Søgeresultater: 162

– en roman om fornuft og galskab.

Apotekeren Julius Herzlich er som sin kone Vilhelmine indbegrebet af dansk, borgerlig snusfornuft. Han har sin gode forretning og sit gode udkomme. Men hvordan holder man i længden al denne normalitet ud? En tvangstanke bider sig mere og mere fast: »Man kunne jo slå sin kone ihjel.« Men inden det kommer så vidt indhenter begivenhederne ham …

»Jeg holder mig mest til den gyldne middelvej, ikke kun fordi den er oppe i tiden, jeg har altid været en hund efter det tredje standpunkt og af den grund døjet hug og stød fra mere »engagerede« venner. Måske er det derfor, jeg føler mig foruroliget. Hvordan kan man gå ind for »Oprør fra Midten« og samtidig få disse tanker? Er det galskaben, som banker på? At slå Minni ihjel – det kan kun være en joke … og en meget dårlig sådan. Hvor kommer den slags fra? …« (Citat fra bogen)

Man kan rejse væk fra noget eller i retning mod noget. I disse 16 noveller skriver Rifbjerg om mennesker, der rejser i søgen efter oplevelser eller for at løse personlige problemer.

Romanens jeg er en 70-årig  litteraturprofessor, der lever et godt borgerligt, liv med Aline. Han har siden skoletiden haft en ven, maleren Nikolaj Værn, men pludselig har Nikolaj afbrudt forbindelsen. Det forstår hovedpersonen ikke, for de har delt stort set hele livet med hinanden, og  der er kun døden tilbage. Hvorfor så uvenskab? Hvorfor betyder Nikolaj så meget? - hvorfor er jeg'et altid så tilbageholdende og flegmatisk i forhold til livet? Hvorfor er han trods ydre borgerlig succes så skuffet? Hvem er han egentlig?

Læs mere om forfatteren, Klaus Rifbjerg.

En gammel mands verden. Livet inden døre, de korte ture på gaden, det fremadskridende fysiske forfald.
Og de skarpe glimt tilbage gennem næsten firs års erindringer.

Trods tragi-komiske hændelser, den spidse ironi og absurde overraskelser er det en stilfærdig tilværelse på retræte. Men midt i al denne reduktion alligevel et triumferende, levende menneske. I live i et stort, tæt og billedrigt sprog.

1962, en ny verden sat på skinner, signalet hejst til farten fremad, fremad, fremad …

Alt var overskud i en sådan grad, at man kunne tillade sig at slå krølle på halen, at lave herresving og arabesker, man dansede TWIST og for at det ikke skulle være løgn, fandt en flok unge entusiaster ud af, at der også var plads til at demonstrere deres egen Weltschmerz. De små nederlag kunne bruges til erobringe, og snart snurrede kameraerne i den lyse sommer. De unge på tredive blev klædt af til skindet og erklærede, at det ikke var til at bære, men når mørket sænkede sig, gik dansen mellem stearinlysene, og når det blev helt mørkt, lød latteren og de ømme suk fra busk og krat, alkove og køje. TWIST, TWIST, TWIST … lyden af nappaskind mod pigelår, eller bomber, der falder langt, langt væk i et fremmed land, som ingen kender.

"Hvor noget holder op, og dets modsætning begynder. Hvor overgange finder sted, og grænserne flyder. Hvor en forestilling ophører med at give mening, og pladsen må overlades til mysteriets realitet - dér opererer Klaus Rifbjerg i sine nye digte ... I dette mellemområde hører digte naturligt hjemme, ja, vi har netop brug for digterne til at huske os på, at det findes." - Erik Skyum-Nielsen, Information.
"Rifbjerg husker her i en stribe digte, hvoraf de fleste er tæt på det perfekte, enkelte fuldkomne i deres klare, prunkløse, på en gang ædruelige og dog så hjertelige tonefald. Godt, han digter, når han digter så godt!" - Johs. H. Christensen.
Terrains vagues er et stykke Rifbjerg-lyrik, der rummer al den hudløse sensibilitet, vitalitet og sproglige rebelskhed, som man kender fra forfatterskabet. Stærkest i samlingen står en række erindringsdigte fra barndommen, der bringer mindelser om det ypperste, der er ydet inden for denne genre på dansk, nemlig Amagerdigte fra 1965.

FLUEN

Der ligger du kære ven
med dit lagen og din udsigt
byen inden i dig
byen uden om dig
og alligevel noget
der aldrig kom i gang.

Der ligger du kære ven
med din avis og dine briller
under sengen skoene
byen inden i dig
og gardinerne på hver sin side
vinduet
som trænger til at pudses

Der ligger du og telefonen ringer
eller ringer ikke
byen flyver op
sætter sig igen
kryber rundt på hånden
som du betragter

og lidt efter ryster.

»… Jeg er overhovedet ikke født på Amager. At jeg valgte at gøre netop denne ø til mine drømmes landskab, må nok forklares som det kunstneriske kapital-bedrageri i min karriere. Jeg ville så langt væk fra rødderne som muligt, jeg løb som en hurtigtgående destroyer med alle tågemaskinerne på fulde omdrejninger på flugt fra min oprindelse, mig selv og mit jeg og valgte det sumpede distrikt syd for Kalveboderne som revir på samme måde som Beckett bruger vejsiden eller stranden ved verdens ende, Ibsen dagligstuen, O’Neill værtshuset, Faulkner Yoknapatawpa County og Daudet en mølle til sit« …

»Dobbeltgængeren afklæder den mondæne og den naive bekendelseslitteratur ved at udstille nogle af dens manerer, men inden der er gået så lang tid, tager den selv fart og bliver en diabolsk historie, der lever på sine egne vilkår ved at overleve sit udgangspunkt«. – Torben Brostrøm, Information

Ens liv består af steder med en hel masse ind imellem, som fortrængning eller glemsel gudskelov skjuler. Under tilfældighedens lov er man henvist til punkterne eller stederne, hvoraf nogle giver fryd, andre rædsel - bl.a. fordi man ikke kan komme af med dem eller springe dem over.

Scenen er Polas køkken. Mens der steges og koges og dækkes op ankommer aftenes gæster. Hertha og Ella og Betty og Kamme udgør sammen med Kis en gruppe kvinder i fyrrerne, som med jævne mellemrum har mødtes »uden mændene«.

Et tilbagevendende tema i deres samtale er disse mænd, deres nuværende og forhenværende, og mændene dukker op i korte, centrale situationer i og uden for scenenes rum.

Intet nyt fra køkkenfronten er Klaus Rifbjergs nærgående, men kærlige portræt af generationen, deres selvopfattelser, kærlighedsopfattelser, overlevelsesevne. Det begynder i forvirring, latter og lethed, men knytter sig i stadig stigende alvor som natten skrider frem og flaskerne hober sig tomme op på bordet.

Ligesom Klaus Rifbjergs foregående skuespil, Sangen om sengen, sattes Intet nyt fra køkkenfronten op på Det kongelige Teater. (Premiere maj 1984).

’Intet sikkert abnormt’ er et lægefagligt udtryk, der bruges om undersøgelsesresultater, hvor man ikke umiddelbart kan påvise nogen unormalitet. Udtrykket kan også bruges i andre end medicinske sammenhænge.

Intet sikkert abnormt indeholder 18 noveller, nogle på få linjer, andre på adskillige sider. Novellerne tager udgangspunkt i tilstande og situationer, hvor man ikke umiddelbart kan påvise nogen unormalitet.

Tolv afvekslende noveller hvori der tegnes psykologiske portrætter af mænd og kvinder i parforhold eller hver for sig.

Spændvidden er stor, fra den humoristiske beskrivelse af en ung vægelsindet pige over en saftig fortælling om tre skuespillere i et forrygende jalousiedrama til portrættet af en kvindelig pensionist, der forbereder sin 90-års fødselsdag. Alt i alt en novellesamling, der fører os vidt omkring i mænds og kvinders univers.