Søgeresultater: 911

”Hvis bare én eneste kvinde fortalte sandheden om sit liv, ville jorden slå revner”. Sådan siger Jonnas moster Marie i Kirsten Thorups roman ”Den yderste grænse”. Siden sin debut for godt 40 år siden har Kirsten Thorup fortalt sandheder om især kvinders, men også mænds og børns liv. I sin bog om Kirsten Thorups romaner fra Baby til Førkrigstid har Marianne Juhl fokuseret på forfatterskabets brændpunkter, dér hvor jorden slår revner, og stærke følelser blotlægges. F.eks. i Jonna-serien, hvor forfatteren går i dybden med den enkelte kvindes svære identitetskonflikter i de tiår, hvor kvinderne tog de første skridt ud af husmor-rollen som den eneste. Eller i Bonsai, hvor hun fortæller om al den smerte og skam, det fremkalder, når en homoseksuel mand forsøger at skjule sin afvigelse ved at gifte sig med en kvinde. I Ingenmandsland, hvor hun viser os, hvordan vores såkaldte velfærdssamfund bortdømmer alderdommen som livsepoke og gør os døde før døden.  Men ét tema går ifølge Marianne Juhls bog som et strømførende kabel gennem hele Kirsten Thorups forfatterskab: Familien som tilværelsens uomgængelige grundsten, uanset om vi stifter familie eller vælger den fra, flygter fra den eller drømmer os bort. Under alle omstændigheder ligger nogle af tilværelsens største smertepunkter i familiens skød.

Danske piger vender i ekstrem grad ryggen til de ”hårde” fag, hvor kimen til store opfindelser og mange samfundsændringer ellers ligger. Lykkelig i Nørdland tager et nærmere kig på årsagerne dertil, men især på konsekvenserne - for kvinder, forskning, erhvervsliv og velfærd.

Tag for eksempel robotterne, der om 15-20 år vil være lige så uundværlige for mange af os, som pc’en er det i dag. Måske bliver slutresultatet lidt bedre, hvis kvinderne får lyst til at blande sig helt fra starten og ikke kun bagefter på sidelinjen. Det hævder i hvert fald en af de 12 kvinder, som også portrætteres i bogen – en ung mor til et handicappet barn. Hun er ingeniør og professor i robotik.

Alt tyder på, at det er pigernes mødre, der påvirker stærkest, hvad angår valg af uddannelse, men problemet er, at mødrenes generation selv fravalgte de ”hårde” fag såsom klassiske ingeniøruddannelser og længerevarende it-uddannelser. I bogen får pigernes mødre og andre voksne, der påvirker pigerne, imidlertid spændende stof til eftertanke.

Tidsåndens mantra er jo smukt, for det lyder således: ”Du skal blot vælge med hjertet”. Men hjernen er nu heller ikke at kimse af i den sammenhæng, så måske bør mantraet suppleres med et par ord.

Faktum er, at pigerne udgør 60 procent af dem, der tager en studentereksamen, og at der i Danmark er en skævvridning af uddannelsesønsker. Der udklækkes relativt set for mange kandidater inden for humaniora og samfundsvidenskab, og alt for få inden for naturvidenskab og teknik. Samtidig markerer Danmark sig ved at have et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder blandt sammenlignelige lande.

Fordelene er svære at få øje på, især nu hvor den langvarigt høje vækst er afløst af nedskæringer og  eksporttab. Der er sat et punktum for en periode med så utrolig lav arbejdsløshed, at stort set alle kunne få et job, uanset om de havde de faglige forudsætninger derfor eller ej.’

De ”hårde” fag er mere recessionssikre end de bløde, men det er blot én af mange faktorer, der tæller for dem, der udtaler sig i bogen. Kvinderne er simpelthen glade for et arbejdsliv med kreative udfordringer, mange privilegier og ikke mindst en vid udstrækning af selvbestemmelse. Og så påpeger alle de gode muligheder, som de har for at påvirke fremtiden.

En forårsdag angribes arkitekt René Munkholm på bestialsk vis bagfra, mens han bevæger sig gennem en plantage nær sit hjem i Sondrup nord for Horsens Fjord. Myndighederne har ellers fredet området, men fredningsbestemmelser giver ikke nødvendigvis fred mellem mennesker. Med skrigende smerter i nakke og ryg segner arkitekten om i skovbunden uden på et eneste tidspunkt at have set skyggen af sin fjende.
Egnen er rig på kunstnere og galninge og krumbøjede skæbner, der har fået bibelen galt i halsen. En konditor, som også er orgelbygger, organist og komponist, bruger sit mangeartede talent på at frembringe en ganske speciel kage, hvis opskrift er både livfuld og chokerende. Her lever spåmænd, hjemmefilosoffer og to unge mennesker, der har gode grunde til at skjule sig. Her finder vi buddhister, tiltrækkende kvinder, en advokat, som har svært ved at tabe sig, og folk med skrivekløe, og det fortryllede landskab tiltrækker både svampejægere og rigtige jægere. Og ornitologer. For højt over bakkerne opfylder ålekrager deres mægtige V, denne vuggende pil på aftenhimlen. Og musvåger drejer ind i svimlende ovaler og får røde vinger. Landskabet er fugleland.
Og på den ubeboede kyst ved fjorden er det endnu stenalder. Et forsøg på at opklare en forbrydelse i den verden er ikke blot at bevæge sig ind i en labyrint, men i en forhekset irgang.

"Mortensens provinshistorie løfter det lokale op i mytens højder. Det er den store danske samtidsroman udsat for udvidet orkester uden smålig skelen til begrænsende hverdagsrealisme ... Næb og kløer har sine finurlige ligheder med H.C. Andersens historie om nattergalen ... Tilbage er der kun ydmygt at takke Henning Mortensen for at have givet anmelderen sin tro på dansk litteratur tilbage."
Lars Ole Sauerberg i Jyllands-Posten

"En både vild og varm, sjov og satirisk, grum og galopperende fortælling om de mennesker og egne, Mortensen er så god til at skildre ... Stærkt underholdende på en både sjov og lidt alvorlig måde."
Hans Larsen i Ekstra Bladet * * * * * (5 stjerner)

Da den hårdtarbejdende og succesfulde 40-årige arkitekt Lærke Holm Larsen bryder sammen af stress, tvinges hun til at gøre op med sin tilværelse og fortid. Hun flytter tilbage til sin nordjyske barndomsegn, og herfra fortælles historien om hendes opvækst hos nogle elskelige plejeforældre, om hendes livslange forelskelse i naboens søn, om stedets stille eksistenser, om venner og om, hvordan voksenlivet kunne ende med at blive så ensomt og arbejdstynget.

I Knud H. Thomsens roman Røverne fra Skotland drager en skotsk adelsmand og hans fire følgesvende rundt i det skotske højland og gør grin med englænderne, efter at disse i 1746 har nedkæmpet skotterne

En selvstændig og veloplagt fortsættelse af Esbern med stort set det samme persongalleri. Tiden er nu henlagt til krigen og den tyske besættelse, hvor danskerne i forfatterens beskrivelse ikke opfører sig så ideologisk korrekt og moralsk anstændigt, som man måske bilder sig ind.

Pigen Ludmilla lever i byen Mines, måske på Balkan, uden erindring om sin ungdom. Hun forelsker sig hovedkulds i den mystiske Ivor, men da han pludselig forsvinder, flygter Ludmilla i sin fortvivlelse til øen Mathyra.

Ivors historie er grusom. Som alt for ung er han blevet sendt i krig, og sammen med andre afstumpede soldater har han stjålet, myrdet og voldtaget sig gennem landet. Med sig havde de taget en ung pige, som de udnyttede på alle måder: Ludmilla. Ivor slipper imidlertid ud af gruppen og havner efter mange års driven omkring på selvsamme ø, Mathyra, hvor han endelig kan nedskrive sin historie. Og Ludmillas.

Krarup ude med endnu en essaysamling/debatbog. Den byder næppe på de store overraskelser for nogen, men den er en fortræffelig indføring i det krarupske univers med dets hoveddeterminanter: kristendom og nationalitetsfølelse. National værnepligt er Krarups betegnelse for hans politiske virke som folketingsmedlem siden valget i 2001, Systemskiftet, som han insisterer på at kalde det. Han skriver her om Danmark før og efter Systemskiftet; han skriver om Dansk Folkeparti, om dets mission og om den dårlige behandling dets politikere, ikke mindst Pia Kjærsgaard, og medlemmer er udsat for i offentligheden, han skriver om politikere som Jens Otto Krag og Anders Fogh Rasmussen, ud fra hhv. Bo Lidegaards store biografi og statsministerens læsning af Jens Smærup Sørensens roman  "Mærkedage", en læsning, hvorudfra Krarup mener at kunne udlede, at statsministeren er en mand uden rodfæste; han skriver om Danmark til Ejderen. Og meget, meget mere. Det falder ikke Krarup let at lægge fingre imellem nogen steder. Han går ikke stille med sine synspunkter, sine sympatier og antipatier. Der er nok at diskutere i denne bog, og uanset om man er enig med Krarup eller ej, må man indrømme, at hans bog er både veloplagt og velskrevet, og at han argumenterer godt for sine synspunkter.

Da forfatterens gamle faster Ingeborg døde, efterlod hun et lille hæfte på ca. 40 sider, skrevet af hendes far og hans bror. Det handlede om familien, men gav ikke en entydig fremstilling, for den ene gik i rette med den anden. Det hæfte har sat hele denne store roman i gang, for der lå så meget usagt og antydet mellem linjerne, at det måtte forklares. Resultatet er denne krønike, som dels handler om familien, der omkring 1. Verdenskrigs udbrud havde hovedsæde i en stor villa på Bülowsvej, og dels om nutiden, hvor jeg'et - som familien altid har gjort - tager til Afrika. Dette kontinent er en fast del af familiens univers - på godt og ondt.

I huset på Bülowsvej sidder 11-12-årige Henrik i sin stålbandage, travlt beskæftiget med at lave en evighedsmanskine. Han er svækling, ude af stand til at holde sig oprejst, og sidder derfor i dette stativ, plejet af skiftende kvinder, ikke mindst af den livsglade Elvira Ursula på 17 år. Hans mor Camilla har muligvis haft en affære med en slægtning, Arnold Sørensen, hvilket Jakob, ægtemand og officiel far, nages af, for hvem er egentlig biologisk ophav til Henrik? Arnold Sørensen er kaptajn i Fremmedlegionen og dør under et slag i Afrika, hvorfor hele familien i åbningskapitlet er samlet til mindegudstjeneste på Frederiksberg. Her sidder de: forældre og børn, søskende, fætre, kusiner, ægteviede, tilløbne, venner og bekendte og repræsenterer en bred vifte af det danske samfund, fra kunstneren over forretningsmanden til håndværkeren og den fallerede bogholder, vævet ind i hinanden og med alle de kærlighedsbånd og hadefulde følelser, som kendetegner en familie. Nogle har det godt, andre er mislykket i livet. Familien er en broget flok, og man elsker ikke nødvendigvis hinanden.

Sammen med sin mand og datter har karrierekvinden Lea rykket rødderne op i København og er flyttet til byen Vandel midt på den jyske hede. Og her følger man for alvor med i folks dagligdag. Tempoet er i bund og Leas frustrationer vokser langsomt. Derfor adspreder hun sig med at rapse lidt i byens brugs ...

Vandel er fængslende underholdning, der suger læseren ind i historiens dramatiske spiral.

Femten noveller, der med stille humor og klart blik for tilværelsens mere bizarre sider skildrer temaer, episoder og hændelser i helt almindelige (hvis de findes?) menneskers liv, fx sidespring, skilsmisse, julefrokost, nabostrid, familiebånd - og så alt det, der drifts- og følelsesmæssigt sker mellem mænd og kvinder.

En gruppe mænd begiver sig ud på en farefuld færd til Antarktis: det forlyder, at der et sted langt borte, bag al isen, findes paradisiske Shangri-La-agtige landskaber, der kun venter på at blive taget i besiddelse. Men inden længe er mændene spærret inde på isen, uden at kunne komme videre og uden at finde det paradis, de var taget af sted for at finde.