Søgeresultater: 27

Landbruget var i dyb krise. Arbejdsløsheden i byerne var tårnhøj. En storkonflikt lurede. Den 29. januar 1933 trak indædte politiske modstandere tov om landets fremtid i statsminister Staunings private gemakker. Først klokken fire næste morgen, efter en forsonende dram, kunne de luske hjem med en aftale i hånden. Kanslergadeforliget var født! Snart begyndte myterne om den dramatiske nat at blive spundet: Var forliget et bevis på et samarbejdende folkestyre, der lagde en grundsten til velfærdsstaten, eller var det en nødløsning i et kriseramt samfund, hvor arbejdsløse brostensbevæbnede ballademagere vendte parlamentarismen ryggen?

Omkring år 1208 satte Saxo det sidste punktum i sin kolossale krønike om det danske riges historie. 20 år tidligere havde ærkebiskop Absalon bedt ham skrive et værk, der kunne forherlige riget, bevise dets ælde og storhed og gøre landet berømt og beundret i al evighed. Da historien endelig var fortalt, fik værket ikke megen opmærksomhed. Kun med nød og næppe overlevede Saxos prægtige danmarkshistorie. Så bragede den til gengæld igennem. Først blev Saxo kongens og landets ejendom. Så blev han folkets store helt. Og i dag, 800 år efter at han lod pennen flyde, er Saxo på vej mod global berømmelse.

En bombe i en turban i en jysk avis førte til Danmarks voldsomste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. Jyllands-Postens 12 karikaturer af muslimernes hellige profet satte i efteråret 2005 fut i en følelsesladet debat mellem politikere, forkæmpere for ytringsfrihed og troende og ikketroende muslimer. Er ytringsfriheden hellig og ukrænkelig – eller bør man tage hensyn til religiøse mindretals følelser? Debatten løb løbsk og især i Mellemøsten udløste den bølger af vrede, boykot af fetaost og afbrænding af ambassader. Her blev karikaturerne anledning til, at regionens opgør med Vesten om fortidens magtforhold og uretfærdigheder blussede op på ny.

I 1991 sendte Danmark efter lang tids tøven korvetten Olfert Fischer til Golfen. For var det ikke bedre med en humanitær indsats - og hørte et lille land hjemme i så stor en krig? I 2011 var Folketinget kun få timer om enstemmigt at beslutte, at Danmark skulle sende bombefly til Libyen, og vi blev et af de lande, der kastede flest bomber i det fjerne ørkenland. I mellemtiden havde Danmark deltaget i krigene på Balkan, i Afghanistan og i Irak. På 20 år var holdningen til krig forandret, så Danmark mere end andre lande bidrog til internationale militære operationer - og gerne i den hårde ende. Hvordan gik det til? Bo Lidegaard, historiker, dr.phil., tidligere topembedsmand og chefredaktør, fortæller om Danmark i krig 1991-2011.

I januar 1962 dumpede en tynd, mørkeblå pjece ind ad brevsprækken hos samtlige danskere. Afsenderen var Statsministeriet, og overskriften lød Hvis krigen kommer. 17 år forinden havde USA afsluttet verdenskrigen med to atombomber over Japan. De dræbte tusinder og satte gang i Den Kolde Krig mellem USA og Sovjet, der gjorde ord som prøvesprængninger, civilforsvar og radioaktivt nedfald til allemandseje. Senere råbte miljødemonstranter nej tak til atomkraft, og det sovjetiske atomkraftværk Tjernobyl nedsmeltede i en stråleregn. I dag er der igen stærke kræfter, der promoverer kernekraft som fremtidens blændende brændstof.

En sensommerdag i 1387 greb Margrete 1. magten. Ugen forinden var hendes søn, teenagekongen Oluf, pludselig død, og Norden stod uden regent. Men ikke længe. Som datter af Valdemar Atterdag kendte Margrete magtspillets regler, og ved snarrådig snilde blev hun indsat som rigets overhoved. Efterfølgende satte hun sine krigslystne konkurrenter skakmat og forenede Norden. Margrete var nu middelalderens mægtigste majestæt. Andre dronninger som Thyra, Dorothea eller Sophie Amalie har måttet stå i skyggen af deres mænd. Ikke desto mindre er det ikke blot lykkedes dem at opfostre magtbegærlige sønner, men også at præge nationens sindelag.

Efter et skånselsløst naboopgør i 1658, hvor svenskerne drog over isen og tog os på sengen, måtte vi skamfuldt afstå Skåne, Halland og Blekinge. Siden er området forsvensket og betragtes nu blot som en fjern fætter. Skånelandene var dog danske från början og havde været det i 800 år. Landsdelen, der engang blev besunget som ”det smukkeste land i Danmark”, var lige så pæredansk som Jylland, Fyn og Sjælland, og kongerigets hovedstad kunne lige så vel have ligget i Lund sammen med ærkebispesædet. I dag vajer det rødgule flag fortsat foran mange sydsvenske træhuse, og siden Øresundsbroens indvielse er der igen blevet hvisket om ”Skåne – en født del af Danmark”.

Olie. Et lille ord på fire sorte bogstaver. Men med stor betydning. Oliekrisen ramte Vesten i 1973, og den slog Danmark ekstra hårdt. Siden Anden Verdenskrig havde det sorte guld givet danskerne energi til køleskabe, nye biler og mere velvære. Men da de olieproducerende lande satte priserne op og skruede ned for forsyningerne, måtte danskerne tage kolde brusebade og finde det varme tøj frem. Krisen fik politikerne til at satse på det lige så sorte kul, indtil miljø og klima for alvor kom på dagsordenen i 1990’erne. Så skulle danskerne skifte den sorte energi ud med den rene gas, vindmøller og solceller. Både for at sikre strøm og varme i hverdagen og for at gøre planeten grøn igen. Tænd læselampen, og læs om bilfrie søndage, når Mogens Rüdiger, historiker ved Aalborg Universitet, fortæller om oliekrise og danskernes brug af energi.

En novembernat i 1286 brød marsk Stig og hans medsammensvorne ind i en lade i Finderup og dolkede den sovende konge 56 gange. Sådan lyder fortællingen i hvert fald, men faktisk er både morder, mordvåben og motiv fortsat ukendte. Og det gør kongedrabet i det mørke Midtjylland til en af danmarkshistoriens mest celebre uløste kriminalgåder. Erik Klipping var den fjerde konge på blot 40 år, der blev dræbt på tronen. Hans blå blod var knap nok størknet, før viser og vås løb gennem landet, og lige siden har munke, digtere, historikere og sågar EF-kritikere fortolket mordet. Handlede det om ære og arv? En lidt for dameglad regent? Eller var Erik en magtliderlig tyran, der fortjente sin skæbne? Mysteriet fortsætter.

Aldrig igen! I ruinerne af Anden Verdenskrig og på skuldrene af Folkeforbundet opstod FN i 1945. Fred og forhandlinger skulle afløse krige og konflikter, og Danmark meldte sig parat til at arbejde for en fredelig, stabil og retfærdig verden. Under Den Kolde Krig gik landet balancegang mellem stormagterne, men snart meldte Danmark selvstændigt ud og kæmpede for at få sine mærkesager igennem. Selv om den danske regering i 1995 valgte at prioritere aktiv militærpolitik i NATO endnu mere, er Danmark også i dag med til at sikre fred og sikkerhed i verdens brændpunkter.

I 1660 henvendte det bedre borgerskab og kirkens folk sig allerunderdanigst til kongen med et tilbud. Det lød på, at Danmark skulle være et arvekongerige. Hidtil havde adelen valgt kongen, men Svenskekrigene havde bragt landet i uføre, og tiden kaldte på forandring. Frederik 3. sagde ja tak og tolkede arveretten sådan, at han nu var enevældig. Den officielle propaganda fremstillede magten som givet af Gud, og den gik i arv til de næste otte konger. Først da Frederik 7. i 1849 satte sit navn under Grundloven, blev enevælden opløst. Styreformen satte betydelige aftryk på stat og samfund, og selv om den ophørte for over 150 år siden, præger vaner og erfaringer fra perioden fortsat danskerne, fx i skikkelse af vores stærke tillid til staten.

I anden halvdel af 1100-tallet forstærkede kong Valdemar den Store forsvarsværket Danevirke med Valdemarsmuren. En flere kilometer lang og op til syv meter høj kæmpemur af teglsten, det sidste skrig inden for byggematerialer. Muren var endnu en monumental udbygning af fæstningsværket, der omkring år 500 var anlagt som lange jordvolde til sikring af rigets grænse mod krigerisk indtrængen fra syd. Senere mistede det sin militære værdi, men aldrig sin symbolske kraft – slet ikke i 1864, hvor forhåbningerne til et uigennemtrængeligt værn mod preusserne var tårnhøje. Danevirke er Nordeuropas største bygningsværk af sin art og anerkendt som verdensarv af UNESCO. Tag til Sydslesvig med Kasper H. Andersen, historiker ved Moesgaard Museum, og mød et af Danmarks helt store fortidsminder.