Søgeresultater: 29

"Dér har De nøglen til menneskegåden i hvert folk og hver tidslader, i den hele slægt som i enkeltmanden: et åndfuldt, levende, mundtligt ord på modersmålet, det er den gennem verdenshistorien åbenbarede hemmelighed, hvorpå enhver mand må tro, som skal blive klog på menneskelivet, hvorpå hvert et folk må tro, som skal blive kraftigt og lykkeligt, og hvorpå slægten må blive ved at tro, hvis den nogen sinde skal nå sit mål og se sit levnedsløb forklaret."

Grundtvigs ord er ligetil, og dog dækker de over en dyb og gennemgribende sandhed. Det er denne sandhed, "Det levende ord" handler om. Grundtvigs beskæftigelse med det folkelige er i dag afløst af snak om politik, økonomi og sociale forhold, ligesom hans tanker om religion i dag diskuteres med psykologisk og psykoanalytisk sprog. Af denne grund forklarer Ejvind Larsen her Grundtvigs tanker blandt andet ud fra Marx og marxismen og ud fra Freud, Jung og psykoanalysen. Den danske forfatter, digter og journalist Ejvind Larsen (f. 1936) – også kaldet "Ejvind Mangeord" – var i en lang årrække ansat ved dagbladet Information først som journalist og senere som chefredaktør. Ejvind Larsen debuterede som forfatter i 1962 med digtsamlingen "Kryptofoni" og har siden udgivet et væld af bøger. I løbet af sin karriere har Ejvind Larsen modtaget flere prestigiøse priser og legater.

Ord som identitet, værdier og danskhed lyder måske mere moderne end folk, men Ove Korsgaard argumenterer i marts måneds bog i Tænkepauser-serien for, at folkets status er dét, vi i realiteten strides om. Danmark er i dag en kampplads for meget blandede og modstridende interesser, hvor spørgsmålet om, hvad folket er for en størrelse, er et af de mest centrale stridspunkter. Globaliseringen, europæiseringen og multikulturen har pustet til ilden. Er vi for eller imod det danske? Er vi for eller imod de fremmede? Er vi folkevenner eller folkefjender? Vi mangler gode svar på de spørgsmål, fordi de er svære, og fordi nogle af dem er forkert stillet.

"Den 18. Juli 1918 begyndte Franskmændene Klokken fire om Morgenen med en voldsom Trommeild. Det varede ikke længe, førend vort Infanteri kom tilbage fra de forreste Linjer, uden Vaaben og halvt paaklædt. Vi fik omgående Ordre til at gøre Maskingeværet skudklart, og kort efter kom vi i Aktivitet. Skuddene rasede gennem Løbet, saa det næsten var gloende …"

Sådan skriver en af de op mod 30.000 sønderjyder, der deltog i 1. verdenskrig på tysk side. Sønderjylland havde været tysk siden nederlaget i 1864, og det betød, at de unge danske mænd i regionen blev indrulleret i kejserens hær. 6.000 af dem mistede livet for en sag, der ikke var deres.

Foreningen af dansksindede sønderjydske Krigsdeltagere 1914-18 (DSK) samlede i perioden 1941-1972 vidnesbyrd fra disse unge mænd. Det blev til mere end 600 både dramatiske og hjerteskærende historier fra fronten. De stærkeste af dem er udvalgt og samlet i denne bog med forord af Inge Adriansen.

UDDRAG FRA BOGEN
"Trommeild - I Cannyskoven 5. og 6. juni 1915 (Verdun). Det tordner og brager, det hyler, det hviner og hvisler, det piber og fløjter. Det er, som om alle helvedes ånder er sluppet løs, og forude glammer kanonerne med deres malmmunde som et hundekoppel, der har fået færten af ædelt vildt. Arrigt snerrer de små kalibrre, dumpe og uheldsvangre de store, og hundrede af projektiler med død og rædsel som ballast kløver luften. Med hoverende brag når de deres mål og slynger i kådhed sten og jord hushøjt til vejs, mens en regn af glohede sprængstykker farer til alle sider for at søge byttte." - Søren P. Petersen, Rødding

Svend Staal-gruppen giver dig hele historien bag et yderst dramatisk stykke danmarkshistorie i løbet af de sidste hektiske måneder af besættelsestiden, der var præget af likvideringer og henrettelser.

Nationalismen er farlig, men det er også farligt at fornægte nationen. Midt i den ophedede debat om danskhed går historiker og debattør Henrik Jensen ned i de hændelser og vilkår, der skabte Danmark som nation. På sporet af en farbar vej mellem nationalismens afgrund og ligegyldighedens grøft.

Da Saddam Hussein i august 1990 invaderede Kuwait og udløste den internationale krise, der første til Golfkrigen, blev op mod 100 danskere fanget i uvished og utryghed i den lille oliestat.
Hen over efteråret lykkedes det at få de fleste danske gidsler hjem i sikkerhed, bl.a. takket være tidligere statsminister Anker Jørgensen, der tog afsted som gidselforhandler. Til sidst holdt irakerne kun ét udenlandsk gidsel: den danske diplomat Mogens Pedersen. Irakerne nægtede at lade ham rejse, og Udenrigsministeriet sendte to specialister til Irak for at befri den sidste dansker i Bagdad. I flugtplanen indgik en hvid stationcar, en omsyet postsæk, et pas udstedt til H.C. Andersen – og en hundehvalp ved navn Saddam.
"Det sidste gidsel" er en hæsblæsende og dramatisk fortælling om plyndringer, flugtforsøg, fængselsophold, falske pas og politiske forviklinger, der endte med en hemmeligstemplet dansk flugtoperation gennem den irakiske ørken i de sidste døgn, før Golfkrigen brød ud. Henrik Thomsen (f. 1958) er journalist og har mere end 20 års international erfaring. I 1990-91 bidrog han til avisens dækning af Golfkrigen og de danske gidslers situation. Han har bl.a. modtaget Cavlingprisen, Dagspressens Fonds Hæderspris og Laust Jensen-prisen. Ole Sønnichsen (f. 1973) er journalist og forfatter og har udgivet en lang række bestsellere inden for genrerne biografi og historie – bl.a. det anmelderroste tobindsværk "Rejsen til Amerika".

OMKRING 6000 DANSKE STATSBORGERE gjorde under Anden Verdenskrig frivillig tjeneste ved Østfronten. En af dem var Harald, som den 30. juni 1941 lod sig indrullere i Waffen-SS og samme dag indviede sin nye dagbog, en notesbog i mørkt stift bind, med ordene: "Fra i dag er jeg indtrådt i Waffen-SS…" De næste to et halvt år blev dagbogen hans tro følgesvend i felten. I perioder dagligt og yderst sjældent med mere end en uges mellemrum skrev Harald i dagbogen om sine oplevelser, om den lange ventetid og rejsen mod slagmarken, om kulden, kedsomheden, tvivlen og de barske realiteter, da Frikorps Danmark endelig nåede frem til fronten.

DAGBOGEN GIVER ET FANTASTISK INDBLIK i forholdene for de mange danskere, som kæmpede ved Østfronten – et emne, som Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith tidligere har behandlet i deres bestseller Under hagekors og Dannebrog – danskere i Waffen SS 1940-45. De tre forfattere har forsynet bogen med en indledning om dagbogens historiske kontekst samt et fyldigt noteapparat. Bogen afsluttes med et essay, som diskuterer nogle af de temaer, der præger den nyere forskning i Anden Verdenskrig, nemlig gerningsmændene, deres overgreb og motivering.

I vinteren 1938-39 ankom en arbejdskommando med 500 fanger fra kz-lejren Sachsenhausen til en øde plet ved navn Ravensbrück dybt inde i de vidtstrakte skove nord for Berlin. Rigets kz-inspektorat havde fundet lokaliteten velegnet til opførelsen af en kz-lejr udelukkende til kvinder. Efter et halvt år stod lejren færdig, nøje anlagt efter strenge overvågningsprincipper, projekteret til 3.000 fanger og forsynet med gode faciliteter til vagtmandskabet fra SS. I maj 1939 ankom de første kvinder, klar til at indgå i den industriproduktion, som var lejrens formål. Det var et andet og mere kaotisk Ravensbrück, 44 danske kvinder og børn ankom til fra midten af 1943. I løbet af de første krigsår rundede antallet af fanger 10.000, overbelægningen var katastrofal, snart lå der både to og tre fanger i hver køje i de dårligt isolerede træbarakker, og epidemier og mangelsygdomme tog livet af fanger i hobetal, hvis ikke "udvælgelsen" af syge og svage fanger til henrettelse ved skydning eller gasning. Mod krigens slutning var Ravensbrück ikke længere en velorganiseret arbejdslejr for kvinder, men et stopfyldt inferno, som kun de heldigste slap levende fra. Kvinderne i Ravensbrück er den første samlede fremstilling af de danske Ravensbrückfangers historie. Hvorfor havnede de i lejren, hvordan formede deres hverdag sig der, og hvordan overlevede de? Bogen, der også giver et udførligt indblik i lejrens organisering og rolle i kz-systemet, bygger på indsatte danske fangers vidnesbyrd og omfattende research i danske og internationale arkiver og er et unikt bidrag til afdækningen af danske kvinders skæbne som kz-fanger under Anden Verdenskrig. Bogen udkom første gang i 2011.

Ellef Henry Rasmussen var blandt de allerførste danskere, der frivilligt lod sig indrullere i Waffen-SS. Allerede i sommeren 1940 blev han sendt til uddannelse i Østrig, og i juni 1941 tog han del i operation Barbarossa, invasionen af Sovjetunionen. Herefter var han i aktiv krigstjeneste helt frem til krigens slutning, kun afbrudt af hospitalsophold og en videreuddannelse til officer. I krigens sidste fase – tilbagetrækningen fra Estland og kampene omkring Berlin – stod han i direkte kontakt til højtrangerede tyske generaler og varetog stillingen som chef for II. bataljon i SS-Regiment "Danmark". II. bataljon blev adskilt fra det øvrige regiment omkring Berlin i krigens sidste dage, og denne del af historien fortælles her for første gang. Den enestående beretning bidrager endvidere med en lang række nye detaljer om de danske frivilliges indsats og gerninger på østfronten.

Ellef Rasmussens krigserindringer er fortalt til historiker Peter Møller Hansen, som i indledning, efterskrift og noter bidrager med historisk perspektiv til fortællingen. Bogen er illustreret med mange unikke billeder, som ikke tidligere har været offentliggjort.

"Danskere på Vestfronten er historien om Første Verdenskrig fortalt gennem nogle af de ca. 26.000 danskere, der deltog i krigen på tysk side. Det er historien om livet i skyttegravene. Om mulighederne for at overleve. Og om hvordan den moderne krigsførelse blev født ud af den teknologiske udvikling af artilleri, kampvogne, gas, fly og maskingeværer. Danskerne var med fra de første til de sidste skud lød. På baggrund af deres breve og dagbøger tages læseren med på en blodig tour de force rundt i verdenskrigens på samme tid skrækkeligste og mest betydningsfulde kampe. Første Verdenskrig var ”den store krig”, men blev i Danmark til ”den glemte krig”. Nu fortælles for første gang historien om de mange danskere, der kæmpede på Vestfronten. Danskere på Vestfronten fik Sven Henningsen-prisen i 2009. Prisen gives hvert år til den bedste, alment tilgængelige bog inden for fagene samtidshistorie, statskundskab og international politik. I deres udtalelse om bogen skriver legatbestyrelsen: Bogen er den første samlede beskrivelse af de dansksindede soldater i den tyske hær under 1. Verdenskrig. Krigens overordnede forløb, de enkelte slag og skyttegravskrigen ses dels med militærhistorikernes og generalernes øjne, dels gennem breve og dagbøger fra de deltagende soldater. Spændende og bevægende fortælles om de dansksindede soldaters oplevelser i en krig, hvor de dårligt kunne have sympati for den stat, i hvis tjeneste de var. (…) Bogen er veldokumenteret til gavn for forskerne og letlæst til glæde for et bredere publikum. Den opfylder derfor på bedste vis Sven Henningsen-prisens formål."

Omkring tusind danskere kæmpede under Anden Verdenskrig som frivillige i allieret tjeneste. De fleste i britisk tjeneste - alle for Danmarks ære. I London organiserede de sig i håbet om at rekruttere til en særlig dansk enhed under britisk flag, med et udtalt ønske om at vise verden, at det besatte Danmark ikke gik nazismens ærinde, og at danskere støttede den allierede sag og gerne gik ind i kampen - også den militære. Dette er deres historie.

Bestsellerforfatteren Tom Buk-Swienty har skrevet en stort anlagt dokumentarisk fortælling om danskere i Berlin under 2. Verdenskrig – baseret på unikt og hidtil upubliceret materiale.
Da Berlin kapitulerede den 2. maj 1945, var byen en rygende tomt. 170.000 tyske og russiske soldater var dræbt, over 300.000 sårede og 100.000 civile var omkommet. I årene op til byens fald blev den sønderbombet, og størstedelen af den lå i ruiner, da krigen sluttede.
Midt i dette kaos befandt bogens to hovedpersoner sig: Paul E. Stemann fra Berlingske Tidende og Arild Hvidtfeldt fra Socialdemokraten. De havde været udstationeret i Hitler-Tysklands hovedstad de sidste år af 2. Verdenskrig og oplevede nu på allernærmeste hold de allieredes rædselsvækkende bombetogter, russernes indtog og Berlins endegyldige fald.
De skrev udførligt om det, de så, og deres øjenvidneskildringer hører til de mest mangefacetterede og fascinerende beretninger, der findes om krigsårene i den tyske hovedstad.
Dele af materialet bag bogen har aldrig tidligere været benyttet af danske historikere. Stemanns upublicerede erindringer har ligget i arkiverne på Imperial War Museum i London, Hvidtfeldts materiale har befundet sig i et privatarkiv. Bogen trækker også på en ung dansk diplomat, Frederik Holck Coldings, private breve, som hidtil har været klausulerede. Han ankom til Berlin i 1944 og blev nære venner med korrespondenterne.
Tom Buk-Swienty har fået adgang til dette helt unikke materiale, der udgør en vigtig del den dramatiske grundfortælling, som han har rekonstrueret de dramatiske begivenheder ud fra efter flere års dybdegående research i emnet.
Berlin brænder er den første bog om danskerne i Berlin. Andet bind, Russerne kommer, er planlagt til foråret 2025