Søgeresultater: 191

Hvordan er det at være ung med autisme? Det får vi en unik beskrivelse af i Bag facaden – at være dreng med autisme. Her beskriver den 16-årige Mads G. Hansen ærligt og åbent sine tanker, følelser og hverdag, gennem en periode på et par år op til og efter han får stillet diagnosen infantil autisme. En udviklingsforstyrrelse, der blandt andet får Mads til at føle sig anderledes, mindsker hans lyst til at omgås andre mennesker og bevirker, at projektarbejdet i skolen føles som en straf. ”Følelsen kommer af ikke rigtig at høre til, at stå udenfor, at være den, der tænker anderledes, og at være bange for uventede ting. Det er følelsen at skulle leve op til andres krav, og følelsen af at være ligesom en fange, der bliver transporteret fra et fængsel til et andet, uden nogen forhåbning om at slippe fri engang”. Sådan beskriver Mads G. Hansen sit indre følelseskaos et godt stykke henne i bogen. Fortællingen starter, hvor Mads og hans forældre endnu ikke ved, hvorfor Mads blandt andet hurtigt bliver stresset og har svært ved at vænne sig til nye ting. Bogen giver et indblik i Mads’ tanker omkring sig selv, hvad han frygter og bliver ked af i sin omgang med venner, forældre og professionelle. Levende og stærkt skildrer han også det virvar af følelser, han kastes ud i, da han finder ud af, at der er en grund til, at han er anderledes end sine kammerater og efterfølgende må skifte skole. Der er ikke mange værker om autisters udfordringer og daglige oplevelser, som er skrevet af et barn eller en ung, som selv har diagnosen, og på eget initiativ har valgt at fortælle sin historie. Mads G. Hansen gør forbilledligt op med de fordomme, der gør det endnu mere vanskeligt at være anderledes derhjemme, i skolen og overalt i det danske samfund.

Historiker og debattør Mikael Jalving tegner i denne bog et portræt af Søren Krarup og hans offentlige virke gennem et halvt århundrede. Fra hans entré i det danske kulturliv i tresserne, over den følgende dæmonisering efter hans engagement i tidens store politiske spørgsmål: velfærdsstaten, EF og indvandringen, frem mod den pletvise anerkendelse ved hans pensionering fra dansk politik i 2011. Bogen er baseret på samtaler med Søren Krarup og en lang række personer med særligt kendskab til hans intellektuelle løbebane.

Martin Krasnik er elsket og hadet, frygtet og beundret. Som tidens mest markante journalist og studievært deler han vandene. “Fucking jøde!” er efterhånden en lige så typisk kommentar i hans mailboks som “fedt, Martin!” I denne bog fortæller han om sit arbejde som vært på Deadline og om at være en offentlig kendt person. Han har altid sagt, at der ikke findes antisemitisme i Danmark, men debatten om Mellemøsten og Martin Krasniks baggrund viste det modsatte. Han fortæller om sin indre og ydre kalot. Om opvæksten som rødhåret brilleabe i den jødiske “ghetto” i København. Om sit forhold til Israel. Om bedsteforældrene, der mødtes og blev gift i koncentrationslejren. Martin Krasnik er kendt for at påpege modsætninger hos andre. Men hvad med hans egne? En benhård ateist, der forsvarer retten til omskæring? En genert ballademager, der elsker opmærksomhed? Hvordan hænger det sammen? ”Mødet med Krasnik var værre end attentatforsøget.” Lars Hedegaard

Det politiske Danmark kom i skred i 1973, da Mogens Glistrup stormede ind i Folketinget med Fremskridtspartiets 28 mandater. Glistrup provokerede på en hidtil uset måde, når han kritiserede ’gammelpartierne’ og samtidig fremsatte stribevis af anderledes lovforslag. Glistrup placerede en bombe under indkomstskatten i Danmark. Systemet svarede igen med en retssag hvilende på en revisionsrapport, der hævdede, at Glistrups skattetænkning byggede på fiktive transaktioner og aktiver. 481 møder ved byret, landsret og Højesteret krævede Glistrups tilstedeværelse, samtidig med at han igen og igen var midtpunkt i politisk turbulens på Christiansborg. Efter anklager og dom mente de etablerede partier ikke, at systemkritikeren Glistrup var værdig til at sidde i Folketinget. Men han kom igen. Glistrups usvækkede lyst tiI at kæmpe for, hvad han mente var den nødvendige politik, ledte til stadig voldsommere provokationer for at blive hørt. Hans skarpe udfald i udlændingedebatten endte med endnu en fængselsdom på 20 dage. Fængselsopholdet blev en alvorlig belastning for den 79-årige, helbredssvækkede Glistrup. Bind 2 af biografien om Mogens Glistrup, der kan læses selvstændigt, går fra 1973 og frem til hans død i 2008. Anne-Marie Glistrup tegner som historiker med en helt særlig indsigt et unikt portræt af en af den nyere danmarkshistories mest markante personer. Glistrup er blevet kaldt anarkistisk. Men for ham var det en enkel tro på ærlighed og en kamp for, at det, man tror på, ikke skal forsvinde i tilpasning og kompromiser.

En række både yngre og ældre idehistorikere går på kryds og tværs i Sløks forfatterskab i artikler om renæssancen, det religiøse sprog, Shakespeare og idehistorisk metode. Bogen rundes af med det sidste lange filosofiske interview med Sløk, der hermed for første gang bliver tilgængeligt for en bredere kreds. Bogen indeholder desuden en fuldstændig Sløk-biografi med bøger, artikler og interviews.

Han voksede op i et hjem med flygel og en far i Det Kongelige Kapel. Men allerede som ung mand brød vidunderbarnet Børge med sin skæbne som klassisk pianist. Op gennem 1930’erne blev han et kendt ansigt i Stig Lommers revyer og på film med Osvald Helmuth og Liva Weel. Og efter krigen gik han solo på Broadway under sit nye navn: Victor Borge. I den første store biografi om Victor Borge åbner Jacob Wendt Jensen op for den ufortalte historie om den store danske entertainer og hans livslange kamp for at komme til tops i en branche, hvor der ikke er plads til folk uden talent og tårnhøje ambitioner. Komikerens drift efter at være midtpunkt satte både andre optrædende, venner og familien i skyggen og havde store omkostninger. Ikke mindst for mennesket bag smilet. På baggrund af 70 nye interviews med venner, kolleger og ansatte samt adgang til hidtil uudforskede arkiver afdækker Jacob Wendt Jensen nye sider af fortællingen om Victor Borge. Biografien er fyldt med anekdoter og billeder fra en enestående dansk karriere i showbusiness. Men det er også et portræt af en stor kunstner, for hvem ensomheden og rastløsheden var faste ledsagere, på scenen og i livet.

Christian 4. levede for over 400 år siden. Dengang så Danmark meget anderledes ud end i dag. F.eks. var byerne meget mindre, og der var kun få store huse. Det ændrede Christian 4. Han opførte mange nye bygninger, en del af dem kan vi stadig se i dag. Da Christian 4. blev konge, var det til et stort og rigt land. Men da han døde, var Danmark blevet meget mindre, og mange af landets penge var brugt. Alligevel var han både dengang og i dag en meget po-pulær konge.

Iranske Massoud kom til verden i en sammenbragt, muslimsk familie med en fanatisk far og en frisindet mor. Da idyllen gik i stykker, blev den lille dreng kastebold mellem sine forældre. Senere steg han til tops i koranskolen – lige indtil mullaherne satte jagten ind på særligt religiøse drenge, der var klar til at dø for Allah. Som 15-årig flygtede Massoud, med brækket ben og på hesteryg, over de kurdiske bjerge. Væk fra krigen mod Irak og en ”karriere” som kanonføde. Væk fra koranskolen og den religiøse tvang. Dengang vidste han intet om den nedladenhed, det lille land langt mod nord skulle møde ham med. Om det danske uddannelsessystems usynlige diskrimination. Eller om udfordringerne ved at blive integreret i Danmark. Og han vidste slet intet om den Gud, der en dag fik ham til at gøre op med Allah. Massoud Fouroozandeh (f. 1970) er foredragsholder og præst i Church of Love. Daniel Øhrstrøm (f. 1979) er forfatter og journalist. "Den forbudte frelse" er fortalt til ham.

Mine unge år er Winston S. Churchills ungdomserindringer. Her fortæller det tyvende århundredes største statsmand om de år, der formede ham, fra tiden på kostskole og på offi cersskolen Sandhurst, til hans eventyrlige oplevelser som rytterløjtnant under felttogene i Indien og Sudan, som krigskorrespondent under boerkrigen, og som fremadstormende ung politiker på vej mod det engelske parlament og sin plads i historien. “Jeg besluttede at gøre et fortvivlet forsøg på at nå fl oden. Jeg sprang op. Pludselig så jeg lige på den anden side af jernbanen, kun adskilt fra mig af banelegemet og to ståltråds hegn, en rytter i rasende galop, en høj, mørk skikkelse med sin riffel i højre hånd. Han holdt hesten så voldsomt an, at den næsten stoppede på stedet, og råbte en kommando, idet han truede med geværet. Der var kun fyrre meter imellem os.” “Jeg ville langt hellere have været i lære som murer eller løbet ærinder eller have hjulpet min far med at pynte vinduerne i en købmandsbutik. Det havde været mere virkeligt; det havde været mere naturligt … Desuden ville jeg have lært min far at kende, og det ville have været mig en fryd.”

Da Richard Strauss den 11. juni 1914 fyldte 50, var det som sin tids førende tyske musikpersonlighed, der få år forinden med ”Salome”, ”Elektra” og frem for alt kæmpesuccesen ”Rosenkavaleren” havde revolutioneret tysk opera som ingen anden siden Richard Wagner. Men Første Verdenskrigs udbrud få måneder senere efterlod ikke blot det gamle Europa i opløsning, det kom også til at sætte helt nye dagsordener for kunst og musik, og dem var den underfundige romantiker Strauss ikke uden videre en del af. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 var han til gengæld den betydeligste tyske kulturpersonlighed der ikke valgte at flygte, og det gjorde nazisterne god propagandamæssig brug af. Alligevel spidsede konflikterne mellem regimet og den egenrådige komponist mere og mere til, og før sin død i 1949 nåede Strauss at se den store tyske musikkultur blive lagt i ruiner.

Den liflige musik er det første samlede portræt på dansk nogensinde af én af 1900-tallets mægtigste og mærkeligste kunstnerskæbner. For midt i den store historie og de musikalske op- og nedture står Strauss i 150-året for sin fødsel i høj grad stadig som et mysterium, et yderst privat menneske, der i sidste ende lader til blot at have haft et eneste ønske med tilværelsen: at få fred til at skabe musik. Fortællingen om ham handler også om, hvor svært det kan være.
 
 

Møbelsnedkeren Ejnar Pedersen er en af de fremmeste repræsentanter for dansk møbelkunst. Som snedkermester i PP Møbler har han arbejdet sammen med Hans Jørgen Wegner, Poul Kjærholm, Finn Juhl, Nanna Ditzel og mange andre af de møbelarkitekter, der har grundfæstet Danmarks ry som førende inden for design.

Ejnar Pedersen har fortalt sin personlige historie til Samuel Rachlin: fra barndomsårene i Vejen, over tiden som lærling og svend på nogle af de bedste snedkerværksteder og helt frem, til han selv bliver snedkermester og grundlægger PP Møbler i Allerød.
Det tætte forhold mellem designere og arkitekter på den ene side og producenter på den anden bliver afdækket i historierne om de modsætninger og opgør, der måtte opstå undervejs. Særlig vigtig fremstår Ejnar Pedersens beretning om, hvordan håndværkere og arkitekter arbejdede sammen, eksperimenterede sammen og udviklede møblerne i et intenst og frugtbart samspil mellem æstetik og håndværk.
Ejnar Pedersen har levet et helt liv. Han er møbelsnedker, men også far, ægtemand, kæreste. Han fortæller om sit lykkelige ægteskab med Kirsten, som han fik børnene Karen og Søren med, men som døde, da børnene blot var halvvoksne. Siden fik han 28 år sammen med Hanne Kjærholm, der delte hans indstilling til tilværelsen – både menneskeligt og fagligt.

Håndværk og livsværk er en personlig fortælling og et fagligt testamente, der afdækker snedkerfagets historie og sætter fokus på de traditioner, der ligger til grund for kvaliteten i og betydningen af dansk håndværk.