Søgeresultater: 5

Sølve er mosekonens erindringer om, hvad et hus husker af skolestuer og sanglege, landsbymemoire, skrevet under krigen mod terror. Sølve er et mentalt landskab. Der zappes på kryds og tværs, fra sneglegang i stenalderen til Taleban på Midtsjælland. Sølve er lokalhistorie: Hvem er den fremmede, hvem er fjenden? Sølve er en sorgfuld kærlighedserklæring til et lille sted i Danmark i fortællinger, essays, breve, oder, hymner og bønnebøger. Sølve bærer på mindst én hemmelighed. Suzanne Brøgger lægger selv stemme til sin anmelderroste roman.

Bogen indeholder en samling breve skrevet af fru Z til Prinsen af Mogadonien, gift med regenten i riget, der har navn efter det gamle, stærke sovemiddel. Fruen selv, der er placeret uden for tiden, betegner sig som skribløse og offentligt fruentimmer, og fra hendes skrivebord udgår med jævne mellemrum en epistel, der rummer en kommentar til tingenes tilstand. Hun er en dame, der ud fra et 'gammeldags' humanistisk grundsyn går i rette med tiden, og hun har sine meningers mod: Vi lever i en forfaldskultur, i en medialiseringens tidsalder med pøbelvælde, i et samfund uden en kulturel overklasse, uden intellegentsia, elitær kunst og kritik. Fru Z beskriver tidens middelmådighed, men hun gør det uden vrede og afsky, men i stor undren og med den medlidenhed, hun mener den fortjener. Hun ønsker en bedre verden, og forbedringen skal ske ved politiske reformer, økonomisk ansvarlighed, litterær dannelse og gode manerer. Brevene er ét langt forsvar for kunsten, der taler til den indre prins i enhver læser, og som meget gerne skal stå i modsætning til den mediekommunikation, der taler til de laveste instinkter. Brevene, der er skrevet over nogle år og ofte kommenterer aktuelle begivenheder, er veloplagte, snertende, livlige, morsomme, skrevet på et stort overskud, selv om de i lange passager er triste i deres indhold. De virker henkastede, men er gennemreflekterede. De er tilsammen én stor klage- og opsang til landet Mogadonien, der har så uendelig mange ligheder med Danmark. Landet sover. Fru Z vil gerne vække det.

Suzanne Brøgger, der er en vigtig stemme i køns- og samfundsdebatten, har aldrig været bange for at ændre mening, fordi hun er blevet klogere. Her går hun i dialog med sine gamle bøger og opdaterer, nuancerer og diskuterer de emner, der altid har optaget hende, fx privatlivet, kernefamilien og parforholdet, voldtægt, skyld og skam, datter-,  mor- og kvinderolle. Alt kommer til udtryk i Brøggers veloplagte og provokerende stil.

Med hilsen til nordmanden Holberg har Suzanne Brøgger skrevet en samling epistler og notater om - Norge! Gennem rejser i landet og samtaler med kunstnere og samfundsdebattører borer hun efter de kulturbærende lag i et forsøg på at finde landets særpræg. I kraft af alderens frihed kan hun flanere, gøre sine iagttagelser og fremsætte sine stærkt personlige meninger, men udsynet rækker videre: Bogen handler (selvfølgelig!) også om de forhold og fænomener, der præger vores tid og verden generelt.

”Dengang jeg for mange år siden flyttede alene ud på landet, satte jeg straks forfatterportrætter op på væggen for at have nogen at snakke med. Hvad enten forfattere er levende eller døde, forbliver de ens nærmeste.”

Suzanne Brøgger bevæger sig veloplagt og indsigtsfuldt ind i moderne kulturhistorie ved at skabe forbindelser mellem de kunstnere, forfattere, musikere og filosoffer, der har inspireret hende igennem et helt liv og har været med til at danne hende. Hun skriver i såret på egne erfaringer og favner både danske forbilleder som Agnes Henningsen, Karen Blixen og Villy Sørensen og rejser ud i verden og møder bl.a. Henry Miller og Jorge Luis Borges. Hun læser sig helt ind på vores samtid med inspirerende betragtninger om Joan Didions beskrivelse af mor-datter-forhold, Siri Hustvedts betragtninger om seksualitet og eros og Ursula Le Guins bæreposeteori og vender tilbage til myternes verden og den sumeriske gudinde Inana, der gør alt, hvad man ikke må, og intet af det, man skal. På denne måde skriver Suzanne Brøgger dugfriskt om kvindeligt begær og frigørelse til alle tider. Og hun forbinder disse nære overvejelser med betragtninger om, hvordan den kapitalistiske verdens teknologier trænger ind på den enkeltes intimsfære, og hvordan verden i hendes levetid er blevet udfordret af opbrud, krig, flygtningestrømme og klimaforandringer. Når verden er gået i stykker, kan vi kun gendanne og reparere ved at genfortælle den. Kunstnerne på væggen bevæger sig i revnernes poetik og sprækkernes dybde, hvor læseren kan træde ind og fortsætte reparationsarbejdet og fortælle videre. Danne sig selv og sin egen verden i tillid til, at livet er stort nok.

På væggen er et vidtfavnende og inspirerende værk om at blive sig selv ved at læse og lade egne erfaringer spejles i andres.