De danske sønderjyders førstemand H.P. Hanssen har altid fået stor og velfortjent opmærksomhed. Men havde han ikke haft sin kone som organisator, er det tvivlsomt, om han var nået så langt. Helene Hanssen skrev mange breve til sin mand. Først i forlovelsestiden, og også senere da han blev landdagsmand og rigsdagsmand i Berlin og var væk 8 måneder om året. Hun sørgede for at arkivere deres korrespondance, så man i dag kan følge deres liv næsten fra dag til dag.
”Helene Hanssen – et liv i strid og kærlighed” er en biografi om kvinden bag Genforeningen. Helene Hanssens hjem var en veldrevet gård på Sundeved. Hun havde svært ved at tilpasse sig de normer, man dengang havde. Hun havde ikke lyst til de ting, piger helst skulle beskæftige sig med.