Søgeresultater: 26

Året 1814 blev skæbnesvangert for ‘ægteskabet’ mellem Danmark og Norge. Siden 1380 havde tvillingriget været vævet sammen i politik, sprog og finkultur, men efter 434 års samvær skød en svensk kronprins med krigslist og diplomatiske krumspring en kile ind i alliancen. I Danmark begræd man tabet af Norge, mens man i nord så anderledes mørkt på dansketiden, som man kaldte 400-årsnatten. Med skilsmissen vejrede nordmændene morgenluft, og en revolutionær grundlov pustede liv i håbet om, at solen snart kunne stå op igen over et selvstændigt norsk rige. Det tog mange år, før tilliden var genoprettet, og da danske skandinavister begyndte at prædike nordisk fællesskab, nægtede Norge at tro på, at eksen havde forandret sig. Bruddet var endegyldigt.

I 1782 udåndede H.C. Schimmelmann, rigets rigeste mand og største slaveejer. Det år blomstrede København som aldrig før med luksusforbrug og fester i prægtige palæer, fordi handelen med kinesisk te, indisk bomuld, jysk kød, caribisk sukker og afrikanske slavegjorte forsødede livet for en snæver elite. Under parykken havde Schimmelmann været hjernen bag hele menageriet. Han havde opkøbt den danske stats plantager i Vestindien, var rigets skatmester, og med sine skibe og selskaber købte og solgte han på et glødende globalt marked. Men det søde liv kom med en bismag af lig i lasten. For at nogle kan blive meget rige og privilegerede, må andre som regel være meget fattige og undertrykte.

De fem forbandede år 1940-1945. Stærke ord og en kamp, der under besættelsen i Danmark stod mellem de gode og de onde. Mellem danskerne og tyskerne. Heltene var de modstandsfolk, der især fra august 1943 kæmpede mod tyskerne. Målet med modstanden var naturligvis Danmarks befrielse. Det sagde de i hvert fald. Men kradser man i overfladen, var motiverne og ikke mindst planerne for efterkrigstiden meget forskellige. Nogle ønskede bare at vende tilbage til tilstandene før krigen. Andre ønskede et nyt og mere moralsk Danmark, mens atter andre ønskede dramatiske forandringer. Måske endda en revolution. Det frygtede de etablerede politikere, og derfor blev mange politikere modstandens modstandere.

Den største stund. Den bedste gave. Ordene var mange, og euforien stor ved Genforeningen i 1920. 56 år efter det forsmædelige nederlag i 1864 var det slut med at vente og længes. Sønderjylland kom igen hjem til Danmark. Og som det bedste havde sønderjyderne selv valgt, om de skulle høre til Danmark eller Tyskland. Folkenes selvbestemmelsesret og magt lå i tidsånden, og sønderjyderne kunne fejre, at de igen fik dansk konge, og at de nu var en del af en dansk nationalstat. Så måtte de leve med, at hertugdømmet Slesvig blev delt over på midten, og at den nye grænse skabte mindretal på begge sider.

En imperialistisk skurk! Er det sådan, Island husker rigsfællesskabet med Danmark? Eller står kunstneren alene med scenen nedenfor - en saga om magtmisbrug, fordomme og overgreb? Den danske fortælling om næsten 600 års fællestid er knap så iskold. Måske fordi Danmark har glemt næsten alt. Eller har tiet forbindelsen ihjel. I 1809 var historien en anden, og islændingene tog det roligt, da bannerføreren for en fejlslået frihedsrevolution blev sat i fængsel. Først senere blev nationalitet og sagaerne slagmarker, og selvstyre et folkeligt krav. I 1944 var fællesskabet endegyldigt slut, og den nordatlantiske ø blev til republikken Island.

Hvad er klokken? Danskerne tjekker i gennemsnit uret 18 gange i døgnet, og der er da også nok at holde øje med. Skoletider, spisetider og sengetider - og man skulle jo helst heller ikke komme for sent på arbejde. Forudsætningen for at indgå aftaler er, at vi alle har den samme tidsforståelse. I Danmark har vi fulgt det samme klokkeslæt siden den 1. januar 1894. Da gjorde man op med ideen om, at hver landsby havde sin egen lokale tid styret af solens gang over himlen, og universaltiden gjorde landet til en del af en verden med tidszoner. Lige siden har de samme timer, minutter og sekunder været den afgørende målestok i en verden besat af tid. For uden tid, ingen danmarkshistorier.

Når en konge dør, plejer en efterfølger at stå klar i kulissen. Sådan var det ikke i 1533, da Frederik 1. udåndede. Rigsrådet, der skulle vælge en ny regent, kunne ikke nå til enighed og udskød beslutningen. Spliden fik modsætninger mellem katolikker og protestanter til at flamme op. Riget var i ubalance, og striden om arvefølgen førte fra sommeren 1534 til en regulær borgerkrig. Oprørske bønder hvæssede deres leer, og lejetropper blev hyret ind, blandt andet anført af en tysk greve. Den blodige fejde stod på i to lange år og banede vejen for Reformationen og afskaffelsen af den katolske kirke i Danmark.

En septemberdag i 1066 var det pludselig slut for den ellers succesfulde norske kong Harald 3. Hårderåde. Den såkaldte sidste viking, hvis CV talte utallige slag, lange rejser til bl.a. Kyiv og tjeneste hos kejseren i Konstantinopel, blev dræbt af en pil på slagmarken ved Stamford Bridge. Han havde forsøgt at gøre sine skandinaviske kongekollegaer kunsten efter og erobre England. Nederlaget satte punktum for det nordiske herredømme derovre, men også for den sagnomspundne vikingetid. Betegnelsen for den historiske periode blev opfundet af en dansk arkæolog i 1870’erne for at styrke fortællingen om nationen og er siden blevet brugt og misbrugt af fodboldfans, nazister og smørproducenter.

I januar 1962 dumpede en tynd, mørkeblå pjece ind ad brevsprækken hos samtlige danskere. Afsenderen var Statsministeriet, og overskriften lød Hvis krigen kommer. 17 år forinden havde USA afsluttet verdenskrigen med to atombomber over Japan. De dræbte tusinder og satte gang i Den Kolde Krig mellem USA og Sovjet, der gjorde ord som prøvesprængninger, civilforsvar og radioaktivt nedfald til allemandseje. Senere råbte miljødemonstranter nej tak til atomkraft, og det sovjetiske atomkraftværk Tjernobyl nedsmeltede i en stråleregn. I dag er der igen stærke kræfter, der promoverer kernekraft som fremtidens blændende brændstof.

En sensommerdag i 1387 greb Margrete 1. magten. Ugen forinden var hendes søn, teenagekongen Oluf, pludselig død, og Norden stod uden regent. Men ikke længe. Som datter af Valdemar Atterdag kendte Margrete magtspillets regler, og ved snarrådig snilde blev hun indsat som rigets overhoved. Efterfølgende satte hun sine krigslystne konkurrenter skakmat og forenede Norden. Margrete var nu middelalderens mægtigste majestæt. Andre dronninger som Thyra, Dorothea eller Sophie Amalie har måttet stå i skyggen af deres mænd. Ikke desto mindre er det ikke blot lykkedes dem at opfostre magtbegærlige sønner, men også at præge nationens sindelag.

Efter et skånselsløst naboopgør i 1658, hvor svenskerne drog over isen og tog os på sengen, måtte vi skamfuldt afstå Skåne, Halland og Blekinge. Siden er området forsvensket og betragtes nu blot som en fjern fætter. Skånelandene var dog danske från början og havde været det i 800 år. Landsdelen, der engang blev besunget som ”det smukkeste land i Danmark”, var lige så pæredansk som Jylland, Fyn og Sjælland, og kongerigets hovedstad kunne lige så vel have ligget i Lund sammen med ærkebispesædet. I dag vajer det rødgule flag fortsat foran mange sydsvenske træhuse, og siden Øresundsbroens indvielse er der igen blevet hvisket om ”Skåne – en født del af Danmark”.

Danmarks dåbsattest i Jelling. Sådan kender vi runerne. Men runer handlede ikke kun om monumenter, kristendom og kongerige. Folk skrev også om krig, sex og sladder. Og runerne havde allerede 800 år på bagen, da Harald Blåtand satte sit gigantiske monument i 965. De latinske bogstaver kom ind i det danske rige med kristendommen, men nordboerne holdt fast i runerne, og det gør vi faktisk endnu. Tænk blot på symbolet for Bluetooth på mobiltelefoner. Vi bruger også runer til tatoveringer, på fodboldtrøjer og i tvserier, så de sidste runer er ikke ristet endnu. Lisbeth M. Imer, seniorforsker og runolog ved Nationalmuseet, læser skriften og fortæller, hvordan runer bruges og forstås kulturhistorisk – både dengang og nu.