Søgeresultater: 7

Få kvinder har fortalt om overlevelse i nazisternes kz-lejre. Med VIDNER FRA HOLOCAUST står 10 jødiske kvinder frem og fortæller om de grusomheder, de blev udsat for under folkemordet.

Selv om de asociale udgjorde op mod 10 % af alle deporterede danskere, er de forblevet besættelsestidens stedbørn. Med denne bog fortælles deres historie for første gang.

"Sådan kørte vi i tre dage og tre nætter, uden at de åbnede dørene. Nogle blev syge, og enkelte døde, så det var næsten en befrielse, da toget standsede, og dørene blev åbnet, hvor vi fik frisk luft. Vi fik at vide, at det var Polen, og at det var i nærheden af Auschwitz. Det var mørkt, vi kunne ikke se. Der var en blanding af sne og mudder på jorden, og vi skulle ud. 'Schnell, schnell', det var de ord, vi hørte hele tiden." "Jeg har aldrig fortalt den historie, jeg her har fortalt, til nogen." Der er i dag kun få overlevende fra 2. Verdenskrigs lejre. Denne bog indeholder syv danske fangers fortællinger om deres tid i nazitysklands koncentrations- og udryddelseslejre. Vidnerne fortæller om liv og død og om hændelser, der har fulgt dem resten af deres liv. Bogen samler de enestående fortællinger til et kollektivt vidnesbyrd om ubegribelige begivenheder, som fortsat ikke må glemmes.

Den 19. september 1944 opløste tyskerne det danske politi, og næsten 2000 danske betjente blev anholdt.

DET MÅ ALDRIG SKE IGEN er den unge betjent Anton Guldbæks beretning om det, der begyndte med at være en almindelig dag på kontoret og endte med otte måneder i helvede. Om turen fra Aalborg til Frøslevlejren, fra koncentrationslejrene Neuengamme og Buchenwald og videre til krigsfangelejren Mühlberg. Og tilbage igen med "de hvide busser" til Sverige, hvor han opholdt sig frem til Befrielsen.

En velskrevet, usentimental og gribende personlig fortælling, der giver et enestående indblik i et stykke Danmarkshistorie, vi aldrig må glemme. En øjenvidneberetning, som familien først nu, 70 år efter, har ønsket at udgive til minde om det danske politis sværeste periode.

Som 10-årig blev Otto Dov Kulka sendt først til ghettoen i Theresienstadt og derfra til Auschwitz. Som en af de få overlevende har han brugt hovedparten af sit liv på at studere nazismen og holocaust, men altid har han som historiker holdt den største professionelle distance og objektivitet og pakket sin personlige historie langt væk.

Et fascinerende og skelsættende indblik i jagten på verdenshistoriens største massemorder

I det første kaos efter Anden Verdenskrig eksisterede der ikke nogen strategi for tilfangetagelsen og retsforfølgelsen af de skyldige, og mange af krigens forbrydere havde held til at flygte.

En af dem, der var ansvarlig for at komme til bunds i Naziregimets krigsforbrydelser, var den tyskfødte britiske jøde Hanns Alexander. Under sin medvirken i efterforskningen i koncentrationslejren Belsen blev han så chokeret over de rædsler, der var gået for sig, at han besjælet af en stærk trang til retfærdighed begyndte at tage ud på efterforskningstogter som selvbestaltet Nazijæger. Inden længe havde hans metode vist sig frugtbar, og han havde held til at opspore og anholde adskillige krigsforbrydere. Siden blev han rekrutteret af den britiske efterretningstjeneste som leder af en efterforskningsstyrke med det formål at stille de højest rangerende tyske nazister for retten.

Det var denne mand, der endte med at opspore og tilfangetage verdenshistoriens største massemorder, kommandanten af Auschwitz, Rudolf Höss.

Bogen skildrer ikke blot Höss’ flugt og tilfangetagelse, men kommer også langt ind under huden på det menneske, som iværksatte verdenshistoriens største folkemord, samtidig med at han levede et harmonisk familieliv med sin kone og børn i en villa, der lå så tæt på de store krematorier, at huset var indhyllet i røgen fra resterne af de mange jøder, der endte deres dage i Auschwitz.

????? Fyens Stiftstidende

AT FORSTÅ ER IKKE AT TILGIVE handler om at blive deporteret som 15-årig til Theresienstadt og slutter med refleksioner om det umulige i at tilgive, om tro og det svære, men nødvendige arbejde i dagligt at konfrontere sine dæmoner ved at fortælle og tale om de grusomme oplevelser. Bogen føjer et vigtigt kapitel til erindringslitteraturen fra Anden Verdenskrig ved at fokusere på kunsten at overleve et krigstraume.