Søgeresultater: 22

Når krybben er tom, bides hestene, og populister vrinsker særlig højt. De peger på alt det, de mener spolerer samfundet, uanset om det er elitære politikere eller økonomisk ulighed. Med enkle holdninger til komplekse problemer forfører de det folk, de gerne vil repræsentere. Sådan truttede Gracchus arrigt i Romerriget, og sådan definerer tidens trompetister deres næste som fjende. Men ifølge folkelig demokratiforsker Lars V. Johannsen fra Aarhus Universitet er det netop, når vi helst vil lukke ørerne for populismens protester, at vi skal lytte allermest. Det har historien ildevarslende vist.

Feminisme er ikke kun for kvinder. Mary Wollstonecraft, feminismens førstedame, talte også mandens sag. Og John Stuart Mill, liberalismens granddaddy, skrev den første feministiske håndbog for mænd tilbage i 1869. Her læser 16 mænd feminismens klassikere med et helt bevidst mandligt og også personligt blik. De læser efter, hvad teksterne siger om mænd, og hvad mænd kan bruge deres indsigter til i refleksioner over køn og kønsrelationer. Men også hvad de siger om kvinder, ligestilling, minoriteter, #MeToo og meget andet. På tværs af kapitlerne træder feminismens store betydning for forståelsen af både den historiske og aktuelle kønsdebat frem. I mere end 200 år har feminister tænkt over, hvad køn er, hvad køn gør, og hvad vi vil have køn til at betyde. Det kan også mænd have fordel af at læse meget mere om.

I foråret 1899 strejkede jyske snedkere for at få mere i løn, men arbejdsgiverne nægtede at give jyderne samme løn som fynske og sjællandske kolleger. Den lokale konflikt udviklede sig til at handle om retten til at lede og fordele arbejdet og fik arbejdsgiverne til at lockoute 40.000 arbejdere i hele landet. Borgerkrig kaldte arbejdsgiverne det, sultekrig råbte arbejderne. De 107 dages lockout rystede Danmark, inden arbejdsgivere og lønmodtagere i september 1899 indgik forlig. Nu skulle den stærkes ret ud, ind skulle medbestemmelse. Næsten lige siden har vi i skåltaler henført talt om den danske model, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere forhandler løn, ferie og barsel. Men måske er modellen ved at gå op i limningen på grund af Ryanair, Uber og EU.

En novemberdag i 1918 standsede vrede arbejdere sporvognstrafikken ved Nørreport i København. Da en ung mand med rød fane sprang op på taget af linje 15, trak politiet træstavene, og demonstranterne knyttede næverne. Slaget på Grønttorvet blev en tre dage lang kamp med mange sårede og et propfyldt arresthus. Første Verdenskrig var netop slut, arbejdsløsheden tårnhøj, og overalt var der mangel på brød, brændsel og boliger. Jorden var gødet for revolutionære ideer, og der opstod interne brydninger i arbejderbevægelsen. Alligevel formåede Socialdemokratiet i 1920 at konsolidere sig som den dominerende kraft i fremtidens arbejderbevægelse, når den ikke lige blev udfordret af interne brydninger, en aktiv venstrefløj, lærerlockout eller store bededag.

Vi er alle lige, men nogle er mere lige end andre. Sådan er det både blandt kammerater og nationer. Ressourcerne er skævt fordelt, uanset om det gælder medfødt intelligens eller drikkevand i undergrunden, fortæller Carsten Andersen, økonom ved Aarhus Universitet. Han gør regnskabet op i ulighedens favør, for selvom vi omfordeler via skatten, skaber uens vilkår forskellige muligheder for os alle: Samfundets privilegerede fødes med en guldske i munden og hører mange millioner flere ord inden vuggestuen. Det er nemlig ikke kun penge, der går i arv, men også miljø.

Krige, konflikter og forfølgelser har gennem tiden fået tusindvis af mennesker til at sætte kurs mod Danmark. En ny udlændingelov i 1952 fastsatte de regler, der har formet ”de fremmedes ” liv: Nogle er velkomne, andre er ikke. Nogle kan blive, andre skal ”hjem ” . Flygtninge er strømmet til fra hele verden i båd, bil og til fods – eller på en hjemmelavet vandcykel. De har forladt alt, de kender, i håbet om at kunne få beskyttelse mod forfølgelse og tortur , og de har trodset druknedød og samvittighedsløse soldater. For både 1700-tallets huguenotter og nutidens syriske og ukrainske krigsflygtninge har det været et spørgsmål om liv eller død – for Danmark er det et spørgsmål om, hvor grænsen skal gå.

I den vestjyske landsby Hjedding åbnede i 1882 landets første andelsmejeri, da lokale bønder splejsede til maskineri og mejerist for at kærne ensartet smør ud af mælk fra deres 400 køer. Samarbejdsformen, hvor andelshavere leverede til produktionen og fik forholdsmæssig del i fortjenesten, spredte sig til slagterier, brugsforeninger og sågar et teater. Smør- og baconeksporten boomede, og landbrugets selvsikre gårdmandssønner oplevede en velstand, der tillige kom de små husmænd til gode. Men bevægelsen tilskyndede også og uden bondeanger til en benhård effektivisering, der med forurening og til tider tvivlsom dyrevelfærd til følge ikke kan sige sig fri for at have andel i nutidens økologiske kriser.

Alle lider i et diktatur. Befolkningen henslæber tilværelsen i et jerngreb af overvågning og undertrykkelse uden antydning af retssikkerhed. Selv de arme diktatorer bliver ifølge Jakob Tolstrup, antiautoritær autokratinørd ved Aarhus Universitet, ofre for deres begær efter magt og ussel mammon. Ingen diktator kan nemlig regere alene og må derfor konstant knokle for at sikre sig alliancepartnere, som desværre ofte viser sig at være vendekåber til salg for højestbydende. Vi andre kan glæde os over, at tyrannerne med et så stressende arbejdsmiljø også får løn som forskyldt.

Integration er som en glidebane. Selv om vi starter med at lovsynge antallet af danskpakistanere på medicinstudiet, ender vi umærkeligt med at skændes om kriminelle indvandrerdrenge, syrienskrigere og frikadeller i børnehaven. For enden af den glatte overflade er målet altid, at ’de’ skal blive som ’os’: Smid tørklædet, lad forhuden være, og slå katten af tønden. Derfor skaber i-ordet ifølge Mikkel Rytter, velintegreret halalhippie på Aarhus Universitet, faktisk mange af de problemer, vi sigter mod at løse. Måske er det på tide at give integration det glatte lag?

Endelig befriet. Lettelsen var enorm i Danmark i foråret 1945. Men det mentale overskud var ikke stort til at hjælpe de over 200.000 tyske flygtninge, der kom til landet i krigens sidste måneder – på flugt fra Den Røde Hær. Tilfældet ville, at de havnede i Danmark, hvor de måtte leve på danske værters nåde. Her drømte tyskerne igen om livet, men Danmark var netop blevet befriet fra en hadet besættelsesmagt. Derfor var flygtningene ikke populære, og de stødte på modstand fra både danskere og myndigheder. Humanitet var en by tæt på Den Røde Hær, indtil de sidste tyske flygtninge kunne rejse over grænsen i februar 1949. De lagde deres skæbner frem i breve og dagbøger, der fortæller en evigt aktuel historie i en global verden med store strømme af flygtninge.

Lobbyisme er lidt et fyord. Det lugter af lokumsaftaler mellem mørke kræfter, når lobbyismens lyssky lejesvende bag lukkede døre påvirker politiske beslutningstagere for egen vindings skyld og på samfundets bekostning. Men ifølge Peter Munk Christiansen, Aarhus Universitets mest upartiske djøf’er, stinker lobbyisme ikke så slemt. Lobbyister bidrager med viden til landets lovgivere, forbinder politikere med befolkningen og sikrer gode relationer borgerne imellem. Faktisk ville det danske demokrati ikke fungere så glat, hvis ikke lobbyisterne plejede alskens særinteresser.

Verdens lykkeligste folk! Fem kilometer på tyve minutter! Vi måler og vejer alt og alle som aldrig før. Med internationale ranglister og sportsur på håndleddet har konkurrencen taget kampen op med det moderne samfund og den enkeltes liv. Når vi arbejder og har fri, dyster vi om at komme hurtigere til tiden. For kappestrid er leg, vi kan lære af, og konkurrenter er rivaler, der kan gøre os bedre. Men det konstante udskilningsløb sætter også folk af holdet, fortæller Christian Tolstrup Jensen, fair idrætshistoriker ved Malmø Universitet. Og det eneste, der er mere træls end at tabe, er slet ikke at være med.