Søgeresultater: 92

"Jeg hørte stemmer og så syner. Jeg så de døde. Jeg talte med mennesker, som jeg for længst havde mistet. Jeg så Gud og ærkeengle. Jeg så djævle, dæmoner og monstre. Og jeg var ikke i tvivl om, at jeg så lige ret ind i selveste Helvede. Det var klart nok allerede fra begyndelse, at dette var en kamp på liv og død."



Hele Danmarks cirkusdronning Diana Benneweis fortæller om den bipolare affektive psykose, hun blev ramt af i 1997, og som har haft så stor indflydelse på hendes liv lige siden. Gruopvækkende detaljer om hallucinationer og vrangforestillinger, indre smerte og angst gør et stort indtryk på læseren. Men endnu mere gennemtrængende er den enorme livserfaring, Diana Benneweis har erhvervet sig under sit sygdomsforløb, og som hun her deler ud af.

Diana Benneweis (f. 1947) var i en lang periode direktør i Cirkus Benneweis, som har været i hendes families eje siden dets begyndelse i 1887. Diana Benneweis har endvidere skrevet selvbiografier om sit farverige og til tider hektiske liv som cirkusdirektør og –prinsesse og sine erfaringer med en alvorlig psykisk lidelse.

"VI SES I MORGEN er en pårørendes beretning om at miste den, man elsker, uden at miste sig selv. Om kaos og kærlighed. Og måske mest af alt om troen på livet. Skrevet af Eva Jørgensen, journalist og nyhedsvært gennem mange år på Danmarks radio. Eva Jørgensen mistede sin elskede mand efter et års opslidende sygdom. I denne bog fortæller hun ærligt og modigt om al den skyld og alle de tabuer, der er forbundet med at være tæt på et meget sygt menneske. I bogens begyndelse er Eva og hendes kæreste, Steffen, forelskede og planlægger bryllup. Men Steffens stærke krop begynder at svigte ham. Han snøvler, når han taler, og kæmper med at holde fast om gaflen, når han spiser. Det bliver begyndelsen til Evas sidste år med Steffen. Steffen får diagnosen ALS - en brutal og hurtigt fremadskridende skleroseform - og Eva træder ind i rollen som pårørende, med alt hvad det indebærer af smerte, sorg, frustration og vrede. Deres fælles hjem forvandles til en banegård. Eva bliver kontaktperson for behandlere og offentlige instanser - hun konfronteres med krav og forventninger fra mange sider og skal samtidig håndtere sine egne følelser i et parforhold, hvor magtbalancen forskydes mere og mere. Oven i det hele er Eva nybagt mor. Ti måneder efter deres søns fødsel slutter Steffens liv. "

Jeg er autist er Hildur Grauslund Nielsens rørende, poetiske, til tider triste, men også underholdende fortælling om at leve sit liv på kanten af samfundet. Hun ser sig selv og andre autister som katte i en verden af hunde. Mellem 1 og 2 procent af verdens befolkning har autisme, og 30 procent af alle mennesker har et eller flere autistiske træk. At forstå autistens verden er for mange mennesker det samme som at forstå sig selv bedre – eller den anderledes kollega, elev eller ens eget barn. Hildur Grauslund Nielsen har Aspergers syndrom, som er en profil på autismespektret. Som mange andre autister har hun særinteresser. Sproget og hjernen interesserer Hildur, og hun har derfor en helt unik evne til at formidle verden set gennem en autists øjne.

„ … det forunderlige er, at det, autisten mærker i rå form, kan langt de fleste genkende i varianter. Vil du blive klogere på dig selv og på dine tanke- og handlemønstre, skal du læse denne bog.” Adm. direktør Carsten Lassen, den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne, der skaber job for mennesker med autisme

„Jeg vil anbefale Jeg er autist til enhver, som er berørt af autisme, uanset om man selv har diagnosen eller er pårørende eller fagperson. Bogen er et vigtigt bidrag til at udbrede insiderviden om autisme til alle, som kun kender autisme udefra. Temaerne er trukket som perler på en snor lige fra diagnostik til angst og depression og med en stor dosis overvejelser om arbejdsliv og sociale behov.”  Psykolog Kirsten Callesen, Psykologisk Ressource Center, specialist i autisme

Jeg vil smide min maskerede facade og lade dig komme helt tæt på mine inderste tanker og følelser. Der, hvor spiseforstyrrelse affødt af et destruktivt sind giver anvisninger på at leve et liv fyldt af urimelige restriktioner og ukærlige handlinger. Et sted, hvor tanker ikke frivilligt evner at respondere på fornuften, men ynder at stagnere i mørket. Men også hen til destinationen, hvor jeg vinder modet, bevarer håbet og bærer troen på, at jeg kan bryde med mit mangeårige sorte sind. Der, hvor jeg bliver sat fri og tager ansvaret tilbage. En sort sky kan hænge over ens hoved så længe, at man næsten glemmer den. Et tankemønster bliver til vane. En ond spiral født. Gennem årtier forfulgte en spiseforstyrrelse Carina, men på trods af utallige nederlag og selvmordstanker opgav hun aldrig kampen mod skyggesiden. I Maskeballets Dronning beskriver Carina sin årelange rejse på en meget rammende facon, der når helt ind til ens hjerte. Bogen viser, at der er en vej ud af mørket og et håb for en bedre fremtid. Om forfatteren Carina Bruun Kristensen (f. 1980) er forfatter til selvbiografien Maskeballets Dronning. Carina er mor til datteren Zelina og sønnen Alexander. Hun er gift med Morten og arbejder til daglig som erhvervsuddannet serviceassistent i socialpsykiatrien.

30-årige Sidsel Maria Faurholt fra Aabybro i Nordjylland fik diagnosen asperger som 12-årig. I Glasklokken fortæller hun om sin årelange kamp for at finde forståelse for de helt specielle vanskeligheder, hun som asperger har på nogle områder - og længslen efter at komme til at bo blandt ligesindede uden altid at skulle forklare sig.

Glasklokken er med efterskrift af Frank Ibsen, grundlæggeren af Nord-Bo, hvor Sidsel bor i dag i egen lejlighed og omsider har fundet den tryghed og forståelse, som hun søgte igennem mange år.

Sidste Maria Faurholt (f. 1981) er en dansk forfatter. Hun debuterede med den personlige beretning "Glasklokken - En aspergers historie", om hendes liv med autismediagnosen aspergers.

Anette Klingenberg fik sit gennembrud som sanger, da hun vandt Ekstra Bladets talentkonkurrence i 1969. Siden blev det til flere pladeudgivelser og blandt andet en rolle i musicalen Hair. Men i 1992 får hun konstateret brystkræft, og hendes verden styrter sammen. Nu, elleve år efter den første diagnose, ser hun tilbage og fortæller om den hårde kamp mod sygdommen. Men også om alle sejrene og glæderne: Når en kontrol viser, at kræften ikke har spredt sig, eller når hun opdager, hvor meget hun er elsket af sine nærmeste.

Det er en både tragisk og morsom bog. Tragisk, fordi så mange mennesker bliver alkoholikere, og fordi livet på bunden af flasken er så hårdt og ofte nedværdigende. Og morsom, fordi forfatteren med overskud og ærlighed også fortæller om de absurde situationer, han og hans alkoholiker-venner har sat sig selv i. En bog til både opmuntring og eftertanke. 

Hvordan kommer man videre i livet, når man 35 år gammel har haft døden hængende over hovedet, og ens håndboldkarriere er slut? Gennem hele sin håndboldkarriere har Daniel Svensson fulgt sin fars råd: ”Spil bolden, hvor den ligger.” Den stærke københavner har vundet medaljer, spillet på landsholdet og været professionel i Spanien og Tyskland. Men da Daniel Svensson kort inden VM 2013 får beskeden om, at han har kræft, vendes alt på hovedet. Hvordan spiller man bolden, når man ikke ved, hvor den ligger? Kampen mod kræft er ikke en sportsdisciplin. Daniel Svensson overvinder sygdommen og kæmper sig tilbage på topplan – for derefter atter at få konstateret kræft. Og var første gang slem, er anden gang meget værre. I DER ER KUN DAGE fortæller Daniel Svensson om kampen for at overleve, og hvad de to kræftforløb har gjort ved ham som menneske. Om beskidt spil, slagsmål, skader, sejre og svigt. Men også om triumfer, kærlighed og om at kaste sig ud på dybt vand i Vild med dans.

OP IGEN er en beretning om en voldsom ulykke og gaseksplosion og er indtalt af forfatteren selv. En beretning om håb, afmagt, fight, kontroltab, viljestyrke og en helt ny virkelighed for en tidligere Miss World deltager, hjernetræner og Danmarksmester, som uforskyldt endte med voldsomme forbrændinger på begge ben, dropfod og PTSD, og som måtte gennemleve et lidelsesmarathon før tingene endte godt igen. I en søgen efter meningsfuldhed med ulykken, er bogen skrevet som den bog Tine Bay gerne selv ville have haft ved hånden undervejs på vej op igen, og er skrevet med både humor, styrke og autentisk ærlighed. Bogens kerne er en fortælling om ikke at give op, selv når det er svært og at holde fast i sig selv og sin integritet og finde sin egen vej, også når det brænder på. Den handler om at det umulige nogen gange kan blive muligt. Vi følger dramaet omkring selve ulykken, forløbet under den marathon lange komplicerede hospitalsindlæggelse, retfærdighedskampen og kampen om at komme tilbage til en form for hverdag. Fra Camilla Martins forord: “Jeg har grædt undervejs i bogen, fordi jeg har tænkt at det Tine går igennem, ville jeg aldrig nogensinde kunne have klaret. Men Tine stod det igennem, med en fuldstændig ufattelig og ukuelig vilje, og med en så fin og skrøbelig tilgang til sig selv og den Tine hun lærte at kende undervejs”. Tine Bay bruger i bogen højlydt alle mentale redskaber hun tidligere har brugt – særligt i kraft af sin funktion som mentaltræner. Det er også beskrivelsen af et menneskes møde medhospitalsvæsenet på godt og ondt. En oplevelse der undervejs er både fantastisk, fortvivlende og medrivende.

Bogen følger forfatteren og hans fars samvær fra faderens begyndende demens og til enden, døden. Beretningen bevarer respekten og kærligheden til faderen, men fortæller alligevel om absurditeten, de vanvittige dialoger, og de utroligt vanskelige problemer, pårørende står overfor, når et elsket menneske forandrer sig for øjnene af en.

"Da jeg var seks år gammel, holdt min bedstefar op med at genkende mig. Han boede i nabohuset neden for vores hus, og da jeg brugte hans frugthave som genvej til skolen, smed han en gang imellem et stykke brænde efter mig, for jeg havde ikke noget at gøre på hans jord. Somme tider blev han dog alligevel glad for at se mig, og han kom hen til mig og kaldte mig Helmut. Det kunne jeg nu heller ikke bruge til noget. Bedstefar døde. Jeg glemte disse oplevelser – indtil sygdommen tog fat hos min far."

Arno Geiger følger sin fars liv tæt de næste år. For at støtte ham i den stadig vanskeligere hverdag, inden plejehjemmet bliver den sidste station. Men også for at lære ham at kende – for tiden er gået, siden barndommen sluttede, og det travle voksne liv satte ind. Geiger flytter ind, og dagene går med mange forskellige slags samvær, med rablende dialoger, absurde optrin. Men faderen er samtidig lysende klar i fortællingerne fra hans egen barndom, hans soldatertid, slægtens og hjemstavnens historie.

LEKTØRUDTALELSE
"Rørende, humoristisk og meget personlig beretning om en søns iagttagelse af sin fars rejse ind i demensen. Faderen August er ramt af Alzheimer, og sønnen følger ham tæt de sidste år. God at læse for alle med demens inde på livet (...) En meget tæt og bevægende skildring af en rejse ind i demensen, af og til meget morsom, men også meget gribende. Bogen kan med sine mange eksempler hjælpe andre i samme situation."

ANMELDERNE SKREV
"Konklusionen først: Bogen om Arno Geiger og hans demente far er en bog, som bør læses af alle, som er sammen med eller som kender mennesker med demens, uanset om det er familie eller plejepersonale, og hvem gør ikke det?"
- Litteratursiden

"...rørende og indsigtsgivende - en meget værdifuld håndsrækning til enhver, der i dag er i berøring med sygdommen hos op mod 90.000 demensramte danskere."
- Politiken

"Tankevækkende østrigsk bog om demens."
- Jyllands-Posten

Hej, mit navn er Oskar. Jeg er 15 år gammel. Da jeg var 11 år, fik min far alzheimer. Min far bliver væk er en meget rørende bog, hvor teenagedrengen Oskar fortæller om hverdagen med sin demente far. Han bliver gradvist mere syg, og den far, som Oskar har kendt og set op til, er ved at forsvinde. Det sætter en masse tanker i gang, og det ændrer livet for Oskar, hans mor og søskende. Men det binder dem også tættere sammen, og i fællesskab forsøger de at fylde de huller ud, som farens sygdom har skabt.

Døden varer ikke evigt. Charlotte og Christina Bøving Jeg har aldrig været bange for døden … Kun når jeg skal op med et fly, beder jeg fadervor. – Jussi Adler Olsen, medvirkende i bogen Det er meget grotesk og smukt på en gang, når sandheden går op for én: at man faktisk har kysset døden. – Sanne Salomonsen, medvirkende i bogen Vi skal lære at tale om døden. Emnet er svært, men befriende at sætte ord på. Den åbne og frie samtale gavner alle, om det så er lægen, den pårørende, den syge, den døende, den efterladte eller bare dig. Læge Charlotte Bøving og fødselshjælper og coach Christina Bøving tager her fat på den store snak om liv og død – og kærligheden. Om den værdige død og om at finde de rette ord for et af de største tabuer i vores moderne liv. Til døden os skiller er en personlig bog af to kvinder, der elsker hinanden, og som vælger at leve hver evigt eneste dag, selvom alting har en ende. De bokser selv med livets store spørgsmål. Charlotte lever med en kronisk sygdom, som sætter alting i perspektiv, også når hun i sin lægegerning møder patienter med alvorlige sygdomme. Christina har i mange år arbejdet som doula med livet i fokus – og med bevidstheden om, at livets begyndelse går hånd i hånd med dets slutning.