Søgeresultater: 49

De renes land er en gribende og humoristisk beretning om en dansk udenrigsreporters møde med tre stærke pakistanske kvinder og deres kamp for at kunne vælge deres egen tilværelse på trods af samfundets strenge krav.

Jan Guillous klummer i den svenske avis Aftonbladet har handlet om alt lige fra forestillingen om, at de fattige får det bedre af skattelettelser til de rige, over kravet om hårdere straffe og flere fængsler til striden om de svenske ulve. Men allermest om terrorlovene og om lighed for loven. I de senere år har klummerne haft særligt fokus på den voksende højreekstremisme, som Jan Guillou anser for den største trussel mod det svenske demokrati siden Anden Verdenskrig.

“Ægte genialitet … al hans vrede og frustration fandt deres første rigtige udtryksmiddel i Vejen til Wigan Pier.” – Peter Ackroyd, The Times

Vejen til Wigan Pier er en berømt reportageroman af George Orwell – oversat til dansk for første gang i 2022 af Lærke Pade og med efterskrift af Per Stig Møller.

Bogens første del er en af Orwells mest berømte reportager fra hans ophold blandt kulminearbejdere i Nordengland i vinteren 1936. I sin usædvanligt klare og enkle stil beskriver han minearbejdernes hårde arbejde, den usle løn og de elendige boligforhold, som han også prøvede på egen krop.

Bogens anden del er et essay, hvor Orwell beskriver og analyserer det engelske klassesamfund med afsæt i skildringer af sit eget liv og opvækst. Med et eminent blik for detaljerne viser han, hvordan de skarpe klasseskel står i vejen for socialismens fodfæste i England, hvilket han anser for et tvingende nødvendigt værn mod fascismens fremmarch.

Opholdet i Wigan gjorde Orwell til overbevist socialist, idet han så den økonomiske ulighed, kapitalismen kunne medføre. Han var dog kritisk overfor flere af de socialistiske bevægelser og spidder i bogen den overfladiske socialisme, hvor man sympatiserer med arbejderne, men ikke omgås dem. Resultatet var, at Orwell provokerede både venstre og højre, der begge tog afstand fra ham eller brugte ham ved at tage ham til indtægt for egne synspunkter.

Vejen til Wigan Pier er nr. 39 på The Guardians liste 100 best nonfiction books of all time fra 2017. Bogen hører til blandt de mest populære værker fra den journalistiske del af George Orwells forfatterskab.

Vibeke Sperling, der var korrespondent i Moskva for dagbladet Information i årene 1981-82, ser i denne bog nærmere på den store forskel, der ofte var på Sovjetunionens officielle facade og den usminkede virkelighed, der udgjorde borgernes hverdagsliv. Ved at gå i dybden med sovjetborgernes vilkår, håb og angst giver hun et indblik i de udviklingsmuligheder, der i begyndelsen af 1980’erne fandtes for stormagten mod øst.

Vibeke von Sperling (1945-1977) var en dansk journalist og forfatter. Hun begyndte sin journalistiske karriere på dagbladet Information, blev hurtigt udenrigskorrespondent og senere chefredaktør og arbejdede siden på både DR og Politiken. Vibeke Sperling var stærkt politisk engageret i den danske og europæiske venstrefløj, og hun har skrevet flere bøger om udenrigspolitiske emner.

Vi er alle lige, men nogle er mere lige end andre. Sådan er det både blandt kammerater og nationer. Ressourcerne er skævt fordelt, uanset om det gælder medfødt intelligens eller drikkevand i undergrunden, fortæller Carsten Andersen, økonom ved Aarhus Universitet. Han gør regnskabet op i ulighedens favør, for selvom vi omfordeler via skatten, skaber uens vilkår forskellige muligheder for os alle: Samfundets privilegerede fødes med en guldske i munden og hører mange millioner flere ord inden vuggestuen. Det er nemlig ikke kun penge, der går i arv, men også miljø.

At give er en inspirerende gennemgang af, hvordan vi hver især kan være med til at ændre verden.

Bill Clinton fortæller om en række usædvanlige og nyskabende initiativer, som for øjeblikket tages af virksomheder og organisationer - og af enkeltpersoner - for at løse problemer og redde liv. Disse helt utrolige historier viser, at det at give tid, færdigheder, ting og ideer er lige så vigtigt og effektivt som at bidrage med penge.

Bill Clintons egen indsats, efter at han forlod præsidentposten, har haft enorm betydning for millioner af mennesker. Via sin fond og sit arbejde i kølvandet på tsunamien i Asien og orkanen Katrina er han blevet en international talsmand og rollemodel for, hvor meget det kan betyde, at man giver.

Dennis Nørmark afdækker i denne bog, hvad ufrihed er.

Han mener, at vores liv aldrig har været så regulerede og administrerede som i dag. Vi tror, vi er frie, men vi har reelt ikke meget frihed. De mange regler, der styrer vores gøren og laden, efterlader det moderne menneske med en følelse af utilstrækkelighed og en usikkerhed på egne evner. Hvis vi skal blive frie, livsduelige mennesker, skal vi sættes fri fra den enorme overadministration, som vores samfund og vores arbejdspladser pålægger os. Først da bliver vi frie ansvarlige mennesker, der kan skabe gode fællesskaber.

I bogen ser Dennis Nørmark på de argumenter, vi er blevet præsenteret for, som har fået os til at opgive vores frihed. Vi har fået at vide, at det kræver styring, kontrol, hierarkier og afmålt ufrihed at nå op på et højt samfundsmæssigt udviklingsstadie. Vi har fået at vide, at mennesket udvikler sig grusomt og hensynsløst uden styring og administration. Almindelige menneskers viden og erfaring bliver tilsidesat til fordel for storslåede samfundsplaner udtænkt af en overklasse af administratorer og ledere, der selv har draget fordel af at nedvurdere almindelige menneskers evne til at indrette sig, som de vil.

Når man ikke tillader frihed, men hele tiden lader flere regler komme til, fralægger mennesker sig deres moralske ansvar og bliver ligeglade. Frihed må ikke blive til individualisme, men skal ansvarliggøre os over for hinanden, så vi kan skabe frie selvregulerende fællesskaber og sætte mennesket fri fra overadministration.

Det er ikke friheden, der er dyr, men ufriheden. Ikke bare fordi administrationen af andre menneskers liv beslaglægger milliarder hvert eneste år, men også fordi det vænner vores medborgere, medarbejdere og vores egne børn til tanken om, at de er udygtige og inkompetente.

GUD ER ITALIENER er Eva Ravnbøls personlige portræt af det land, der blev hendes. En bog om Berlusconi, uldne undertrøjer, mode, la dolce vita og farlige appelsiner. Om fodbold, pasta, paven, scootere og farverige svigermødre. Og om corona, katastrofer og korruption. Først og fremmest er GUD ER ITALIENER dog en medrivende kærlighedserklæring til et land og et folk. Indlæst af forfatteren.

Christian Bennike – født i 1986 – er barn af en optimistisk og tryg tid med en naiv tro på fremskridtet og på fornuftens uovervindelige kraft.

I bogen bevidner han det skift, som har fundet sted i Vesten og i Danmark: fra optimismen fra midten af 1990’erne over forceret exces i 00’erne og eskalerende utryghed og politisk opbrud i 10’erne til nu 20’ernes radikale fortløbende kriser: klima-, finans- og energikrise, Brexit og Trump, pandemi og krig i Europa.

Kriserne har ændret vores blik på politik, etik og økonomi – og på os selv. Vi mærker nederlaget for det system af ideer, som har formet verden i den første halvdel af forfatterens liv: frihandel, fri bevægelighed, åbenhed og autonomi, globalisering og tro på fremtiden. Vi troede på ”Wandel durch Handel”, på nedrustning og på, at klassekampen var slut. Vi mente, at resten af verden snart ville blive som os. I stedet har vi skabt et kontinent, som ikke kan forsvare sig selv, ikke kan forsyne sig selv, og hvor en stor del af borgerne er ulykkelige.

Vi rejser med Christian Bennike rundt i Europa: til valgmøde hos Marine Le Pen, til debatter med tidens store tænkere, hjem til barndommens Fyn – og ind i film og musik, der afspejler forfatterens tid. Det hele er samlet i en jeg-fortalt beretning, som også er en fortællingen om en generation.