Søgeresultater: 3

Hvorfor skal alle politiske skandaler i Danmark importeres udefra? Hvad er den danske uskyldssyge, og hvorfor er der ingen opposition i Danmark? Er Anders Fogh Rasmussen Irakkrigens svar på Forrest Gump? Hvorfor mener Bertel Haarder, at det er godt for muslimer at arbejde i en svinesti? Hvad er lavdemokrati? Og hvad skal der til, før vi synes, at tortur er okay? Carsten Jensen tager et opgør med danskernes selvopfattelse i et stort nyskrevet forord til Livet i Camp Eden. Bogen rummer 59 udvalgte essays skrevet fra september 2001 til nytår 2004 og bragt i dagbladet Politiken. Carsten Jensen kortlægger den dramatiske tid efter tvillingetårnenes fald. Ikke bare de store historiske skred, men også hverdagens små umærkelige ryk i en splittet verden, hvor der vendes op og ned på alle værdier, og hvor civilisationerne synes på konfrontationskurs, mens frygt blandes med militant selvretfærdighed til en ny og farlig cocktail. Kulturminister Brian Mikkelsen har kaldt Carsten Jensen den mest vulgære af venstrefløjens debattører. Professor Bent Jensen har betegnet hans meninger som "primitiv nazisme", og Roskildebiskoppen Jan Lindhardt har lyst ham i band som "ikke bare ondskabsfuld, men simpelthen ond". De tre repræsentanter for det borgerlige Danmark hører med til persongalleriet i Livet i Camp Eden, som Carsten Jensen dissekerer i et stort nyskrevet forord: "Fordi vores eget lykkebegreb er så nedtonet, vore forventninger så farveløse, tåler vi ikke at leve tæt på en livsudfoldelse, der ikke bekræfter os i, at vi er de bedste. Vi lever i et aggressivt, selvudnævnt paradis, og det er derfor, vi kalder forposten for vores demokrati i Iraks ørkensand for Camp Eden, 'Paradislejren'. Her nord for Basra ligger Danmarkshistoriens endestation, der bor vi, sådan ser der ud inden i vore hoveder tre år efter Socialdemokratiets historiske fald: en maskingevær-rede midt i ørkensandet."

Tredje bind i rækken af Carsten Jensens storsælgende debatbøger.
De færreste fødes som flygtninge. Ingen ønsker at dø som flygtning. Alligevel taler vi om flygtninge, som om det var en identitet på linje med dansk, svensk eller tysk. Flygtninge er mennesker, der er blevet tvunget til at bryde med alt, og alligevel har de en bagage med, håb og drømme, ideer om, hvem de er, og hvem de gerne vil være.
De er hovedspringere på timetervippen, der håber på vand i bassinet. Tyngdeloven kan man dø af. Derfor må faldet blive en kunstart.
Dette er ikke en bog om flygtninge, men om hovedspringere og mennesker på vej.

Carsten Jensens fjerde essayistiske debatbog handler om den evige krig og glæden ved at slå hinanden ihjel. Ligesom i Kældermennesker, Mod stjernerne og Hovedspringere sætter Carsten Jensen i korte, skarpe kapitler spot på de ting, der optager samfundet netop nu.
Er krigen vores arts neurose, den ubarmhjertige sandhed bag alle vores civilisatoriske bestræbelser, et magt- og destruktionslystent mandekøns genetiske forbandelse nedkaldt over hele menneskeheden, en selvpåført katastrofe og straf? Er vi en myre-art, der ikke blot bærer tuens konstruktion, men også buddet om dens ødelæggelse i vores gener?
Vores evige krige er blevet baggrundsmusik, en fjern, dunkende basgang, som vi nogle gange nikker i patriotisk takt til, men for det meste ignorerer.
Bjælken i mit øje handler om krige, terrorisme og den epidemi af selvmord blandt unge, der hjemsøger os. Men det er også en bog, der selv i de tabte liv forsøger at finde et håb.