Søgeresultater: 1968

Højesteretssagfører Bernt Hjejle ser tilbage på nogle af de store personligheder, han gennem et langt liv har mødt, og leverer en række erindringsportrætter af otte "enere", der på mange måder skiller sig ud fra mængden.

De otte enere, der beskrives i denne bog, er Ebbe Munck, Eigil Knuth, Johannes Brøndsted, Karl Hude, Oskar Bondo Svane, Guy Shaw, Sascha Wamberg og Hans Nikolaj Hansen. Bernt Hjejle (1901-1994) var dr.jur. og højesteretssagfører. Han har blandt meget andet været formand for den internationale advokatorganisation, International Bar Association, og formand for Advokatrådet. Bernt Hjejle var ridder af Dannebrog.

"Min svanevinge" er historien om en kunstnerfamilies tilværelse på godt og ondt i perioden 1931-1941, men fortæller også om forfatterens møde med en række af periodens fremtrædende personligheder.

Else Moltke (1888-1986), dansk forfatter. Else Moltke engagerede sig i kvinders vilkår og var sammen med forfatterkollegaen Thit Jensen med til at etablere Københavns kvindelige diskussionsklub i 1941. I sit forfattervirke var Moltke inspireret af det adelige ungdomsmiljø, som hun selv voksede op i, og Moltkeslægtens historiske betydning.

Irma Henriksen voksede op i en fattig familie. Hendes far var landsforræder, og i skolen blev hun mobbet af pigerne og fik tæv af drengene. I mange år levede hun sit liv på samfundets skyggeside, hvor hun har kæmpet med overvægt, psykiske nedture, arbejdsløshed og mislykkede parforhold. Hun har født fem børn, men har været nødt til at bortadoptere det ene. Men mod alle odds har Irma alligevel formået at vende sit udfordrende og til tider barske liv til noget positivt. "Riv i mit liv" er Irmas fortælling om, hvordan man med ukuelig optimisme og livslyst kan lære at elske sig selv, som den man er. Forfatter og foredragsholder Irma Henriksen (f. 1938) fortæller især gerne om glæden ved livet med alt, hvad det indebærer. Hun har blandt andet skrevet bøger om, hvordan man kan lære at stå ved sig selv og holde af sin krop, selvom den har deller og rynker. Erotik og seksualitet er et emne, Irma mener, vi bør tale meget mere om og anerkende som noget betydningsfuldt – også for mennesker, der har rundet 80 år. Hun er selv blevet kaldt "en bedstemor med knald i", når hun på TV og i andre offentlige medier har fortalt om sin lyst til og glæde ved sex.

Præsten og forfatterens (f. 1937) erindringsglimt fra 1980'erne om bl.a. præstegerning, børn og børnebørn, mødet med mennesker, udbytterig læsning og opbrud fra en livsfase.

I korte glimt præsenterer Grethe Heltberg en række erindringer fra den spæde barndom og frem til det skrivende nu. De er fremstillet i dobbelt lys, så vi både får den umiddelbare oplevelse og eftertankens rationalisering af det skete i en søgen efter forsinkede svar på fortidens spørgsmål.

Essays og erindringsbilleder er en genre, hvor Grethe Heltberg står stærkt, og også prosastykkerne i "Månens bue" er leveret med poesi og indlevelse.

"Mest imod" er den sidste erindrings- og debatbog af forfatter Hans Lyngby Jepsen. I kritiske essays revser Hans Lyngby Jepsen både idrætten, religionen og Det Danske Akademi, hvorimod han i andre maler stemningsfulde erindringsbilleder af sin mor, Dronning Ingrid og Martin A. Hansen.

Uanset om Niels Barfoed ser på verden fra sine vinduer hjemme, eller om han begiver sig ud i sin by, længere ud i sit land eller måske helt udenlands, er det altid med de helt fintfølende antenner ude. Niels Barfoed er altid parat til at tage imod verden, lade sig påvirke af den. Ligefrem lade sig flytte, både i bogstavelig og overført betydning. Han kan se det store i det små og det små i det store. Han har skarpt blik for det komiske, det rørende, det oprørende. Han forholder sig med åbenhed og forventninger til sine medmennesker med alle de kvaliteter og svagheder, som de hver især har.

Og han kan skrive om det alt sammen i sin helt egen toneart. Du siger noget er en samling udvalgte foednoter fra Politiken, som har været publiceret igennem de senere år, og dertil kommer et par helt nyskrevne. I de helt korte tekster skriver Niels Barfoed en stor virkelighed frem, hvor der er højt til loftet, og som det er en fornøjelse at træde ind i. Og når teksterne læses i sammenhæng, som der nu er mulighed for, opstår der forbindelser og perspektiver, som udvider det barfoedske portræt af vores tid.

Niels Barfoed modtog 2013 Georg Brandes-prisen for sin seneste udgivelse, Benedicte – en skæbne.

Rum- og erindringsforskydning.

"Jeg har grædt og grinet en række sene nattetimer ... Bogen udvirker: Kærlighed til livet. Det er ret beset det største der kan ske, når vi læser."
- Asger Sørensen, Kristeligt Dagblad

"Nyt bind glade erindringer... Han har gennem rækken af erindringsbøger vundet i munterhed, frihed og fylde som skribent."
- Jens Kistrup, Berlingske Tidende

En ung kvindes beretning om, hvordan hun måtte flygte fra hjemlandet Usbekistan, efterladende sig mand og to børn, og søge tilflugt i Danmark. I seks måneder ventede hun på asyl i Sandholmlejren - og på nyt fra familien derhjemme, hvis skæbne var hende ukendt.

Disse dagbogsoptegnelser giver et direkte indblik i hverdagen på et asylcenter - bl.a. gennem hendes samtaler med andre flygtninge. Bogen er et væsentligt bidrag til flygtningedebatten, set fra den anden side af hegnet. Den giver et anderledes billede af, hvordan Danmark behandler politisk forfulgte flygtninge, mens de afventer asyl.

Dina Yafasova har i dag sin familie hos sig i Danmark, hvor hun forsøger at etablere en hverdag som freelance journalist. Illustreret.

Fra bogens indledning:

“Jeg har altid haft helte. Den første var min far. Senere cykelryttere som Reg Harris, Joseph Scherens, Børge Gissel. Så jazzmusikere som Duke Ellington, Monk, Bud Powell. Og mange flere. Jeg har altid haft et bredt felt af helte. Også en ældre mand som Ove Brusendorff. Ham kunne jeg jo lære god smag af, ro, langsomhed, kræsenhed. En ældre kvinde som Katherine Dunham, jeg kunne se alt det, hun havde levet og kunnet, når jeg betragtede hende hvile sig på sin divan.

Jeg bryder mig ikke om ordet rollemodel. Det er et dumt pædagogisk begreb. Jeg har ingen rollemodeller. Og jeg er ikke selv en rollemodel. Jeg roder bare rundt med det, jeg kan lide, og det, jeg ikke kan lide. Det er rigeligt, det giver god mening. Jeg synes, helte er godt. En helt, det er en, der står og lyser i nattemørket. En, der kan noget særligt, og som gør indtryk på mig. Som får mig til at forstå noget, der forekom kompliceret. En helt kan også være en skurk, en særlig slem person, som spreder ondskab om sig. Han lyser op på en mere dæmonisk måde.”

Merethe Stagetorn har gennem tyve år været beskikket forsvarer og har dermed fået et væld af straffesager tildelt: narkosager, røveri, sædelighedsforbrydelser, vold og mord.

I denne bog fortæller hun med indlevelse, solidaritet og humor om de mest karakteristiske og spændende sager, som ofte fik stor mediedækning, blandt andre ‘mordet på parfumekongen’, ‘slavedrengen fra Glostrup’ og ‘butlersagen’.

Bogen er samtidig et kritisk debatindlæg om vores retssikkerhed og et voldsomt angreb på vores måde at varetægtsfængsle på.

Janni Ree har i mange år optrådt på forsiden af danske dag- og ugeblade med historier, der har fået folk til at pege fingre ad hende og kalde hende golddigger og det, der er værre. Rollen som Oddset-Janni blev hendes første bekendtskab med kendisverdenen. Det har givet oplevelser, som kun de færreste kommer igennem uden blå mærker på sjælen. I denne bog fortæller Janni Ree om sit livs op- og nedture. Om tiden i USA, hvor hun levede i sus og dus, indtil hun pludselig blev sendt hjem på røv og albuer. Og om sagen, der kostede hende en fængselsdom, og hvordan dette påvirkede hende og hendes familie. Det er også historien om mændene i hendes i liv, senest ægteskabet med den 25 år ældre rigmand, Karsten Ree. Janni Ree fortæller om angsten for at blive gammel og tager os med tilbage til en barndom med druk i hjemmet, hvor skolen blev et fristed. Her fødtes ambitionen om at blive advokat og efterstræbe et glamourøst liv. En drøm, som endte med at gå i opfyldelse på godt og ondt.