Søgeresultater: 50

Måske var Karl og Ebbe lidt skøre, og de ting de fandt på, var heller ikke altid lige almindelige, men de var flinke nok mod Gotfred, og det var hovedsagen. Han følte sig også mere tryg, nu hvor han var med i en klub - eller næsten med. Det var bare mærkeligt, at de var ligeglade med alt. De så altid sammenbidte ud, når de kom gående. Ansigterne var som hugget i sten. Lige meget hvad der skete, lod de som om, det ragede dem et hak ...

Hvad gør man, hvis ens ven forsvinder i en verden, som man ikke har kendskab til, men gerne vil have ham tilbage? Det er første gang en lille forsamling af gysenes mestre bliver stillet over for denne svære situation. Vampyren Dracula, varulven Eddie, Frankensteins monster Boris og den hovedløse Sir Arthur Fieldstein savner deres distræte kammerat mumien Mummy, siden han tog ind til byens museum for at besøge sin onkel i den egyptiske afdeling. Situationen er kritisk, da Mummy, forvirret som han er, kunne komme til at afsløre sig selv og vennerne overfor omverdenen. Det er ellers lykkedes dem at holde sig skjult for omverdenen i et gammelt slot, der benyttes til voksmuseum. Om dagen står de stille som voksfigurer i rædselskabinettet, men om natten trækker de sig tilbage til mere magelige omgivelser i riddersalen, hvor de fordriver tiden med skak og andre små sysler. Desværre er Mummy altså forsvundet og må genfindes for hver en pris, uden at deres eksistens røbes.

Helt ude, hvor selv bussen til Ledøje har vendt om, ligger Blodsumpen. En ekspedition er blevet sendt ud for at afsløre hemmeligheden bag de mange forsvundne mennesker gennem den seneste tid. Hvad gemmer Blodsumpen på af afskyvækkende overraskelser - og hvorfor var det, at ekspeditionen fra "De kom fra Blodsumpen 1" ikke kom tilbage?

2. bog i serien om Viggo, Mylle og Dr. Zakarov

Dr. Zakarov er netop blevet færdig med sin seneste opfindelse: Tidspillen. Der findes to slags: røde og blå. De røde får en til at rejse tilbage i tiden, mens de blå sender en frem i tiden. Viggo plager om at få lov til at prøve pillerne, men Dr. Zakarov siger nej! Der er alt, alt for farligt og risikabelt, men inden han ser sig om er drengene sendt på en fantastisk færd 30.000 år tilbage i tiden med en gal hulebjørn lige i hælene …

Let at læse og med masser af illustrationer

Emil fra Lønneberg kan faktisk andet end at lave skarnsstreger og prikke Line i maven, så hun spilder et helt fad paltdej i hovedet på Emils far. Det var jo bare et uheld. Han kan for eksempel skaffe sig sin helt egen hest - og så kan han lave julebord til alle Lønnebergs fattiglemmer, så de næsten må trille hjem til fattiggården bagefter. Jo, Emils mor har skam ret: Emil er en god dreng.

Astrid Lindgren har selv sagt om Emil, at han var den af hendes børnebogsfigurer, hun holdt mest af. Mere om Emil fra Lønneberg udkom første gang i 1966 og er den anden af de tre kapitelbøger om Emil. De to andre hedder Emil fra Lønneberg og Han er her endnu Emil fra Lønneberg

Nåh ja, jeg glemte sgu lige at fortælle, hvad båvn … øh … bover … nej, altså historien handler om. Det er denne her flue, Heino, hedder den vist, og den er vist lige ved at få megastress over alle de hundelorte, den skal nå at besøge. Og så er der vist noget kedeligt noget med kærlighed. Det kan jeg ikke lige huske, men jeg har altså læst bogen, og den var pisselet at læse og pissesjov … tror jeg nok. Men læs den selv, jeg gider sgu da ikke fortælle dig det hele, vel!

John får noget på hovedet er en historie om et rart egern, som hed John. Han var en mægtig flink fyr med en dejlig busket rød hale og et par flotte fortænder. Han var måske ikke superkvik, men han var heller ikke helt tabt bag en vogn. John har været en ørn til at samle forråd det år. Han har været så flittig, at han til sidst beslutter, at nu kan det være nok. Nu vil han bare nyde efteråret og vinteren ... helt alene!

Men faktisk er det ikke så sjovt at være helt alene. Det er sjovere at have nogen at dele sit forråd med.

Men det er faktisk farligt sådan at gå og ønske sig sådan noget som en kone og godt selskab, for lige pludselig sker der en række ting lidt for hurtigt og John ender ikke alene i selskab med et andet ret kønt egern - men han har også fået en flue, en fisk og en fugl i nakken ... eller rettere oven på hovedet!

Emmy glæder sig rigtig (rigtig) meget, til hun skal konfirmeres, og hun ved fuldstændigt, hvordan den store dag bliver helt perfekt. Man skal have en fuldt udarbejdet ønskeseddel, finde den perfekte kjole, køres fra kirken i hvid limousine og selvfølgelig have fundet det perfekte sted at holde festen - med den helt perfekte menu til.

Desværre Emmy må indse, at der er rigtig langt imellem hendes drøm om en fest på det fine sted Hvide Okse og hendes mors pengepung, der snarere dikterer Karlager Forsamlingshus. Oven i det opdager hun, at der faktisk er nogle mennesker, fx en af hendes nærmeste veninder (og præsten!), som tager det der med Gud og konfirmation ret seriøst. Og her troede hun lige, det mest af alt drejede sig om, om man fik en eller to store gaver af sine fraskilte forældre.


"Konfirmationshys? Hvem, mig???" er nulte del af Mette Finderups prisbelønnede serie om Emmy, der bor alene med sin mor, og prøver at holde styr på verden og matematik fra livet. Før Emmy begyndte at skrive rigtig dagbog, havde hun nemlig en helt anden bog, en konfirmationsdagbog, hun fik af sin mormor. Og derfor hedder dette bind nummer 0.

I en fugtdrivende tronsal i en middelalderlig skyggeborg i et blodsugende rædselsrige sidder den sindssyge vampyrdæmon Knusum Kranikum besat af tanken om at blive udødelig ... Og i en lille fredelig by i et rart, men lidt kedsommeligt land går Catharina og Arnold rundt og tror, at verden er et trygt sted at være ...

I Sylegårds mørke korridorer kommer ti kæmpemæssige skikkelser trampende i pels og plade, udrustet med grusomme våben, parat til at tjene Knusum Kranikum som hans specialtrænede vampyrtrolde ... Og i Arnolds og Catharinas verden er livet præget af ventetid, sære drømme og lange eftermiddage alene hjemme i tavse tomme huse ...

I skyggerne af Knusum Kranikums dramatiske død lægger ulvemanden Lusingando en fælde, som skal knuse Hegemonien og bringe ham selv på tronen, som den retmæssige hersker i Kvæhl ... Og Catharina og Arnold står til deres store overraskelse ansigt til fjæs med Kvæhls beboere i en sidste dødbringende kamp ...

Nåh ja, jeg glemte sgu lige at fortælle, hvad båvn … øh … bover … nej, altså historien handler om. Det er de her giraffer, Lennart og Johan, som er pisseuvenner over noget mad eller noget - ihvertfald bliver de så sultne, at de måske kommer til at spise hinanden. Ej, eller osse er det kun den ene, der spiser den anden. Jeg kan ikke lige huske det, men jeg har altså læst bogen, og den var pisselet at læse og pissesjov … tror jeg nok. Men læs den selv, jeg gider sgu da ikke fortælle dig det hele, vel?!