Søgeresultater: 27

Mens Torunn Neshov er på gården på Byneset hos sin far, Tor, tager han livet af sig ude i grisestalden. Torunn kæmper videre med at drive gården og får hjælp af den unge afløser Kai Roger. I køkkenet sidder hendes gamle farfar og kan ikke meget andet. Margido er travlt optaget af at modernisere og udvide sin bedemandsforretning inde i Trondheim blandt andet med et kistelager i gårdens lade. I København har Erlend og hans kæreste Krumme vilde planer om at indrette feriebolig på Neshov. Det hele spidser til i de hede sommerdage, da familien mødes for at samle trådene. Og Torunn står centralt i alle de andres planer for fremtiden.

”Humor og parodisk lethed balanceret med tyngde og tænksomhed plus religion over for et individuelt menneskeansvar. Det er opskriften på Anne B. Ragdes sympatiske saga.”
- Weekendavisen

”En stor læseoplevelse … Anne B. Ragde skriver levende og skildrer personernes liv på en fordomsfri og loyal måde.”
- Børsen
 

Patricia fortæller om sin familie og det liv, der udfolder sig i den: om ganske almindelige og trivielle konflikter, mellem forældre og børn, mellem forældrene indbyrdes, om den ambitiøse advokatmor, om faderens nye kæreste, Lise, om lillebroren Felix - alt sammen beskrevet med den inderlige foragt, Patricia omfatter det hele med: Det er ikke et autentisk liv, de lever, mener hun, det er et "postkortliv". Og hun lader ingen være i tvivl om sin ringeagt.

Men langsomt går det op for læseren, at der da vist er noget helt andet på færde i Patricia: Patricia viser sig at have meget specielle evner: Hun kan gå gennem vægge, hun kan flyve, hun kan gøre, hvad hun ønsker, i retning af at bevæge sig på tværs af tid og rum. Og hun begår bankrøverier sammen med Felix, hun stjæler ubesværet biler og flygter i dem, hun lever i et parallelunivers til den sædvanlige, normale; hun sprænger alle forestillinger om sædvane og normalitet.

Johanne, hendes mand Jakob og deres tre børn tager som altid af sted til deres sommerhus på Fanø for at tilbringe ferien der. Alt forløber, som det plejer, med strandliv, dasen, selskabelighed, snak, men med den ene undtagelse, at Johanne efter en meget våd sankthansfest går med en fremmed mand hjem. Hun lister ubemærket tilbage til sin familie om morgenen - det har været et øjebliks spænding, der står i modsætning til hendes  lidt lidenskabsløse, rutineprægede, men velfungerende og harmoniske familie- og hverdagsliv .

Sommerferie er en ægteskabsroman om et forhold, der fungerer, men hvor den enes drift mod spænding bliver fatal.

Med sproglig gnist, flaksende intensitet og en mere personlig tone end hidtil, blænder Haun op for tre historier om de ting som ligger tættest på os og samtidig er de mest gådefulde: Familien, børnene og vores egne personligheder.
 
Hendes kappe & maske:
I midten af 80´erne lever en 11-årig pige et dobbeltliv i en splintret familie og bekæmper en ondskab større end russernes. 
 
Løs:
En gruppe unge holder juleaften 1999 i Australien. Ti år senere i Danmark, med ægtefæller og børn, kan ingen huske hvordan aftenen egentlig endte.
 
Alt er sandt:
En pensioneret ingeniør er tynget af Irak-krigen og tager sin søn med til Mexico, hvor et mareridt venter.
Mor/datter, far/søn, mand/kvinde: historierne dykker ned under et stramt opspændt plot og viser en vrede mod infantile guder, hyklerisk voksenhed, planløs krig, men vigtigere: skaber et stille oprør mod den autoritet som vi udøver mod os selv og hinanden med selvbedrag og forsimplinger. Sig farvel til dig selv; sig goddag til livet.
 

Romanen begynder den 11. september 2001, da Kim Dahlman-Winther - en desillusioneret, lettere kuldslået ca. 60-årig mand - sidder i sit sommerhus og på tv følger begivenhederne i New York. Med samme kompositionsprincip som i trilogiens to første bind, Esbern og Hovedløs, klippes der i tid. Vi følger Kim, fra vi slap ham i midten af 1940'erne til denne skelsættende dato. Men til forskel fra de to foregående romaner, hvor synsvinklen skiftede mellem det store persongalleri, ligger den nu udelukkende hos Kim.

Kim har kunstnerdrømme, men har aldrig ført dem ud i livet. Nok i erkendelse af, at de ikke kan bære. Han er endt som scenograf, en glad amatør, som han siger, der lever af at lave kulisser. Kim er ingen lykkelig mand, han er en uforløst middelmådighed, der forsøger at gebærde sig mellem tilværelsens sætstykker. Hans ægteskab med den begavede museumsinspektør Jette Rigger-Christiensen er gået i stykker. Hans forhold til både moderen og søsteren er distanceret. Hans farmor, kunsthistorikeren Henriette Dahlman-Winther, der har været familiens store, dominerende skikkelse, ender som mere eller mindre senil. Hans forsøg på at finde ud af, hvorfor hans far, den mytologiske Esbern, tog af sted til Spanien for at bekæmpe fascismen, ender i den ret triste konklusion, at han simpelt hen ikke kunne holde den kvindedominerede og (små-)borgerlige lukkethed ud og derfor stak af ...

Alt er kort sagt noget rod.

Burgundia er en geografisk roman, men det er ikke bornholmsk granit eller sandsten, der spiller hovedrollen, men to bornholmske familier og forbindelserne mellem dem, og de historier de giver anledning til. Det er prægtige løjer, men bag om alle løjerne er romanens tre dele; øen, himlen og havet, først og fremmest en mageløs fortælling om øen Bornholm. Handlingen koncenterer sig omkring tiden for den store stormflod i 1872 og frem til 1958, hvor en coaster af uforklarlige grunde går under. Coasterens navn er Burgundia, den latinske betegnelse for Bornholm. Burgundia fortæller ikke bare én historie, men mange historier; om Linderne og de andre, Kofoed med og uden "e," og om de der forsamles i ´Klædeskabet´ i Rønne og til dyrskue i Almindingen. Der er hundredvis af historier. Om kineserne, der går i land ved Arnager, om hvordan de indfødte i Congo lærer at synge bornholmske hjemstavnssange, og historien om, hvordan Ibsker Kirke går i brand, og klokkerne af sig selv begynder at spille Nærmere, Gud, til dig. Værkets tre dele væver elegant alle historierne sammen med de bornholmske steder. Romanens sprog er i særklasse poetisk og levende, og med Bornholms geografi og beskaffenhed, som det helt centrale omdrejningspunkt, bliver alle dens historier både vedkommende og sammenhængende, uanset om man i forvejen har et forhold til øen eller ej.

Foråret 2006 i Ryesgade, København: Den nogle og firsårige Albert Kaiser ligger for døden. Omkring hans dødsleje sidder hustruen Ebba, datteren, den 61-årige Agnete - og Ida på tredve, som har tilbragt det meste af sin barndom hos morforældrene, fordi moren ofte foretrak livet i Berlin hos sin tyske elsker. I en række tilbageblik får vi centrale glimt af de tre kvinders livshistorier, som de har formet sig med den stille og lidt tilbagetrukne Albert, tidligere skorstensfejer og modstandsmand.

Ebba har været gift med Albert i knap halvfjerds år, et godt ægteskab præget af hverdagens kendte rutiner, men også et samliv, der i det stille har været mærket af dramatiske hændelser under besættelsen, hvor hun var servitrice på Mokka, en af tyskernes foretrukne natklubber under krigen. Der forelskede hun sig i Thomas, en tysk officer - alt imens Albert i det skjulte arbejdede for modstandsbevægelsen.

Agnete, ægteparrets datter, har aldrig haft et nært forhold til sin far, men har gennem hele sit voksenliv levet en omflakkende tilværelse med rejser og ophold i udlandet, i Berlin især, hos elskeren, Idas far.

Ida er vej ud af sit forhold til kæresten, er i det hele taget tvivlende overfor, hvad hun vil med sit liv, som har været præget af et tæt samhørighedsforhold til morfaren - og så savner hun sin veninde, Jelne, der tidligere på året har forladt København og ikke siden har givet lyd fra sig.

Kaiser er selvstændig efterfølger til den prisbelønnede Jelne.

Femten noveller, der med stille humor og klart blik for tilværelsens mere bizarre sider skildrer temaer, episoder og hændelser i helt almindelige (hvis de findes?) menneskers liv, fx sidespring, skilsmisse, julefrokost, nabostrid, familiebånd - og så alt det, der drifts- og følelsesmæssigt sker mellem mænd og kvinder.

Medrivende roman om en brutal og uskyldig barndom.

Morten, der har rundet de fyrre, finder en dag sin ellers så fornuftige ingeniørkone, Iben, i lag med tennismakkeren, Henrik. Iben flytter hjemmefra, og deres syge datter, Trine, bliver gidsel i spillet mellem forældrene. For Morten står dog én ting klart: Iben skal hjem igen, koste hvad det vil! I denne sorgmuntre og ironiske kriseroman kommer en mærkværdig svensker, Göran, til at spille en central rolle som kombineret skytsengel og plageånd i Mortens forsøg på at samle stumperne af sin tilværelse.

Da den hårdtarbejdende og succesfulde 40-årige arkitekt Lærke Holm Larsen bryder sammen af stress, tvinges hun til at gøre op med sin tilværelse og fortid. Hun flytter tilbage til sin nordjyske barndomsegn, og herfra fortælles historien om hendes opvækst hos nogle elskelige plejeforældre, om hendes livslange forelskelse i naboens søn, om stedets stille eksistenser, om venner og om, hvordan voksenlivet kunne ende med at blive så ensomt og arbejdstynget.

Da forfatterens gamle faster Ingeborg døde, efterlod hun et lille hæfte på ca. 40 sider, skrevet af hendes far og hans bror. Det handlede om familien, men gav ikke en entydig fremstilling, for den ene gik i rette med den anden. Det hæfte har sat hele denne store roman i gang, for der lå så meget usagt og antydet mellem linjerne, at det måtte forklares. Resultatet er denne krønike, som dels handler om familien, der omkring 1. Verdenskrigs udbrud havde hovedsæde i en stor villa på Bülowsvej, og dels om nutiden, hvor jeg'et - som familien altid har gjort - tager til Afrika. Dette kontinent er en fast del af familiens univers - på godt og ondt.

I huset på Bülowsvej sidder 11-12-årige Henrik i sin stålbandage, travlt beskæftiget med at lave en evighedsmanskine. Han er svækling, ude af stand til at holde sig oprejst, og sidder derfor i dette stativ, plejet af skiftende kvinder, ikke mindst af den livsglade Elvira Ursula på 17 år. Hans mor Camilla har muligvis haft en affære med en slægtning, Arnold Sørensen, hvilket Jakob, ægtemand og officiel far, nages af, for hvem er egentlig biologisk ophav til Henrik? Arnold Sørensen er kaptajn i Fremmedlegionen og dør under et slag i Afrika, hvorfor hele familien i åbningskapitlet er samlet til mindegudstjeneste på Frederiksberg. Her sidder de: forældre og børn, søskende, fætre, kusiner, ægteviede, tilløbne, venner og bekendte og repræsenterer en bred vifte af det danske samfund, fra kunstneren over forretningsmanden til håndværkeren og den fallerede bogholder, vævet ind i hinanden og med alle de kærlighedsbånd og hadefulde følelser, som kendetegner en familie. Nogle har det godt, andre er mislykket i livet. Familien er en broget flok, og man elsker ikke nødvendigvis hinanden.