Søgeresultater: 4

I Nye horisonter beretter Steffen Heiberg om, hvordan Europa blev verdens centrum og med afsæt i de store opdagelser kunne underlægge sig det meste af verden. Men de nye horisonter var ikke kun geografiske. Skydevåben, bogtrykkerkunst og perspektivisk maleri forandrede krigsførelse, kommunikation og kunst, og andre nybrud revolutionerede handel og administration. Kopernikus, Kepler og Galilei banede vejen for en ny forståelse af universet, hvor Jorden ikke længere var omdrejningspunkt. Men der var også uro og usikkerhed. Luthers reformation splittede kirken, og den militære ødelæggelseskapacitet mangedobledes. Det endte med den forfærdelige Trediveårskrig, der lagde store dele af Tyskland øde. Helt afgørende blev humanismen i denne periode en fælles kulturel norm for hele det kristne Europa. Humanismen har trods religiøse og nationale skel lige siden 1500-tallet bundet Europa sammen i et værdifællesskab. Steffen Heiberg har med Nye horisonter skrevet en ny, stor europæisk kulturhistorie, som kommer rundt i hele samfundet, men skrevet med et formidabelt overblik. Vi kommer med på farefulde rejser og til ødsle hoffester, ser ind i usle hytter og uhumske bymiljøer. Vi møder Leonardo da Vincis fantasier, Machiavellis magtanalyser, spanske conquistadorer, Shakespeares dramaer og meget, meget mere.

Optændt af Luthers ord førte den både fromme og frygtede Johan Rantzau sin ven Christian 3. til sejr i Grevens Fejde og banede vejen for protestantismen. Gennem den brutale hærfører tegner bogen RANTZAU et malende portræt af Europa mellem middelalder og modernitet.

Da Mehmed den 2.’s tropper i 1453 brød gennem Konstantinopels mure, faldt den sidste rest af Romerriget. Den tyrkiske sejr sendte chokbølger gennem den kristne verden. En af de vigtigste kristne byer var bukket under, og antikken syntes endeligt afsluttet. Antikken er død, leve antikken! - kunne man fristes til at sige. Konstantinopels fald satte nemlig yderligere gang i renæssancen, som var begyndt i 1300-tallets Italien. Nye opfindelser - og ikke mindst nye tanker - så dagens lys. Man søgte ud i verden og opdagede nye lande og fremmede folk. I Danmark udbrød der borgerkrig, og i Tyskland protesterede munken Martin Luther mod Den katolske Kirkes afladshandel. De protestantiske tanker resulterede i mange års krige og en deling af Europa mellem katolikker og protestanter. I ”Renæssancen” fortælles om dengang, man kiggede tilbage for at komme fremad. Perioden fra Konstantinopels fald i 1453 til Den westfalske Fred i 1648 er en af de mest begivenhedsrige perioder i Europas historie. Her blev fundamentet til det moderne Europa skabt.

I Renæssancen og humanismens rødder tegner idéhistorikeren Rune Engelbreth Larsen et signalement af den kalejdoskopiske vifte af tanker og idéer, der kommer til udtryk i renæssancen. Her mødes, brydes og forenes en række traditionelle modsætningspar som hedenskab og kristendom, alkymi og videnskab, frihed og slaveri, kætteri og kirke - menneske og Gud. I renæssancen krydser opdagelsesrejsende oceaner og kontinenter, bogtrykkerkunsten skaber en kommunikationsrevolution, naturen romantiseres og mytologiseres, mennesket bliver universets centrum - og ud af denne kulturelle smeltedigel opstår rødderne til den verdens- og menneskeanskuelse, som senere får navnet humanisme. Renæssancen og humanismens rødder afdækker epokens brudflader og paradokser i kontrast til middelalderkirkens og reformationens verdensforsagende træk. Reformationen anskues som et punktum for den europæiske renæssance, men samtidig belyses den egenartede blanding af humanistiske tendenser og reformatoriske bestræbelser, som udspiller sig i Danmark i det 16. århundrede, indtil den lutherske ortodoksi endegyldigt slår igennem.