Nu er det endelig sket. Frem med Othellolagkagen! Min mor er blevet førtidspensionist (…) Jeg lider, derfor er jeg. Der er identitet i lidelse, og det er der mange, der glemmer. I hvert fald er min mor glad for sin nye titel, og hun fortæller det til alle, som gider lytte:-)
Helt ude i hampen er Karina Pedersens personlige rapport fra den danske ghetto-underklasse – der, hvor alle har det til fælles, at de iflg. forfatteren skal bruge en erfaren slægtsforsker for at finde frem til et familiemedlem, der har haft et almindeligt lønarbejde.
Forfatteren skåner ingen, heller ikke sin egen dysfunktionelle familie. Hun skriver om brødrenes endeløse fiaskoer, den pillemisbrugende mor og den fraværende far. En fortælling, hvor det eneste mønster, der brydes, er underklassens evne til at synke dybere, end den burde, fordi de mennesker, vi møder, vælger at gøre sig afhængige af ydelser fra det offentlige, og kun ser sig selv som ofre for tilfældigheder. Skrevet så råt og så sjovt, at man ikke aner, om man skal græde eller grine.
