Søgeresultater: 5

"For 10 år siden sendte Magret sin søn til Innhaug for at lade ham lære livet at kende, derhjemme. Nu kommer han tilbage til Møre. I de ti år har hun slidt, for at sønnen skulle få et ordentligt grundlag at vende hjem til, men kløften, som de mange års adskillelse og alle fortielserne i familien har skabt, er meget svær at overvinde. Også i kærlighedslivet oplever Magret store op- og nedture, og som altid er hendes løsen mere hårdt arbejde. I sidste bind om folkene på Innhaug fører Anne Karin Elstad handlingen frem til 1870’erne. Romanserien skildrer med stor viden og indføling småbøndernes stadige kamp for et liv, der kan holde den værste nød fra døren. På godt og ondt skildres det lille samfund med dets stærke og nære fællesskab, hvor man er afhængige af hinanden såvel for at opretholde livet som for at opnå og bevare respekt og anseelse. Dramaer og konflikter opstår uafbrudt i mødet mellem individ og fællesskab. Elstads romanserie om Folkene på Innhaug har fået klassikerstatus, fordi skildringerne "

"Magret er andet bind i Anne Karin Elstads store firebindsværk om folkene på Innhaug. Det er en stor slægtsroman, der loyalt skildrer virkelighed og drømme i 1800-tallets bygdesamfund på Innhaug. Hemmeligheden bag Elstads succes er, at hun er i stand til at skildre mennesker, så de fremstår med universelle, almengyldige følelser. I Magret er vi i 1818. Oline har fået datteren Magret uden for ægteskab, og hun indser, at det er umuligt at beskytte pigen mod landsbybørnenes hån og spot. At hun kun er en horeunge. Forholdet mellem mor og datter gør ikke omstændighederne bedre. Læseren følger Magret gennem skoletiden og i ungdomsårene. Sikkert er det, at Magret fyldes med trods og hævnlyst. Men også af en stor længsel efter kærlighed og venskab. ""Man føler som læser, at livet måske var rigtigere dengang."" May Schack, Politiken, om Folkene på Innhaug "

"Forår 1809. I bygderne har folk måttet blande bark i melet for at overleve vinteren - således også på Innhaug, som er en af de bedste gårde i bygden. Vi er i Trøndelag, langt oppe i Norge, her foregår Anne Karin Elstads storslåede romaner om folkene på Innhaug. Gennem både levende og indlevede skildringer lærer vi folkene at kende: Ole, som er manden på gården og hans to sønner, Bård og Hans, Oles hustru Gertrud og den uundværlige faster Margret. Størst vægt i det storslåede epos om folket på Innhaug har dog skildringen af Oline og hendes store kærlighed. Folkene på Innhaug er Anne Karin Elstads debutroman. Den udkom første gang i 1976 "

"

Marie har allerede fået et barn med en tilfældig mand, da hun bliver husbestyrerinde for Villy på Fjordagerholm ved Løgstør. Hun er gravid igen, da hun ankommer, men Villy, der hurtigt tilbyder hende ægteskab, tvinger hende til at bortadoptere barn nummer to. Marie og Villy lever sammen i hen ved tyve år, slider og slæber i et landbrug, der er præget af krise, og hvor truslen om konkurs er en tro følgesvend. De er to ensomme mennesker, der lever lidenskabsløst, nærmest fremmede for hinanden, under samme tag.
Det er en roman om hårde eksistensvilkår, det er en landbrugs- og hjemstavnshistorie, men det er først og fremmest en kvindeskildring.
""Det du mister"" er en selvstændig fortsættelse af ""Vejs ende"" (2006) – kanalhusene med arkitekten Holger, hans bibliotekarkone Anne og deres adoptivdatter Lærke er bifigurer i dette naturskønne, men barske og hårde romanlandskab.
 

"Et nyt rodfæste er tredje bind i Anne Karin Elstads romanserie om folkene på Innhaug. Året er 1834, og der er blevet trangt i bygden, så trangt at Magret og hendes mand Erik bestemmer sig for at flytte. Det er en stor beslutning, men de har fundet god jord og en gård langt fra Innhaug, på Møre-kysten. Et nyt rodfæste handler om kamp for tilværelsen, om fælles slid og indsats, om livet som tilflyttere. Ikke mindst handler romanen dog om det ægteskabelige samliv. I romanerne om folkene fra Innhaug er der stærke følelser og dramatik, der er natur og bøvl, sorg og glæde - alt sammen fortalt med stor livsfylde og med detaljer, der gør den kulturhistoriske ramme levende, og på en forunderlig måde med stor appel til moderne nutidslæsere. ”Man føler som læser, at livet måske var rigtigere dengang.” May Schack, Politiken om Folkene på Innhaug "