Søgeresultater: 8

"Jeg fik anvist et værelse, der vendte ud mod parkeringspladsen; Lance fik sit eget værelse ved siden af. Læg dig på sengen, rul ærmet op, ræk mig armen. Slap af. Dr. Moral anbragte en tom blodtransfusionspose på et hvidt håndklæde på gulvet nær sengen og vaskede indersiden af mit albueled med en klud fugtet med sprit. Så kom nålen frem. Jeg havde set nåle mange gange, men denne nål var gigantisk. Den var forbundet med en sprøjte, som igen stod i forbindelse med en gennemsigtig slange, der førte ned til den tomme pose. På slangen sad et lille gevind, så man kunne styre blodstrømmen. Jeg kiggede bort og mærkede nålen trænge ind. Da jeg vendte hovedet, kunne jeg se, hvordan blodet i en jævn strøm løb ned i posen på gulvet. Det tog et sted mellem femten og tyve minutter at fylde poserne. Poserne svulmede, indtil vægten viste, at de var klar: 500 milliliter. Derpå blev nålen trukket ud. Et stykke vat blev presset mod armen. Poserne blev lukket og udstyret med navn og label, hvorpå de blev lagt i den blå køleboks. Dr. Moral og Pepe tog af sted. De sagde ikke, hvor de skulle hen, men vi regnede med, at de skulle over på klinikken i Valencia, hvor poserne blev opbevaret, indtil vi skulle bruge dem tre uger senere under Touren.”

MICHAEL RASMUSSEN har fortalt myndighederne om sit eget dopingmisbrug. Og om andre rytteres. Han er efterfølgende blevet kaldt stikker – af folk, som samtidig hævder, at de ønsker en ren sport. Holdningen synes at være, at man skal fortælle alt, men endelig ikke det hele. Argumentet er lige så korrupt som cykelsporten selv, men symptomatisk for en sportsgren, hvor rytterne bliver stigmatiseret, ligegyldigt hvad de gør. Holder de kæft, er de løgnere, der dækker over doping og ødelægger sporten. Går de til bekendelse, bliver de også kaldt løgnere og udstødt af cykelverdenen. MICHAEL RASMUSSEN har besluttet sig for at gøre op med tavshedskulturen. Kun den egentlige fortælling kan bringe cykelsporten videre. Nu er han klar til at fortælle sin historie.

”Der er mange slags cykling, og der er mange måder at cykle på,” hævder bogens forfatter. I bogen fortælles der detaljeret om hverdagscykling, turistcykling, tandemløb med blinde og svagtseende, som forfatteren selv har medvirket i som seende pilot; tandemcykling af denne art er ikke tidligere omtalt af nogen i bogform. Og der fortælles om den professionelle cykelsport – både på bane og landevej. Vi kommer til tobakståget seksdagesløb i Forum, og vi kommer – via en længere lænestolsreportage – til Tour de France med fokus på Bjarne Riis i 1997, året efter at han som den første dansker vandt løbet. Desuden får vi ganske meget at vide om flere forskellige slags cykelbøger, herunder hvad tre danske skønlitterater – Henning Mortensen, Hans-Jørgen Nielsen, Peter Seeberg – har at byde på.

Han var hele Danmarks kylling fra Tølløse, da han tog den prikkede bjergtrøje i Tour de France i 2005. Men drømmen bristede, allerede i 2007. Han blev smidt ud af det store franske etapeløb, iklædt den gule trøje, netop som han stod foran sit livs sejr. I denne bog ser Michael Rasmussen tilbage på den person, han var, og den han blev, både før og efter Tour de France. Han fortæller om sit retsopgør mod dobbeltstandarden i cykelsporten. Han fortæller om sin personlige deroute, affæren, skilsmissen, og hvad der fik ham op igen. Og han langer ud mod alle dem, der trak ham ned fra tinderne for ti år siden og ikke ville lade ham kæmpe sig tilbage på to hjul. Bogen er en gave til alle, der elsker sportens væsen, dens store vindere og rebelske natur. Den giver stemme til et menneske, der gik hele vejen og betalte prisen, ligesom den beretter indgående om, hvad Michael Rasmussen laver i dag. Bogen er fortalt til forfatter, historiker, debattør og cykelsportsentusiast Mikael Jalving.

Hollænderen Thomas Dekker fortæller om et liv som professionel cykelrytter med doping, druk og damer.

Michael Rasmussen var på vej til en sikker samlet sejr i Tour de France 2007, da hans hold Rabobank valgte at trække ham ud af løbet. Det var kulminationen på en pressehetz uden fortilfælde i sportshistorien. Det kom frem, at Michael Rasmussen havde fået advarsler fra antidoping-myndighederne, men det blev dækket af medierne, som om der var tale om en positiv dopingtest. Løgn over løgn, som er skrevet af idrætsprofessor Verner Møller, dokumenterer, at Michael Rasmussen ikke blev smidt ud af sportslige grunde. Bogen er en kompromisløs afdækning af en antidopingkampagne og et sportssystem, som i en uskøn blanding af opportunistisk fairplay-profilering og forretningshensyn har drevet sporten til vanvid og spillet moralsk fallit.

Lance Armstrong var i mere end et årti i stand til at opretholde sine løgne og manipulere en hel cykelverden – fans, sponsorer, medier, holdkammerater og de øverste ledere inden for sporten. Efter 90’ernes doping skandaler håbede cykelverdenen på med Armstrong at få den gode historie om en omsorgssvigtet knægt, der siden fik cancer, overlevede og kæmpede sig tilbage, vandt verdens hårdeste cykelløb syv gange og genrejste sporten. I stedet fik de en person, som uden skrupler indførte og stod i spidsen for det mest omfattende og systematiske dopingprogram endnu set, og som vanærede sporten mere end nogen anden. Armstrongs kæde af løgne blev desperat holdt i live frem til 2013, hvor presset på Armstrong blev for stort, og han foran millioner af tv-seere indrømmede sit karrierelange dopingmisbrug. En kæde af løgne er den definitive fortælling om cykelrytteren Lance Armstrongs fald fra tinderne. Om enden på den syvdobbelte Tour de Francevinders glorværdige karriere, der viste sig at være baseret på en kæde af løgne.

”VIL DU VIRKELIG IND I MASKINRUMMET OG SE, HVAD DER SKAL TIL FOR AT BLIVE GOD? VIL DU VIRKELIG IND UNDER HUDEN PÅ DET? VIL DU DET? DET ER DER IKKE RET MANGE MENNESKER, DER VIL, OG DERFOR ER DET DE FÆRRESTE, DER BLIVER ATLETER.” Bo Hamburger er kun 18 år gammel, da han første gang ser ældre cykelryttere sidde ved middagsbordet og stikke sig med deres kanyler. Hans reaktion er, at det åbenbart er det, der skal til, og som den dedikerede elev, han er, begynder Bo Hamburger straks at sprøjte sig med magnesium. Derfor er skridtet heller ikke så stort, da han i 1995 beslutter sig for at benytte EPO, hvad han med få pauser gør i resten af sin karriere. Med dopingen følger løgne, brudte venskaber, retssager, og som nettet strammes efterhånden også daglig stress og paranoia – og efter karrieren depression. Men også sejre, som fremkalder en følelse, ”der er federe end den vildeste kokainrus”. HAMBURGER UDEN FILTER handler ikke bare om en cykelkarriere, men tegner også et nærgående portræt af dagligdagen for en verdensatlet, der ifølge Bos egen jobbeskrivelse betød, at ”jeg skulle huske at spise mindre, jeg skulle huske at træne, jeg skulle huske at få massage, og jeg skulle huske at tage EPO.”