Søgeresultater: 111

En uvurderlig guide til Virginia Woolfs forfatterskab og et nærbillede af et passioneret kunstnerisk sind.

Bogen er en redigeret udgave af hendes 26 private dagbøger, udvalgt af hendes mand Leonard Woolf efter hendes død.

Samlingen består af de af Virginias Woolfs dagbogsnotater, som omhandler hendes egne bøger, det at skrive og den kunstneriske proces, såvel som modtagelsen af hendes værker. Der er passager, der bedst karakteriseres som skriveøvelser eller råmateriale til hendes forskellige bøger, skitser af scener, og skitser af personer og karakterer. Dertil kommer en lang række interessante kommentarer til og læsninger af andres bøger.

Det første notat stammer fra 1918 og det sidste er nedfældet tre uger før hendes selvmord i 1941, et tidspænd der rummer et liv fuld af bekymringer, triumfer og kreative visioner.

Bogens er oversat af Karsten Sand Iversen.

Pressen skriver:

»En uvurderlig guide til Virginia Woolfs forfatterskab og et nærbillede af et passioneret kunstnerisk sind.«
– Den lokale avis

»Her finder man Woolfs arbejds- og læsenoter, skarpe formuleringer af hendes poetik (at mætte hvert atom af øjeblikket), reportager fra bilrejse til Italien og udflugt til solformørkelse, portrætter af nære og bekendte med den pen, der både kan være følsom og spiddende.«
– Information

»Det er spændende sådan at få indblik i, hvad kunsten krævede af Woolf, og hvad hun tænkte om det og sit liv i det hele taget.«
– **** Kristeligt Dagblad

Efter nærved 2000 koncertoptrædener og 22 års rakkerliv på de danske veje beskriver Michael Falch et farvel til den rodløse turnétilværelse. Målet er at koncentrere sig om livet med familien på gården i Kalvehave. Det er den alvorlige side af Michael Falch på tærsklen til et nyt liv, der kommer til udtryk i dagbogsnotaterne, hvor han reflekterer over, om han kan undvære livet i overhalingsbanen. Men midt i alvoren er der også plads til varme skildringer af personer, han har mødt på sin vej. Michael Falch debuterede som forfatter i 2000 med bogen Helligdage. Hjemveje udkom i 2002. 

I 1962 stod den unge greve Claus Ahlefeldt for at skulle overtage Egeskov Slot på Fyn – men først ville han rejse jorden rundt. På Tahiti mødte han kærligheden i skikkelse af en indfødt kvinde, der skulle komme til at ændre hans liv. Han rejste hjem til Egeskov, de mistede kontakten, og først en halv menneskealder senere lykkedes det ham på mirakuløs vis igen at finde den nu 64-årige Agnès. Efter 36 år rejste han tilbage til Tahiti …

Underholdende og åbenhjertigt fortæller Claus Ahlefeldt et frodigt eventyr om en ung mand, der lærer at elske. Og om hvordan det er at vende tilbage til en stor, dyb kærlighed mange år senere.

Skriv for satan, skriv! Sådan begynder Mit år, der består af optegnelser fra sommeren 1999, hen over årtusindskiftet til sommeren 2000; en periode, Ib Michael tilbringer i stadig fart mellem ude og hjemme: fra Kikhavn til Sydafrika, fra New York til Yemen og Polynesien, fra Ladakh og Japan til Italien, hvor han skriver digtsamlingen Rosa Mundi. Det er et bevægende dokument om op- og nedture, og samtidig en hyldest til hans nærmeste, til billedkunsten og til den litteratur, han føler, han står i gæld til.

Thomas Dinesen (bror til Karen Blixen) tjente i Canada under Første Verdenskrig. Dette er hans krigsmemoirer. Thomas Dinesen var en af kun to danskere, som modtog Victoriakorset under Første Verdenskrig.

Kristeligt Dagblad skriver om bogen:
Hans beskrivelse af krigen og soldaterkulturen er nøgtern og uden forstillelse: angst, homoseksualitet, tyndskid, druk, frost, sult, smertefuld død, ventetid og fjendtlig ild. Kunsten at være en god soldat er ikke at overleve, men at gå ind i kampen med bevidstheden om, at livet er sat til på forhånd. Først da kan man træde helt ind i den tilstand, som krigen er. For Dinesen var denne tilstand mere virkelig en al anden virkelighed. Krigen var for Dinesen ikke ensbetydende med tab af mening; den var derimod ladet med skæbne og betydning.

Under et par fodrejser på Langeland med sønnen Kaare og daglejeren Christian Hansen fra Kurvemose reflekterer Vagn Lundbye over historien, samfundet og filosofien. "Fodrejser på Langeland" rummer to selvstændige rejsebeskrivelser; "Langelandsk fodrejse" og "Fodrejse på sporet af Langelandsbanen". Vagn Lundbye (1933-2016) var en dansk forfatter. Han debuterede i 1964 med novellen "En af disse" i tidsskriftet Vindrose og udgav to år efter romanen "Signalement". Siden skrev han både romaner, noveller, digte og rejseskildringer. Lundbye har modtaget flere priser for sit forfatterskab, blandt andet Kritikerprisen, Oehlenschlägers Mindelegat, Beatriceprisen og Det Danske Akademis Store Pris.

Englespor bryder tavsheden og tabuet om selvmord. Gennem Katrine Lunds dagbog får vi et førstehåndsindblik i de følelser og tanker, som unge selvmordstruede kæmper med. Katrines fortælling gør os alle klogere – og kan hjælpe andre unge med at indse, at selvmord aldrig er løsningen.

Kim Malthe-Bruun tog i 1940 realeksamen fra Stenhus kostskole og blev derefter ungmand på en tremastet skonnert. Han kom ind i illegalt arbejde, blev taget af tyskerne og dømt til døden. Han blev henrettet 6. april 1945. Hans dagbogsnotater og de lange breve til kæresten Hanne Kampmann tegner et billede af en ung mand, der vidste, hvad han gjorde og var rede til at betale prisen for det.

I 1975 kunne Anker Jørgensen igen sætte sig i spidsen som statsminister for en dansk regering, efter Socialdemokratiet i et par år måtte overlade styringen til en venstreregering. I sin dagbog fortæller han om de turbulente år i det danske politiske liv og de udfordringer, Socialdemokratiet stod over for. Denne del af dagbøgerne slutter ved regeringsændringen, hvor Svend Auken bliver minister. Anker Jørgensen fortæller desuden om sine private oplevelser i perioden. Anker Jørgensen (1922-2016) er et ikonisk navn i dansk politik. Han var socialdemokrat og bestred blandt andet posten som socialdemokratiets formand og statsminister. Under besættelsen var han en del af modstandsbevægelsen, hvor han kom til at lede en militærgruppe, der modtog og distribuerede våben og ammunition.

Mig og Caminoen er en personlig beretning fra en veteran, der har gået turen en gang årligt siden 1992. Han beretter om de strabadser, han (og alle andre) uvægerligt møder, de praktiske overvejelser, der følger, og de tanker, han i øvrigt gør sig undervejs på den ca. 800 kilometer lange vandretur, som han tilbagelægger på 4-5 uger.

Henrik Friediger er en skarp iagttager og en åbenhjertig og vedkommende fortæller. Bogen inspirerer, både som en indre og ydre rejsebeskrivelse, og den har bud til de mange, der allerede har vandret turen, såvel som til dem, der drømmer om eller planlægger at gøre det.

Hans Magnus Enzensberger er ikke kendt for at strø om sig med interviews eller udtalelser om personlige forhold i det hele taget. Tværtimod. Derfor vakte det opsigt i Tyskland, da ”Tumult” udkom sidste efterår og det stod klart, at Enzensberger havde skrevet en selvbiografi. ”Tumult” er et resultat af, at Enzensberger i sin kælder fandt en kasse med gamle notater, der bl.a. omhandler hans besøg i Krustjovs feriehus i 1963.

Turene til U.S.S.R. blev også anledningen til skilsmissen fra hans første kone, da han mødte den russiske forfatter Maria Makarova, som han forelskede sig i og senere giftede sig med. I "Tumult" møder den ældre Enzensberger møder sig selv, som han var for 50 år siden, og læseren får indblik i tidens (60’ernes) politiske landskab samt forfatterens holdning til den unge Enzensberger.

I Min fede hjerne tager journalist, dokumentarist og forfatter Mette Korsgaard på en personlig, humoristisk og ærlig rejse med slidsomme slankekure, der viser sig at være håbløse på den lange bane. Igennem et år fører hun dagbog, og vi er med, når nætter med sult bliver alenlange, når alt, hun kan koncentrere sig om i en dramatisk italiensk mafiafilm, er en pastaret, og når lægen ihærdigt prøver at holde hendes mod oppe til endnu en måned på slankemedicin.

Løbende konsulterer hun videnskaben, hvor nogle af de tungeste vægtforskere bidrager med forklaringen på, hvorfor verdens befolkning bliver tykkere og tykkere, når  de fleste af os helst vil være tynde. Og hvorfor hun selv gør det, trods diæter og løbebånd.

Mette Korsgaard sætter til sidst spørgsmålstegn ved samfundets definition på den sunde krop, og vi bliver klogere på, hvorfor det sundeste vil være at melde sig ud af verdens slankecirkus.