Søgeresultater: 7

I de tidlige aprildage 1848 var stemningen hektisk på Slotsholmen i København. Borgerkrigen rasede i hertugdømmerne, og bag duggede ruder diskuterede man rigets fremtid. De høje herrer skulle enes om en ny forfatning, men hvem turde de give indflydelse? ”Demokrati” var et skældsord, og det danske samfund var indrettet som en forstørret model af husstanden – med husbond i spidsen. Helt uhørt foreslog ministrene at indføre politisk lighed. Dog kun for selvstændige mænd med egen husstand. Fruentimmere, folkehold, fattige og en del flere var der ingen, der regnede med. Alligevel var forslaget nærmest revolutionerende, fordi det gav magt til en ny gruppe af hidtil magtesløse. Og resten af 1800-tallet blev en lang strid om de nye rettigheder.

Livet er en risikabel affære. Vi dør af at leve, og vi må endda erkende, at vores risikosamfund skaber den ene livsfare efter den anden på en planet truet af undergang. Denne evige usikkerhed risikerer at lamme os så meget, at vi helt mister modet til at prøve os selv af. Men ifølge Antoinette Fage-Butler, veltalende vovehals på Aarhus Universitet, kan vi lige så godt se i øjnene, at risiko udgør en uundgåelig del af tilværelsen. Til gengæld kan vi ved at udfordre skæbnen i ny og næ også finde et potentiale for forandring, som vi næppe tør risikere at leve foruden.

I sommeren 1971 tog hundredvis af kvinder færgen til Femø. På den lille ø holdt de verdens første kvindelejr og satte deres kroppe og tanker fri, mens de dansede til Janis Joplin og på fællesmøder og i basisgrupper diskuterede traditionelle kønsroller og patriarkatets undertrykkelse. Bare bryster, korthårsfrisurer og lilla bleer er sidenhen gået over i den kollektive erindring om rødstrømpernes Femølejr og feministiske fællesskab i 1970’erne, mens kvindelejrens senere historie er mere ukendt. De næste par årtier bød både på afmatning inden for hele kvindebevægelsen og opbrud på Femølejren. Især lesbiske kvinder sikrede lejrens overlevelse og har i dag forvandlet øen til et lesbisk fri- og feriested. Tarzan er død, og Jane er på Femø.

En bombe i en turban i en jysk avis førte til Danmarks voldsomste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. Jyllands-Postens 12 karikaturer af muslimernes hellige profet satte i efteråret 2005 fut i en følelsesladet debat mellem politikere, forkæmpere for ytringsfrihed og troende og ikketroende muslimer. Er ytringsfriheden hellig og ukrænkelig – eller bør man tage hensyn til religiøse mindretals følelser? Debatten løb løbsk og især i Mellemøsten udløste den bølger af vrede, boykot af fetaost og afbrænding af ambassader. Her blev karikaturerne anledning til, at regionens opgør med Vesten om fortidens magtforhold og uretfærdigheder blussede op på ny.

Eksperter har ikke en beskyttet titel. Populistiske politikere bagtaler dem, hvis de med deres faktabaserede viden modsiger folkeforførernes fikse ideer, og online foregiver de rene amatører at vide bedre end de sande specialister. Klogeågerne skal jo ikke tro, de er noget, bare fordi studenterhuen trykker. Det gør den på N. Leila Trapp, Aarhus Universitets selvudnævnte ekspert i eksperter, som takket være sin store sagkundskab kan fremlægge fældende beviser for, at vi alle er eksperter i at afgøre, om nogen virkelig er ekspert eller blot en halvstuderet røver.

I november 1908 var en menneskejagt i gang i Københavns indre by. En russisk indvandrer havde skudt sin danske arbejdsgiver og forsøgt at gemme sig blandt Lille Brøndstrædes østeuropæiske jøder. Drabssagen satte fokus på den usle bydel, som pressen kort forinden havde døbt ”Københavns ghetto”, og på et betændt begreb, der rimede på fremmedfrygt, forbrydelse og fattigdom. I 1970’erne blev gæstearbejdere inviteret til landet, og mange af dem gjorde storbyernes betongrå boligblokke til deres nye hjem. Med dem genopstod den delikate diskussion om, hvorvidt udlændinge nogensinde kan blive til rigtige danskere. Det har vi skændtes om lige siden.

Klik, klik, klik = skilt. Fra den 1. juli 2013 kunne danske par logge ind med NemID på borger.dk og opløse deres ægteskab på få minutter. NemID-skilsmisse var kulminationen på en lang udvikling, der i løbet af 1900-tallet ændrede skilsmisse fra en sjælden, besværlig og ofte skamfuld begivenhed til et massefænomen. Ægteskabet viser sig i perioden som en kampplads mellem stridende opfattelser af god moral, forskellige samlivsformer og barnets tarv. Nogle sætter lighedstegn mellem skilsmisser og sædernes forfald og frygter, at de underminerer samfundets sammenhængskraft. Andre tolker dem som et tegn på øget ligestilling, frigørelse fra indskrænkede kønsroller og en stræben efter et bedre liv.