Søgeresultater: 5

Klaksvig, den 14. juli.

Vindstyrke 10. Regn. „Bamker“ går ikke som planlagt, men får at vide at „Briton Pride“ besejler ruten kl. 2. Formiddag på værelset med Heinesens „Den sorte Gryde“. Møder i boghandelen en ung boghandler, der genkender mig med det samme. Ærgerlig over at blive opfanget på den måde, men han viser sig at være en flink fyr.

Kl. 14 med „Briton Pride“ nordpå i sundet mellem Kunø og Kalsø. Vinden stadig nord, styrke 9-10, men dertil en kraftig nordgående strøm, hvad der skaber en helt fabelagtig sø. Det smalle farvand mellem øerne som en kogende gryde, og „Briton Pride“ tager nogle gevaldige ture, så en af de 4 passagerer brækker sig i strømme. Vi gennemfører ruten Klaksvig-Syðradalur-Kunø-Klaksvig på 5 timer. Billetpris 8 kr. Det mest fantastiske er, at kaptajnen i dette vejr kan lægge til ved bryggerne i den voldsomme brænding. I Syðradalur går han direkte til bryggen, i Kunø lader han skibet drive for maskinen nogle få meter fra fjeldet, mens passagerer og gods sejles ind i skibsbåden, som det koster folkene synlige anstrengelser at manøvrere i den stærke strøm. Godset består mest af tomme mælkejunger, der sejles i land og udskiftes med nye. Skibet er en af de såkaldte „mælkebåde“. I Mikladalur en brænding så voldsom, at folkene i land må spænde en fangline ud over bølgerne, da ikke engang skibsbåden her kan lægge direkte til molen, men må losses, mens folkene i båden og på land holder det spinkle fartøj fri af betonmolen ved snart at fire, snart at slække linen. Jeg har aldrig været vidne til en tilsvarende dødsforagt.

Kap Sounion, den 28. april 1972.

Ud for øen Gaidhouróniso stryger vi sejlene og går alene for maskinen de sidste mil ind til en stille vig umiddelbart vest for kappet med Poseidon-templet, som vi har kunnet se allerede i en time. Nu tegner det sig solbelyst med den blå himmel på toppen af det grønne forbjerg. Jeg lærer Gitte at styre båden, så hun bliver i stand til at tage roret, når Ole og jeg sætter og stryger sejlene, hvad én mand ikke kan gøre alene. Inde i vigen lader vi ankeret falde og går i land i jollen. Lige i strandkanten ligger her en lille hvidkalket restaurant med halvtag og blåmalede vinduer og træstole. Her får vi en udmærket frokost med spidstegte kalvekødsstumper og hvid Demestico og tager så afsked med John.

Derefter op til templet, en dorisk bygning med bredkannelurede søjler opført 444 f.Kr. af den smukkeste silkegrå marmor fra Agrileza. Sokrates var ca. 70 minus 45 = 25, da Poseidontemplet blev rejst. Det ligger en 60 m over havoverfladen, i dag er det diset i horisonten, men i klart vejr skal man endog kunne skimte Milos samt selvfølgelig en mængde andre af Kykladerne.

Mig og Caminoen er en personlig beretning fra en veteran, der har gået turen en gang årligt siden 1992. Han beretter om de strabadser, han (og alle andre) uvægerligt møder, de praktiske overvejelser, der følger, og de tanker, han i øvrigt gør sig undervejs på den ca. 800 kilometer lange vandretur, som han tilbagelægger på 4-5 uger.

Henrik Friediger er en skarp iagttager og en åbenhjertig og vedkommende fortæller. Bogen inspirerer, både som en indre og ydre rejsebeskrivelse, og den har bud til de mange, der allerede har vandret turen, såvel som til dem, der drømmer om eller planlægger at gøre det.

Sonia Choquette havde i mange år været succesrig forfatter og spirituel lærer i USA, men hendes liv faldt fra hinanden, da hun inden for en kort årrække oplevede, at to nære familiemedlemmer pludselig døde, hendes ægteskab gik i stykker, og hun følte sig ladt i stikken af kolleger, hun ellers stolede på.

For at komme på fode igen besluttede hun sig for den ældgamle spirituelle praksis at tage på pilgrimsvandring – at gå Caminoen, der strækker sig over Pyrenæerne i Frankrig til Santiago de Compostela i Spanien. Vejen hjem er hendes kraftfulde og dybt spirituelle personlige beretning om sin til tider barske tur på vej tilbage til sit sande selv.

Med sit levende sprog tager hun læseren med på både en indre og ydre rejse, og vi kommer helt tæt på alt fra hendes indre dialoger og erkendelser, møder med andre pilgrimme og smertende fødder til uventede øjeblikke fyldt med spirituelle velsignelser, humor, skønhed og dyb indsigt.

Hendes rejse er unik, men de ting, hun lærte, er universelle – de handler om at ære vores højeste selv såvel som relationerne til andre og vigtigheden af at tilgive alt.

I 1971 rejste den 26-årige Id Michael for første gang til Mexico. Han var netop debuteret som forfatter, og med ham på rejsen var maleren Per Kirkeby og fotografen Teit Jørgensen.

"Det lukkede øje" indeholder den komplette dagbog for de tre måneder, turen varede, og er forsynet med et rigt udvalg af Per Kirkebys tegninger fra rejsen.

Ib Michael er født i 1945 og debuterede som forfatter i 1970 med "En hidtil uset drøm om skibe". Han fik sit gennembrud i 1989 med "Kilroy, Kilroy" og er sidenhen blevet en af de mest elskede og anerkendte danske forfattere. Ib Michael har udgivet et væld af bøger, som foregår ofte uden for Danmarks grænser, typisk i Oceanien eller Sydamerika, og han blander gerne sydamerikansk magisk realisme ind i sine værker.

Gasherbrum betyder på pakistansk "De Smukke Bjerge" og da vi så disse bjerge fra et højt pas på vej ud fra det centrale Karakoram i Pakistan i 1994, var vi sikre på, at vi måtte komme tilbage. 1998 var vi så tilbage for at prøve at komme op på såvel Gasherbrum I, der med sine 8068 meter hører til blandt de 14 højeste i verden - bjergene over 8000 meter - som Gasherbrum VI, som var jomfrueligt. Det blev en hændelsesrig og spændende ekspedition med fantastiske syn og oplevelser, der helt levede op til forventningerne til De Smukke Bjerge.