Søgeresultater: 3

Jeg tænker hver dag over den næste sætning. Først i formuleringen af problemet ser jeg det for mig. At fylde et A4-ark ud er medicinering. Det er mental massage. Mit immunsystem står stærkere, når jeg har skrevet. A4-arket et mit terræn. Her vil jeg gerne udfolde mig ukontrolleret og uovervåget. A4-arket er mit panic room. Det er her, jeg søger ind, når det hele brænder på. Men det er ikke for at skjule mig. Det er tværtimod her, at hemmelighederne viser sig, og jeg håber ikke, at jeg kommer til at løbe fra mit ansvar i bøgerne. Det ville være fejt og helt misforstået. Det er på linjerne, at jeg viser mine sande sider. Jeg forsøger i hvert fald, for det er afgørende at være sine skygger bekendt. Kun det ærlige udtryk står distancen, og i denne bog må mørket frem. Frem i lyset.

“Vi kører over Skjernådalen med oversvømmede enge på begge sider af vejen. Vandet slår med krappe bølger mod vejens rabatter, og pludselig åbner skydækket sig. En gylden solnedgang kaster et sidelys ind over ådalen og får Lønborg Kirkes hvide tårn til at lyse mod den mørke vinterhimmel. Da forstår jeg godt, at min søster elsker sin hjemegn. Det gør jeg også.”

Hvad ligger bag snakken om land mod by? Jyder mod Københavnere? Findes der en særlig vestjysk mentalitet, og hvor kommer den i givet fald fra? Har fortidens religiøse vækkelser haft betydning for udviklingen af det midt- og vestjyske industrieventyr? Hvem var Klit-Per og hvad er Vestjylland i dag? En overset tidslomme eller et højmoderne samfund forklædt som udkant? Og hvad med fremtidens udfordringer med klimaet og den grønne omstilling?

“Vestenvind” er en bog om Vestjylland og Danmark i går, i dag og i morgen.

Egon Clausen er født på en ensomt beliggende hedegård i Hemmet, ved Ringkøbing Fjord. Han har tilbragt størsteparten af sit arbejdsliv i København, hvor han i mange år har været redaktør på P1 i Danmarks Radio. Han har udgivet en lang række bøger og skrevet stribevis af kronikker, kommentarer og anmeldelser i landsdækkende dagblade. Hans vingefang spænder således fra missionshuset i Vestjylland til de kulturradikale saloner i København.

Den pludselige indskydelse er for mig at se den største inspiration. Den er jeg nødt til at reagere på. Jeg er ikke i tvivl: Tænder idéen mig, så må jeg i gang. Jeg må se, hvad den fører med sig. Straks! Den første tanke skal undersøges og udbygges, og når den er skrevet igennem, er der ro på. Så kan jeg trække vejret. Så får dagen liv igen. Den historiske bevidsthed er afgørende. Jeg søger de forfattere, der med livet som indsats har bragt verden videre. Jeg må finde den musik, den malerkunst, der har udfordret ensretning og identitetsløshed. De må aldrig forsvinde fra radaren. Hukommelse kan ikke gå i glemmebogen. Heller ikke min egen. Jeg vil ikke slippe helgenerne. Heltene. Deres hvisken og råb runger, ringer mig stadig op.