Søgeresultater: 18

RUDOLF VRBAS fangenskab og flugt er en af de mest uafrystelige historier fra Anden Verdenskrig. Det er én mands vidnesbyrd om den største forbrydelse nogensinde, Holocaust, men også en forbløffende fortælling om menneskets ukuelighed og mageløse vilje til at leve. Rudolf Vrba overlevede to år i dødsriget Auschwitz, inden han flygtede; ud gennem SS’ tætmaskede bevogtning, til fods i nattemørket, i skjul om dagen, indtil han efter ufattelige strabadser slap ind over grænsen til Slovakiet. Hvad han der kunne berette, chokerede en hel verden. FLUGTEN FRA AUSCHWITZ er en dramatisk førstehåndsberetning fra civilisationens nulpunkt. Det er samtidig et historisk nøgledokument, forfattet af den ene af mændene bag den såkaldte Vrba-Wetzler-rapport, der i sommeren 1944 blev smuglet ud af det nazistisk besatte Europa og for første gang gav den frie verden fuldt indblik i uhyrlighederne bag kz-lejrenes pigtråd. Rudolf Vrbas erindringer fra 1963, som nu omsider foreligger på dansk, er i denne udgivelse forsynet med en oversættelse af den oprindelige Vrba-Wetzler-rapport, som den blev dikteret af Rudolf Vrba og hans flugtmakker, Alfréd Wetzler, umiddelbart efter at de ankom til Žilina i Slovakiet i april 1944. Rapporten var en vægtig kilde i den internationale presses første gruopvækkende nyhedshistorier om massemordet i Auschwitz, og dens detaljerede oplysninger om dødstal og drabsmetoder indgik siden som bevismateriale i Nürnbergprocessen, de allieredes retsopgør med nazisterne efter Anden Verdenskrig.

Sunneva Sandø var en kvinde af sjældent mod. Hendes indsats under Anden Verdenskrig var så heroisk og betydelig, at hun er blandt de højst dekorerede danskere i perioden. Alligevel blev hun stort set glemt af eftertiden. I slutningen af 1920’erne går Sunnevas medicinstudium ikke så godt, og den mand hun ser, kan hendes far ikke acceptere. Men hun er ung. Så hvorfor ikke bare starte forfra? Hun flytter til Paris og finder hurtigt ind i bohèmemiljøet på Montparnasse, hvor hun får lov til at være den frie fugl, hun dybest set gerne vil være. I løbet af 1930erne stabler hun sit eget gymnastik institut på benene med lokaler ved Luxembourg haven, og eleverne strømmer til. Efter besættelsen i 1940 bliver Sunneva en del af det underjordiske Paris og sætter livet på spil ved at skjule britiske og franske agenter samt jødiske familier på flugt fra nazisterne. Men historien om Sunneva er også grum. I foråret 1944 bliver hun indhentet af Gestapo og slæbt med til forhør. Og hvad man gør for at knække hende i Gestapo-hovedkvarteret i Rue de Saussaies, er dyster læsning. Siden bliver hun sendt til kz-lejren Ravensbrück nord for Berlin, et ophold, som hun overlever på trods, vilje og held. Anders Otte Stensagers beretning om Sunneva Sandøs utrolige skæbne er baseret på hendes egne nedskrevne erindringer, breve og fotografier, suppleret med arkivresearch og samtaler med efterladte slægtninge, der husker hendes viljefaste, ubøjelige karakter. Bogen udkom første gang i 2013.

I vinteren 1938-39 ankom en arbejdskommando med 500 fanger fra kz-lejren Sachsenhausen til en øde plet ved navn Ravensbrück dybt inde i de vidtstrakte skove nord for Berlin. Rigets kz-inspektorat havde fundet lokaliteten velegnet til opførelsen af en kz-lejr udelukkende til kvinder. Efter et halvt år stod lejren færdig, nøje anlagt efter strenge overvågningsprincipper, projekteret til 3.000 fanger og forsynet med gode faciliteter til vagtmandskabet fra SS. I maj 1939 ankom de første kvinder, klar til at indgå i den industriproduktion, som var lejrens formål. Det var et andet og mere kaotisk Ravensbrück, 44 danske kvinder og børn ankom til fra midten af 1943. I løbet af de første krigsår rundede antallet af fanger 10.000, overbelægningen var katastrofal, snart lå der både to og tre fanger i hver køje i de dårligt isolerede træbarakker, og epidemier og mangelsygdomme tog livet af fanger i hobetal, hvis ikke ”udvælgelsen” af syge og svage fanger til henrettelse ved skydning eller gasning. Mod krigens slutning var Ravensbrück ikke længere en velorganiseret arbejdslejr for kvinder, men et stopfyldt inferno, som kun de heldigste slap levende fra. Kvinderne i Ravensbrück er den første samlede fremstilling af de danske Ravensbrück-fangers historie. Hvorfor havnede de i lejren, hvordan formede deres hverdag sig der, og hvordan overlevede de? Bogen, der også giver et udførligt indblik i lejrens organisering og rolle i kz-systemet, bygger på indsatte danske fangers vidnesbyrd og omfattende research i danske og internationale arkiver og er et unikt bidrag til afdækningen af danske kvinders skæbne som kz-fanger under Anden Verdenskrig. Bogen udkom første gang i 2011.

Få kvinder har fortalt om overlevelse i nazisternes kz-lejre. Med VIDNER FRA HOLOCAUST står 10 jødiske kvinder frem og fortæller om de grusomheder, de blev udsat for under folkemordet.

Selv om de asociale udgjorde op mod 10 % af alle deporterede danskere, er de forblevet besættelsestidens stedbørn. Med denne bog fortælles deres historie for første gang.

Bent Blüdnikow fortæller historien om et usandsynligt og umage venskab. Det er historien om topnazisten Hermann Görings personlige venskab med den tyske jøde Hugo Rothenberg, der var blevet en del af det københavnske borgerskab. I løbet af 1920’erne besøgte Göring ofte København, og han takkede Rothenberg for hans store gæstfrihed. Ganske usædvanligt bad nazisten jøden sige til, hvis han kunne gøre noget til gengæld.

Da jødeforfølgelserne i Tyskland tog fart i 1930’erne, var det tid til at gøre brug af Görings venlighed. Göring lod stik mod alle forventninger venskabelig forpligtelse trumfe hans ideologier. Han sørgede for, at Rothenberg kunne rejse frit i Tyskland og derved redde et stort antal tyske jøder i sikkerhed.

Bent Blüdnikows bog er dog andet end bare en solstrålehistorie. Den kaster også lys på den danske holdning til jøder og andre fremmede. Både politikere og politi fremstilles i et lidet flatterende lys.

"Blüdnikows bog efterlader en dirren i sindet. Det skyldes ikke blot dens historiske tema, men også dens betydning som indlæg i den aktuelle debat om Danmark som asylland for politiske flygtninge." - Herbert Pundik Bent Blüdnikow (f. 1954) er en dansk historiker, anmelder, journalist og debattør. Han står bag en lang række bøger om Danmarks historie med særligt fokus på jødernes historie i Danmark. Bent Blüdnikow har blandt andet været debatredaktør og anmelder på Weekendavisen og debat- og kronikredaktør på Berlingske Tidende samt arkivar og seniorforsker på rigsarkivet.

Denne bog er baseret på en række kassettebånd, hvor Ernst Ellesøe Hansen i 1990 fortalte sin kone om fængslingen i Vestre Fængsel og de frygtelige vilkår, de levede under i KZ-lejren Neuengamme med tvangsarbejde i de såkaldte KZ Aussenlager. Ernst Ellesøe Hansen var ”en gudbenået fortæller”, som de tre børn skriver i deres forord, med et skarpt og helt igennem usentimentalt blik for detaljerne i det frygtelige fangeskab, ofte med en humoristisk vinkel.

”Eichmann satte mig ind i metoden med motorgasning i lastvogne, som man hidtil havde benyttet den østpå. Men det kunne der slet ikke være tale om med de massetransporter, man kunne vente i Auschwitz. Henrettelse ved hjælp af kuloxyd fra bruser i et baderum, som man havde benyttet det ved udryddelse af de sindssyge nogle steder i Tyskland, ville kræve for store bygningskomplekser, og det var højst problematisk, om man var i stand til at fremskaffe gas til så store masser.”

Rudolf Höss var den første kommandant i nazisternes frygtede koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig. Selvom han i selvbiografien fremstiller sig selv som en soldat, der blot fulgte sine overordnede i beslutningen om masseudryddelsen af jøderne, var han personligt ansvarlig for at føre ordren ud i livet og stod direkte bag massedrab på millioner af mennesker. I bogen beskriver Rudolf Höss med uhyggelig nøgternhed og kulde de lavpraktiske problemer ved at skulle udrydde så mange mennesker ad gangen og skille sig af med ligene.

Rudolf Höss beretter om livet som frivillig soldat under Første Verdenskrig, årene i Brandenburg Tugthus, hvor han sad fængslet for drab, og hvordan det lykkedes ham at stige i graderne, da nazisterne tog magten. Höss selv tegner et billede af en almindelig mand og familiefar, der gennem lydighed og pligt, uden anger, udfører massemord på effektiviseret industrielt plan, og det gør læsningen desto mere rystende og gruopvækkende. Höss skrev bogen i fangenskab i 1946, inden han blev henrettet i 1947, og den er et vigtigt historisk vidneudsagn om forbrydelserne under holocaust.

Bogen er forsynet med den oprindelige danske udgaves forord af den norske forfatter og lyriker Arnulf Øverland, der sad i KZ-lejren Sachsenhausen fra 1942-1945, og bringes som den udkom første gang i 1959.

Rudolf Höss (1900-1947) var en tysk topnazist, der var kommandant i den frygtede polske koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig og ansvarlig på mordet på millioner af mennesker. Han trådte ind i SS i 1934 og arbejdede sig hurtigt op til toppen af nazistpartiet. Efter krigen vidnede han mod andre nazister under Nürnbergprocessen, hvorefter han blev udleveret til Polen. I 1947 blev han dømt til døden og hængt foran indgangen til krematoriet i Auschwitz.

Under Anden Verdenskrig sad den tyske jøde Eddie Jaku i kz-lejre, og han mistede sin familie, sine venner, sit land. Alligevel kaldte han sig Jordens lykkeligste mand, kort inden sin død som 101-årig i 2021.

Den 19. september 1944 opløste tyskerne det danske politi, og næsten 2000 danske betjente blev anholdt.

DET MÅ ALDRIG SKE IGEN er den unge betjent Anton Guldbæks beretning om det, der begyndte med at være en almindelig dag på kontoret og endte med otte måneder i helvede. Om turen fra Aalborg til Frøslevlejren, fra koncentrationslejrene Neuengamme og Buchenwald og videre til krigsfangelejren Mühlberg. Og tilbage igen med "de hvide busser" til Sverige, hvor han opholdt sig frem til Befrielsen.

En velskrevet, usentimental og gribende personlig fortælling, der giver et enestående indblik i et stykke Danmarkshistorie, vi aldrig må glemme. En øjenvidneberetning, som familien først nu, 70 år efter, har ønsket at udgive til minde om det danske politis sværeste periode.

"Sådan kørte vi i tre dage og tre nætter, uden at de åbnede dørene. Nogle blev syge, og enkelte døde, så det var næsten en befrielse, da toget standsede, og dørene blev åbnet, hvor vi fik frisk luft. Vi fik at vide, at det var Polen, og at det var i nærheden af Auschwitz. Det var mørkt, vi kunne ikke se. Der var en blanding af sne og mudder på jorden, og vi skulle ud. 'Schnell, schnell', det var de ord, vi hørte hele tiden." "Jeg har aldrig fortalt den historie, jeg her har fortalt, til nogen." Der er i dag kun få overlevende fra 2. Verdenskrigs lejre. Denne bog indeholder syv danske fangers fortællinger om deres tid i nazitysklands koncentrations- og udryddelseslejre. Vidnerne fortæller om liv og død og om hændelser, der har fulgt dem resten af deres liv. Bogen samler de enestående fortællinger til et kollektivt vidnesbyrd om ubegribelige begivenheder, som fortsat ikke må glemmes.

Den 5. maj 1945 om morgenen, mens beboerne på Møn langsomt vågnede efter at have fejret frihedsbudskabet, blev en synkefærdig flodpram bugseret ind til det lille fiskerleje Klintholm Havn. Ombord var 345 fanger fra kz-lejren Stutthof, og en redningsaktion uden sidestykke tog sin begyndelse.

SKIBET FRA HELVEDE er den bemærkelsesværdige historie om, hvordan Anden Verdenskrigs rædsler drev i land i et lille dansk øsamfund og satte befrielsesfesten på pause. For mønboerne - med en gruppe modstandsfolk, lokale læger og Dansk Røde Kors-medlemmer i spidsen - satte deres eget liv på spil og kastede sig ind i arbejdet med at hjælpe de udsultede, syge og døende kz-fanger.

SKIBET FRA HELVEDE er en fortælling om en lokalbefolkning, der ved et tilfælde blev hvirvlet ind i verdenshistoriske begivenheder og udviste et unikt sammenhold og hjælpsomhed - og en historie om at blive reddet fra rædsler og skulle slå sig ned i et nyt og fremmed land.