Pan og pindprinsen er et klassisk eventyr, der har fået en overhaling, så det er blevet tidssvarende. I de eventyr, som vi alle fik læst højt som børn, var der altid en morale eller en beskrivelse af samfundsmæssige udfordringer eller problematikker. Det gælder også for Pan og pindprinsen, der er den første børnebog på dansk, der i eventyrform beskæftiger sig med homoseksualitet. Historien er en hyldest til mangfoldigheden, og den understreger vigtigheden af, at man accepterer den måde, man selv og andre er skabt og lever på.
Eventyret er fortalt i et letlæst sprog og er særlig velegnet til højtlæsning for mindre børn. Det kan dog sagtens læses af større børn og voksne, da dets finurlige sprogunivers har noget at sige til læsere i alle aldre.