Søgeresultater: 8

I 1986 vendte Primo Levi tilbage til Auschwitz. Der er denne gang tale om en essayistisk tekst forankret i analyser af forholdene i lejren og af de moralske spørgsmål om ondskab, ansvar, skyld, skam og fordømmelse. De erindrede episoder i bogen fungerer som eksemplificeringer i de analyser, Levi foretager. Bogen bliver Levis sidste og er præget af en mørkere tone end tidligere i forfatterskabet.

En af de ting, Levi i denne bog bærer vidnesbyrd om, er den overlevendes moralske byrde som overlevende. Et element af denne overvejelse er ofrenes mulige medansvar for det frygtelige, der skete. I lejren var der ikke blot ofre og forfølgere men en stor gråzone, hvor medfanger også medvirkede i de forbrydelser, som blev begået. Levi diskuterer ligeledes de bagvedliggende mekanismer, som bl.a. resulterede i, at nazisterne satte jøder til at administrere gaskamre og krematorier.

Et andet element er de smertefulde åg, der er forbundet med at have overlevet. De indsatte i udryddelseslejren blev frarøvet deres skæbne og blev reduceret til dyr, men efterfølgende bliver bevidstheden om at have overlevet på en andens bekostning en del af deres fortsatte eksistens. Levi analyserer bl.a. den overlevendes behov for at retfærdiggøre sin eksistens og skammen over at være den, der overlevede, mens de fleste døde.

“En gave til menneskeheden. En af de sjældne og evige historier, som efterlader dig for altid forandret.” – Desmond Tutu

I 1944 bliver Edith Eger som 16-årig deporteret til koncentrationslejren Auschwitz. Ved ankomsten bliver hun adskilt fra sine forældre, der bliver sendt direkte i døden i gaskammeret. Få timer efter kommanderer lejrlægen, Dr. Mengele, Edith til at danse for sig. På mirakuløs vis overlever hun rædslerne i lejrene og dødsmarchen til Gunskirchen. Da lejren bliver befriet, bliver Edith fundet – knap i live – i en bunke af lig.

Edith Eger overlevede, men i årtier led hun i stilhed af posttraumatisk stress og skyldfølelse. Hun uddannede sig til psykolog og blev personlig ven og elev af Viktor Frankl, stærkt inspireret af hans berømte værk Psykologi og eksistens. Det blev et vendepunkt i Edith Egers liv.

I Valget væver Edith Eger sin personlige historie sammen med bevægende historier om de mennesker, hun har hjulpet gennem årene i sit arbejde som psykolog. Hun viser os, at vi i livet altid har friheden til at vælge. Vi kan vælge, hvordan vi forholder os til fortiden og til tilværelsen i det hele taget. Hun illustrerer forskellige faser af heling og viser, hvordan mennesker kan vælge at undslippe det fængsel, de bygger i deres sind – låst af frygt, bekymringer eller fortiden – og finde frihed uanset omstændighederne.

Charlotte Delbo var aktiv i den franske modstand, blev fanget i marts 1942 og sendt til Auschwitz-Birkenau i januar 1943 i en konvoj af 229 ikke-jødiske franske kvinder. Auschwitz og efter er hendes vidnesbyrd om fangenskabet i de tyske udryddelseslejre og tiden efter. Delbo, 1913-1985, var fransk forfatter og værket regnes for hendes hovedværk. En fortælling oplevet indefra, i scener, erindringsglimt, digte, prosa – skrevet så nærværende, sanset og enkelt. Med en bevidsthed om, at hun vil lade læseren observere og iagttage. Auschwitz og efter er en holocaustfortællling, erindringer fra en kvinde, en forfatter - som blev en af de få overlevende fra sin konvoj.

Primo Levi udgav i 1947 erindringsværket ”Se questo è un uomo” (”Hvis dette er et menneske”, 1989) om sin tid i Auschwitz. Der er tale om en kronologisk fremstilling, der skildrer oplevelserne fra godstransporten og ankomsten til lejren, indordningen under de nye absurde regler, kampen mod sult, kulde, sygdom og fornedrelse til det tidspunkt, hvor nazisterne sender de fleste fanger ud på en dødsmarch og selv flygter, mens de syge bliver tilbage og venter på Den Røde Hærs befrielse.

Sprogligt skildrer Levi oplevelserne i udryddelseslejren og kampen for at overleve med uhyggelig klarhed og mangel på patos på trods af det ubærlige emne. Samtidig er teksten fuld af refleksioner over den menneskelige natur, og hvad det gør ved et menneske at blive reduceret til det, der knapt kan kaldes et menneske længere. En væsentlig tematik er netop fremstillingen af den omfattende dehumanisering, som hele kz-lejrens struktur synes at være bygget op omkring.

Levi skildrer tyskernes projekt i lejren som en tilintetgørelse af mennesket som menneske ved at fratage det enhver individuel identitet og ved at praktisere en fornedrelse af mennesket til dyr, hvor enhver civilisation blev sat ud af kraft. Dertil kommer den fratagelse af ethvert håb og fremtid for menneskene i lejren, hvor kun de få undtagelsesvis overlevede den tidsubegrænsede indespærring.

En anden vigtig pointe i bogen er bestræbelsen på at give ofrene ansigt og dermed gøre dem til de individer, kz-lejren ellers udviskede. På trods af både fangernes og vogternes lighed med dyr i deres måde at overleve og agere på, formår Levi at fremstille dem som særegne mennesker, og bogens mange personskildringer er dermed et vigtigt greb i teksten.

Endelig har Levi flere gange fremhævet, at den essentielle bevæggrund for hans erindringsbog var at bære vidnesbyrd om det ufattelige massemord. Ifølge Levi er kz-lejrene udtryk for de grusomheder, mennesket rent faktisk er i stand til at begå, og derfor må vi aldrig glemme dem. Ellers risikerer vi at gentage dem.

Der har ikke været noget spørgsmål, som har været for lille eller mærkeligt til at få et svar, for der er ikke så mange tilbage, der kan svare og gøre det ubegribelige begribeligt.

Lægen Miklós Nyiszli ankom til udryddelseslejren Auschwitz i maj 1944. Waffen-SS fik kendskab til hans lægefaglige færdigheder og lod ham gøre tjeneste som patolog for lejrens berygtede cheflæge Josef Mengele i otte måneder. Nyiszli blev øjenvidne til det industrielle massemord, og i krematorierne udførte han utallige obduktioner og underskrev rapporterne med sit fangenummer. Mirakuløst nok overlevede Nyiszli dødsmarchen fra Auschwitz til tre efterfølgende koncentrationslejre inden befrielsen. Efter hjemkomsten i 1946 skrev han sin grufulde beretning. Bogen var en af de første, hvor rædslerne i Auschwitz blev beskrevet i detaljer. Den er udgivet på en lang række sprog, er solgt i hundredtusindvis af eksemplarer og har ligget nummer et på New York Times’ bestsellerliste.

‘Endestation Auschwitz’ er en fortælling om at forsøge at holde meningen, kærligheden og sig selv i live i mødet med eksistentiel tomhed. Eddy de Winds dokumentariske roman er med Anne Franks dagbøger det vigtigste hollandske vidnesbyrd om Anden Verdenskrig – og den eneste bog, der faktisk blev skrevet i lejren.