Søgeresultater: 79

Israel har i mange år ført krig mod palæstinenserne med etniske udrensninger og krigsforbrydelser, bombninger af Gaza og Vestbredden osv. Den krig begyndte ikke i 1967 og ikke engang i 1948, men i begyndelsen af 1900-tallet, hvor zionisterne begyndte deres kolonisering og erobring af Palæstina. Og ‘løsningerne’ på den permanente krig, såsom Oslo-aftalen, er hidtil slået fejl.

Rystende portrætter af de almindelige mennesker som udførte nazisternes mord. Denne bog præsenterer læserne for et katalog af udvalgte nazistiske gerningsmænd og kvinder, der deltog i mordet på regimets sindslidende og handikappede og på de europæiske jøder i de tre udryddelseslejre Belzec, Sobibor og Treblinka fra 1940-43. I denne periode ledede ’T4’ i Berlin ’eutanasi’-aktionen og ’Aktion Reinhardt’ indtil organisationens officielle ophør som ’mordcentral’ i 1943. Anders Otte Stensager gør detaljeret rede for nazisternes morderiske organisation. Hvordan var den indrettet? Hvilke opgaver skulde udføres? Men han sætter samtidig ansigt på de mennesker, som havde mord som deres daglige arbejde. Hvem var de, og hvad var deres baggrund?

Franz Stangl, født i Østrig i 1908, var en af de mest eftersøgte krigsforbrydere fra Anden Verdenskrig. Han startede i kriminalpolitiet i Linz, var involveret i nazisternes eutanasiprogram med drab på sindslidende og blev derefter lejrkommandant for to af de mest berygtede udryddelseslejre, Sobibor og Treblinka i Polen. Efter tyskernes kapitulation flygtede han til Brasilien, men blev mange år senere fundet og retsforfulgt i Vesttyskland. I 1970 blev han dømt for medvirken til mord på mindst 400.000 mennesker. Ved siden af beretningen om Stangls liv og karriere giver bogen en detaljeret beskrivelse af eutanasiprogrammet og af gennemførelsen af jødeudryddelserne i Polen under Aktion Reinhardt. Samtidig præsenteres læseren for en række af de gerningsmænd og -kvinder, som sammen med Stangl deltog i ”medlidenhedsdrabene” og derefter medvirkede til gennemførelsen af “Die Endlösung”. Endelig gives et indblik i nazisternes flugtruter ud af Europa og de diplomatiske forviklinger, der førte til Stangls udlevering og dom. Bogen er den første samlede biografiske skildring, der er skrevet om Gestapomanden og familiefaderen Franz Stangl. Den baserer sig på forfatterens gennemgang af et særdeles omfangsrigt og ikke tidligere offentliggjort historisk kildemateriale fra en lang række udenlandske arkiver, herunder vidneudsagn fra overlevende og medgerningsmænd.

I udryddelseslejrene Belzec, Sobibor og Treblinkai Polen blev der i årene 1942-43 dræbt ikke færre end 1,7 mio. jøder. Hvad færre nok ved er, at nazisternes såkaldte eutanasi-program udgjorde en prolog til massemordet. Mordprogrammet, som blev administreret fra Berlin, havde udelukkende til hensigt at dræbe sindslidende og handikappede i seks udvalgte mordanstalter eller ”eutanasicentre.” Hovedparten af de ansvarlige kom til at udgøre kernen i det faste mandskab i Belzec, Sobibor og Treblinka under ”Aktion Reinhardt”, som var kodenavnet for den tyske plan om at udrydde alle Polens jøder i Generalguvernementet. En af de mest berygtede fra Aktion Reinhardt var kriminalkommissæren fra Stuttgart Christian Wirth (1885-1944) — af mandskabet også kaldet Christian den Grusomme. Bogen er den første samlede biografi, der hidtil er skrevet om Wirth. Samtidig afslører bogen flere hidtil ukendte danske vinkler på historien. Flere danskere med sindslidelser blev således dræbt i de seks mordanstalter, og en SS-mand med dansk familiebaggrund deltog i udryddelsen af jøderne i Sobibor.

Redningen af de 7000 danske jøder i oktober 1943 er en enestående begivenhed i Holocausts tragiske historie. I "I Hitler-Tysklands skygge" giver otte besættelseshistorikere et omfattende og mangesidigt udsnit af den nyeste forskning om de danske myndigheder og jødernes situation i Danmark i årene op til og under redningsaktionen. Oktober 1943 er et lyst i mørket, men der lægges ikke skjul på, at også Danmark havde sin snert af antisemitisme og hårdhændet flygtningepolitik. Hans Sode-Madsen (f. 1942) var som cand.mag. i historie seniorforsker ved Rigsarkivet. Foruden flere bidrag om de danske jøder i Theresienstadt har han bl.a. skrevet artikler til Gads to besættelsestidsleksika, "Dansk besættelsestid 1940-1945" (2002) og "Hvem var hvem 1940-1945" (2005). For Folketingets Magtudredning bidrog han 2002 med "Farlig ungdom. Samfundet, ungdommen og Ungdomskommissionen 1945-70".

Året er 1943. Tyske soldater marcherer i Danmarks gader, og seksårige Johna oplever for første gang, at hun er forkert. Hun er forkert, fordi hendes mor er jøde. Hun er forkert, fordi hun mangler sin venstre hånd. Og hun er forkert, fordi hun viser frygt og stiller for mange spørgsmål. Snart hober hemmelighederne sig op, og Johna får svært ved at holde styr på, hvad sandheden er – og hvem hun er. Alt dette misterdog sin betydning, da hun må flygte for sit liv, skjule sig i bunden af en fiskerbåd og forlade sit land. Den røde paraply er en sand historie skrevet af en usædvanlig kvinde. Efter krigen flyttede familien til USA, hvor Johna mange år senere forfattede sine erindringer i The Red Umbrella. Bogen har rørt og engageret sine engelsksprogede læsere, som blandt andet har sammenlignet Johnas historie med Anne Franks. Nu kan bogen for første gang læses på dansk.

BARN AF MIN TID er en erindringsbog og en dagbog fra Hitlertiden. Dens hovedtema er imidlertid ikke nazismens rædsler og grusomheder, men beretningen om en emigration der gik godt og en barndom, hvor truslerne kun usynligt var til stede. Bogen giver et livligt billede af en akademisk og musikalsk dommerfamilie i Hamborg. Alt er tryghed – indtil 1933, hvor Maria er 7 år gammel. Med ét er alt forandret: emigration til Danmark, et nyt sprog, en ny verden. Og socialt en tilværelse i økonomisk afhængighed. Men for pigen Maria betyder emigrationen også alt det spændende og nye: en ny skole, danske salmer, Siegfried og Gøngehøvdingen i én lystig blanding. Efter 9. april 1940 trækker det sammen på ny. Familien Marcus kommer efter en dramatisk men vellykket flugt til Sverige. Et ophold, som kommer til at vare to år og som i bogen beskrives detaljeret gennem faderens og den 17-årige Marias egne dagbogsoptegnelser – en ung piges dagbog om at være dansk flygtning i Sverige, nye venner, ny poesi, det første kys og hvad dermed fulgte.

BARN AF MIN TID er en bog om, hvordan det opleves at blive rykket op med rode i en tidlig alder – og mærke hvordan det er at skyde nye rødder.

En bog om kultursammenstød på godt og ondt. Om at være fremmed.

Men først og fremmest er BARN AF MIN TID et selvportræt af en ung pige, der kæmper stædigt for at finde kærligheden og meningen med livet og sig selv – det store @»J@« i passet: hvad vil det sige at være jøde?

500 breve fra Wien, omhyggeligt sorteret efter dato, omviklet med snor og gemt af vejen. Adressaten er Otto Ullmann, en 13-årig jødisk dreng, som i vinteren 1939 ankom til Skåne fra det nazistiske Østrig – uden sine forældre. Josef og Elise Ullmanns 500 længselsfulde breve til deres søn og eneste barn er et vidnesbyrd om et jødisk forældrepars sorg og fornedrelse i Wien og Theresienstadt. Indtil korrespondancen en efterårsdag i 1944 hører op. Det er en tragedie pr. post, skrevet netop så lavmælt og håbløst fuldt af fortrøstning, som man må skrive til en dreng, der er alene i et fremmed land. Elisabeth Åsbrinks bog om familien Ullmann er samtidig et personligt og bevægende opgør med en nation og et folk, som ikke handlede, som man bør over for mennesker i yderste nød. For midt under Holocaust, i det jødiske folks mest desperate stund, blomstrede antisemitismen hele vejen op gennem det svenske samfund og ind i sagsbehandlerkontorerne, hvor jøders ansøgninger om asyl blev forsynet med et »m« for mosaisk – og af den grund oftest afvist.

Da nazisterne i 1943 indledte forfølgelsen af jøder i Danmark, flygtede hovedparten af de danske jøder til Sverige. For nylig er det kommet frem, at en del af dem, måtte efterlade deres børn i Danmark. Disse børn kaldes i dag 'de gemte børn'. I denne bog fortæller 11 af disse børn, hvordan det at være et 'gemt barn' har præget resten af deres liv.

I starten af 1900-tallet levede størstedelen af verdens jødiske befolkning i Østeuropa, hvor en levende jødisk kultur udfoldede sig. "Næste år i Jerusalem" fastholder et historisk blik på jøderne for at kunne stille spørgsmålet om, hvordan en undertrykt befolkning endte som undertrykker i Israel. Bogen stiller også spørgsmålet, om Israel var løsningen på det jødiske spørgsmål, og om jøderne overhovedet er et folk. Morten Thing (f. 1945) er en dansk kulturhistoriker og forfatter, der arbejder som forskningsbibliotekar ved Roskilde Universitet. Han voksede op på Nørrebro som barn af russiske jøder. Morten Thing har udgivet flere bøger blandt andet om sin fars oplevelser som modstandsmand under besættelsen, jødisk identitet og kulturhistorie.

I udryddelseslejren Chełmno i Polen blev der i perioden fra december 1941 til juli 1944 dræbt 170.000 mennesker, primært jøder og overvejende fra Polen. Ofrene blev samlet i ghettoen i Łódź, der i begyndelsen af 1940 husede 163.000 mennesker, som levede uden tilstrækkeligt med fødevarer og uden kloakering og vandforsyning, hvilket medførte udbrud af hungersnød og epidemier. Chełmno, på tysk Kulmhof, var den første nazistiske udryddelseslejr, der blev oprettet. Her gennemførte man for første gang systematiske massedrab på jøder med udstødningsgas udført i mobile gaskamre monteret på specialkonstruerede lastbiler. Teknikken forfinedes og blev fra marts 1942 også anvendt i de tre udryddelseslejre Bełżec, Sobibór og Treblinka. Lejren blev drevet af en Sonderkommando bestående af SS- og politifolk, der også stod for at gennemføre drabene. Særkommandoen havde allerede erfaring med at begå mord på psykisk syge og sindslidende i Reichsgau Wartheland, og den erfaring tog de med sig til Chełmno. Chełmno er den af de nazistiske udryddelseslejre, der er mindst kendt uden for Polen, og historien om den er ikke før blevet skrevet på dansk. Bogen bygger på en omfattende research i en række internationale arkiver.

Søstrene fra Auschwitz er en sand historie om to jødiske søstres modstand mod den nazistiske overmagt. Det er en hyldest til to kvinders heltemod og næstekærlighed – og en påmindelse om menneskets evne til at overleve. En barsk fortælling til dig, der kunne lide Bibliotekaren fra Auschwitz.
I 1940 invaderer nazisterne Holland. Blandt dem, der kæmper mod besættelsesmagten, er to modige kvinder, de jødiske søstre fra Amsterdam, Janny og Lien Brilleslijper. Søstrene risikerer den visse død, men det forhindrer dem ikke i at yde deres medmennesker beskyttelse på et hemmeligt og sikkert tilflugtssted i skoven med livet på spil – i et hus ved navn Fuglereden.
Omtrent halvfjerds år senere flytter Roxane van Iperen ind i Fuglereden. Her begynder hun arbejdet med at bringe den glemte historie frem i lyset. Historien om da stedet og dets beboere bliver forrådt, og Janny og Lien bliver sat på det sidste tog til Auschwitz sammen med Anne Frank og hendes familie. Hvad der herefter sker udfordrer søstrene ud over den menneskelige forestillingsevne, da de berøves alt på nær deres mod, ukuelighed og deres kærlighed til hinanden.