Som person bliver man præget af, hvad der sker i omgivelserne. Det danske samfund udviklede og ændrede sig radikalt fra slutningen af 1950’erne med øget velstand og mobilitet. Det samme var tilfældet i Kværndrup, en lille landsby på Midtfyn, men med års forsinkelse i forhold til de større byer.
I bogen beskriver Leif Witt sin barndom i 1950’erne og begyndelsen af 60’erne og udviklingen i Kværndrup. Han fortæller om en tid, der var meget anderledes end i dag. Hvad der var almindeligt dengang, kan virke meget gammeldags nu, og det, der er almindeligt nu, var utænkeligt dengang. Dengang arbejdede de fleste af byens mænd i Kværndrup, og det var muligt for faglærte og ufaglærte at have hus og hjemmegående hustru, der passede børnene.
Mange vil nikke genkendende til fortællingerne, og yngre læsere vil blive forbavset over den store forskel, der er på dengang og nu.
Uddrag af bogen
Det skete nu ret ofte, at jeg rendte efter ham for at tæske ham. Vi sloges meget som børn, som regel fordi han drillede. Så for vi rundt i hele huset og smækkede med dørene. En gang tog jeg så hårdt på dørhåndtaget ind til Hennings værelse, at det brækkede af. Det skete, at det blev for meget for mor. Så råbte hun, at hun ikke kunne klare mere, og hvis vi ikke holdt op, ville den blå bil komme og hente hende (den blå bil var fra Middelfart Sindssygehospital). Så løb Henning og jeg ud på fortovet og ventede på den blå bil, for sådan en havde vi aldrig set.
