indsat som rigets overhoved. Efterfølgende satte hun sine krigslystne konkurrenter skakmat og forenede Norden. Margrete var nu middelalderens mægtigste majestæt. Andre dronninger som Thyra, Dorothea eller Sophie Amalie har måttet stå i skyggen af deres mænd. Ikke desto mindre er det ikke blot lykkedes dem at opfostre magtbegærlige sønner, men også at præge nationens sindelag.

Den Franske Revolution fik en brat afslutning med Napoleon Bonapartes militærkup i 1799. Alligevel er den i dag relevant og nærværende. Den lever i bedste velgående i vores hverdagskultur og som nøglereference i vores politiske diskussioner, hvad enten vi debatterer ytringsfrihed, magtens tredeling eller menneskerettigheder. Den Franske Revolution er det tidspunkt i historien, hvor vestens nutidige demokratiske værdier mest dramatisk, og på både godt og ondt, blev forsøgt virkeliggjort. I et levende sprog fortæller bogen Den Franske Revolutions kulturhistorie, ikke som den blev oplevet af én, men af tolv forskellige aktører. Fra kvinden på gaden til Ludvig den Sekstende. Kvinder og mænd, høj og lav, sort og hvid – alle blev de hvirvlet ind i revolutionens tumult, og alle tog de del i udviklingen af en moderne demokratisk kultur, som er hos os endnu i dag.