Søgeresultater: 21

En livsnær bog om forældretab i barndommen, og hvordan mødet med døden og sorgen påvirker et barn livet igennem. Bogen tager udgangspunkt i forfatterens og hendes tre søskendes erindringer om tabet af deres far for over 30 år siden.

Jeg løber er en bevægende fortælling om at finde en form for vej ud af en sorg.
Anders Legarth Schmidt snørede løbeskoene blot ti timer efter, at hans seksårige datter Ellen døde på Rigshospitalet efter to års opslidende kræftsygdom. På det tidspunkt havde han været løber en stor del af sit liv, men opdagede midt i den bundløse sorg, at det fik en ny mening og funktion for ham at løbe.
Han fandt i løbet et rum, hvor han mærkede en snert af frihed fra de sorteste tanker. Og et afløb for den følelse af afmagt og kontroltab, der følger med sorgen. For i løbet findes kun det næste skridt, det næste åndedrag – og det næste hjerteslag.
I en serie dybt personlige og meget rørende tekster i krydsfeltet mellem liv, død, løb, sorg og savn deler forfatteren i denne bog sine følelser og tanker og refleksioner over, hvad løb handler om for ham. Når han løber uden at se sig tilbage på sine tidlige morgenture i København, ad kolde bjergstier i Himalaya og øde landeveje i Marokko.
Jeg løber er oprindeligt udgivet som en blog i Politiken og har opnået stor opmærksomhed, blandt andet fordi Anders Legarth Schmidt med et både rørende og direkte sprog tager favntag om det tabu, som døden er. I efteråret 2017 opsætter Det Kongelige Teater desuden Jeg løber som en teaterforestilling.
Jeg løber handler om at leve – og løbe videre – på trods.

Da Mette mistede sin mand Thomas efter 23 års sjælevenskab og kærlighedsforhold, mistede hun også sin fremtid og fortællingen om Den eneste ene. Men hun nægtede at tage enkerollen på sig med alle dens kulturelt indlejrede forventninger. I stedet kastede hun sig med det samme ud i at generobre magten over eget liv og genopfinde den kvinde, hun ønskede at være uden Thomas. I bogen skildrer hun ærligt sin dannelsesrejse gennem de første to år efter Thomas’ død og sit hårdnakkede forsøg på, midt i fortvivlelsen, at lade ny kærlighed give mening og fylde i det eksistentielle tomrum.

10. juni 2020 døde Chimamanda Adichies far, James, pludseligt i Nigeria.
I dette fintmærkende og stærke erindringsværk, mindes hans datter, en erklæret ’fars pige’, sin elskede far.
Noter om sorg er en hyldest til et levet liv, en fortælling om en datters uforbeholdne kærlighed til en forælder og et studie i forskellige former for tab, og i sorgens natur. Bogen er en udvidet og bearbejdet version af en tekst bragt i The New Yorker.

Har du oplevet at stå over for et menneske i sorg og ikke vide, hvad du skulle sige?

Bliver det akavet og pinligt, når I er sammen?

Er du bange for at såre og gøre ondt værre?

Føler du måske ligefrem, at du svigter en, du holder af, fordi du ikke ved, hvordan du kan hjælpe?

"Dus med døden" er en bog om at stå ved siden af en, der har mistet. Det kan være svært, men det kan heldigvis også blive nemmere. Bogen ruster dig til at føle dig bedre tilpas, når du møder en, der er i sorg – og at gøre dem bedre tilpas i dit selskab. Så lad os komme af med tavsheden, akavetheden og flosklerne og gøre det hele lidt mindre farligt at gå til. Marie-Louise Vianello og Mette Bendixen har begge oplevet at miste et menneske, der stod dem meget nært. Sammen har de skrevet bogen "Dus med døden", der giver råd og vejledning til pårørende til dem, der har mistet.

Under Idas terminale sygdomsforløb oplever Kristian Ibler en eksistentiel krise. Han føler, at han har levet sit liv på en løgn og har forsømt det, der virkelig giver mening i livet. Det gælder især jagten på en skuespillerkarriere, der kollapser fuldstændigt, da Ida dør. Han står tilbage som enkemand og alenefar til to små børn uden et økonomisk eller personligt fundament og må balancere imellem en ekstrem trang til at leve livet på trods af sin sorg og en pligt til at holde fast i fortiden og være en støtte for børnene. Kristian Ibler skriver hudløst ærligt, ofte humoristisk, og udstiller sig selv som en mand, der til tider slet ikke forstår, hvordan hans liv fundamentalt set er ved at ændre sig.

En februarnat i 1980 blev forfatteren Bo Østlund til den hængte mands søn, mens P1 sluttede dagen med af sende en optagelse med radiokoret, som sang Johann Sebastian Bachs 'Unser Leben ist ein Schatten.' I en affaldskælder i et betonbyggeri i Kokkedal gjorde hans far en ende på sit liv, da han lagde sine briller med det sorte stel på gulvet, viklede en ledning fire gange rundt om sin hals og hængte sig i et varmerør. Siden dén nat har han kæmpet med angsten for at bliver forladt. Og nu er dén dag kommet, hvor han bliver ældre end sin far midt i en af sine egne livskriser. Hør den stærke, rørende og hudløst ærlige fortælling indlæst af forfatteren selv.

Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst og Anne Linnet mistede alle deres mødre inden for kort tid. Det har de valgt at fortælle om i denne hjertevarme og tankevækkende bog om forholdet mellem mor og datter.
Det er naturens orden, at vores mødre dør, før vi selv gør, og derfor forventes vi at kunne håndtere tabet. Men når vores mødre dør, mister vi det menneske, vi har kendt længst – den, vi på godt og ondt har spejlet os i. Tabet er ofte langt større, end vi aner og vil indrømme.
Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst og Anne Linnet mistede alle deres mødre inden for kort tid. De fortæller her om deres oplevelser og erfaringer – om forløbet op til dødsfaldet og om sorgen og savnet. De ser også tilbage på deres mødres liv og tid og deres forhold til dem.
Journalist Lene Johansen har været med under de fires samtaler. Hun har lyttet og spurgt og skrevet de mange ord sammen i en indimellem barsk, men også hjertevarm og humoristisk dialog om det, som næsten alle oplever, men alt for tit står alene med.
Bogen udkom første gang i 2010 med titlen Min mor er død. Den nye udgave indeholder et nyt forord samt nye kapitler, hvor de fire kvinder fortæller om tiden efter. Har de år, der er gået, og de oplevelser, de f.eks. har haft med alvorlig sygdom, sat tabet i nyt perspektiv?

Jeg døde for at vågne op er en fantastisk personlig beretning om at svæve mellem liv og død og opleve at bevidstheden rækker langt ud over kroppens liv. Da den amerikanske læge Rajiv Parti fik en nærdødsoplevelse på operationsbordet, så han først sin egen operation oppe fra loftet og kunne høre, hvordan en af lægerne fyrede en vits af. Dernæst oplevede han, at blive modtaget af ærkeengle og sin afdøde far, der førte ham gennem helvedes kvaler og viste ham den onde cirkel af vold, som havde plaget hans familie i generationer. Det blev tydeligt for ham, at de vanskeligheder, han oplevede i dette liv, hang nøje sammen med tidligere liv. Men dette var ikke alt: Englene viste ham herefter himlen. De belærte ham om, hvordan spiritualitet og sundhed hænger sammen på et dybt plan – og de insisterede på, at han bragte denne visdom med sig tilbage til sit jordiske liv. Parti var klar over, at han var nødt til at omlægge sit liv radikalt for at gøre det. Før sin nærdødsoplevelse var han en velhavende mand med en videnskabelig uddannelse og en succesrig karriere som overlæge. Han havde været både kølig og uempatisk i sit arbejde – og streng og til tider voldelig over for sin søn under hans opvækst. Alt dette ændrede sig efter, at han så både himmel og helvede med egne øjne. Efter nærdødsoplevelsen vågnede han op som et nyt menneske. Han solgte sin luksusvilla, sagde farvel til sin karriere, åbnede en holistisk sundhedsklinik og ændrede forholdet til sin familie totalt. Bogen er fascinerende og gribende læsning og vidner om, at der er et liv efter dette.

I maj 2019 døde Thomas på 45 år af en knoglemarvskræft, der langsomt havde nedbrudt hans krop. Det tog tre år. Men kræften dræbte aldrig hans evne til at elske livet, udnytte sin krops potentiale og til altid at give kærligheden plads.
Som Thomas skrev i sin tale til sin egen begravelse: "Jeg ønsker jer alle en dejlig dag – og et dejligt liv. Husk, at vi ikke gør livet op i de antal år, vi får i lotteriet, men i alle de ting, vi vælger at fylde det med." I månederne op til og i ugerne efter hans død skrev hans hustru Mette bogen Lev stærkt – dø smukt.
Ved Thomas' død frygtede Mette at miste sit eget liv og ryge i en afgrund. Men virkeligheden var, at døden gav hende rå og levende kreative kræfter og en hidtil ukendt grundstyrke. Det er den energi, bogen er skrevet på.
Det er en fortælling om et helt særligt menneskes sidste år på jorden. Om at gribe de særlige stunder med sine tre sønner. Om som familie at tage sorgen på forskud. Om at sørge og leve sammen som en helende proces. Det er en beretning om levet liv og døet død. Thomas var aktiv til det sidste i begge dele.
Bogen handler om troen på det gode og på kærlighedens frisættende kraft. Og om hvordan man sammen kan tage styring over et liv i kaos, så man både før, under og efter døden kan finde mening og livslykke. Bogen viser, at man kan komme overens med det uafvendelige, mens den døende stadig er i verden.

”Jeg vil ikke have, at du skal dø, far. Du må ikke dø!” På sofaen ligger Sally og græder sammen med Jan. ”Det vil jeg heller ikke, skat. Jeg vil ikke dø.” Kirsten er lykkeligt gift og mor til to, da hendes mand får diagnosen ALS. De skal fortælle Vigga og Sally på 9 og 11 år, at deres far skal dø. Som mor, hustru og nærmeste pårørende bliver det Kirstens allervigtigste opgave at passe på børnene igennem Jans sygdomsforløb. Fortælle dem sandheden om sygdommen og forberede dem på, at deres far skal dø. Men samtidig skal hun beskytte dem mest muligt og fastholde deres barndom og troen på, at livet er godt – også når det ikke er det. NÅR FAR SKAL DØ tager læseren med fra den barske besked til den første periode efter dødsfaldet. Kirsten Wallentin Damgaard fortæller sin families historie med særligt fokus på børnene og giver konkrete råd om det, der kan være svært. Hvordan fortæller du dine børn, at far skal dø? Hvordan samarbejder du med børnenes skole? Og hvad kan andre rundt om dig gøre for at hjælpe og støtte i en svær tid? Bogen er især relevant for dig, der selv har børn, som oplever alvorlig sygdom eller død tæt på. Den er også relevant for dig, der er god ven til en familie, som er ramt af sygdom, eller dig, der måske ikke er så tæt på, men som alligevel gerne vil hjælpe.

Blå timer er en fritstående fortsættelse af Et år med magisk tænkning og om muligt en endnu stærkere bog. Den handler især om Joan Didions datters død. Om det frygteligt forkerte i at skulle begrave sin voksne datter kort tid efter hendes bryllup. Om at stå magtesløs tilbage. Og mærke alderdommen snige sig ind på en og forstærke denne magtesløshed, hvordan den rent fysisk nærmest tager over.

Samtidig - fordi Joan Didion så modigt og fintfølende evner at registrere og reflektere over det, der sker i dette tilværelsens og sjælelivets skumringsland - bliver den tragiske beretning til en intens, livsklog og livsbekræftende bog.

Med udgangspunkt i de lykkelige minder netop fra datterens bryllyp og fra de glimt af barndommen, der dukker op i forberedelserne af dette, opruller Joan Didion deres liv sammen. Mor og datter. Og med et helt særligt klarsyn, skærpet af sorgen, beskriver hun både de lykkeligste stunder og de smertelige øjeblikke og oplevelser af afstand, utilstrækkelighed og fravær.

Joan Didion formår som få at stille skarpt på og beskrive tilværelsens mange facetter. Her skriver hun dybt bevægende og tankevækkende om at se hele sit liv - ikke mindst kærligheden til sit barn og sin egen rolle som forældre.