Søgeresultater: 4

Til alle tider er der blevet skrevet bøger, som er alle tiders. De betegnes ofte som klassikere, og mange generationer har læst dem og anbefalet dem til de yngre generationer. Hvad det er, der gør en bog til en klassiker eller til en overlever, er det svært at sige, og det viser sig hyppigt, at folk mere taler om bogen eller evt. om filmen, end at give sig i kast med læsningen. Det vil bogen her råde bod på, idet den giver små indblik i, hvad det er, der er særligt ved en bog og demonstrerer, at med interesse, intensitet og inderlighed er ingen bog for tyk eller tung til at blive læst.

Søren Kierkegaards værk Forord er nærmest en hyggelig lille morskabspause med en lystig fætter som udgiver, og det hele handler om de litterære forhold på Kierkegaards tid. Det er ironisk og causerende og kan bestemt anbefales som lidt afslappende og adspredende læsning, for at skrive et forord kan være forbundet med mange stemninger og associationer, hvilket ligeledes gælder læsningen heraf. Læsning af et værk er ofte afhængig af forordet, for hvis ikke forordet vækker lysten til at læse værket efterfølgende, så læser man slet ikke mere, men lægger bogen fra sig, så forretten må vække appetitten for hovedretten. Udgiveren Nicolaus er en forsigtig ægtemand, som gør alt, hvad konen forlanger, og hun forlanger, at hendes mand ikke udgiver bøger, for det er at ligne med utroskab, men hun modsætter sig ikke, at han skriver forord, og hvis man skriver forord nok, så kan det jo også blive til en bog.

Søren Kierkegaard skrev sit værk Enten – Eller i Berlin, og det var efter, at han have sagt farvel til sin forlovede og sin forlovelse, hvorfor han nu var fri til at gøre det, som formentlig havde trængt sig på i mange år, hvilket var at skrive. Enten – Eller er det mest læste og kendte værk fra Kierkegaards hånd og på en måde tillige en form for guide til det ganske forfatterskab. Imidlertid bliver der alligevel en guide til guiden, hvor der bliver stillet skarpt på de livsformer, som Kierkegaard mener, at et menneske kan bevæge sig imellem. Det er æstetikeren, der nyder at nyde, men ikke er meget for at yde, det er etikeren, der nyder at yde, og så er der den religiøse livsform, der indebærer, at man smider alt, hvad man har i hænderne, og kaster sig ud på de 70.000 favne vand, hvor den nådige Gud griber og favner en.

De overordnede spørgsmål i Gjentagelsen er at undersøge, hvorvidt en gentagelse er mulig, og i så fald hvilken betydning den har, men tillige at finde ud af, om man vinder eller taber ved, at noget bliver gentaget. Det hele opstår, fordi et ungt menneske henvender sig til Constantin, der er værkets pseudonyme forfatter, og som har nogle refleksioner angående begrebet gentagelse. Det bliver klart, at begrebet gentagelse hos Kierkegaard er at betragte som en filosofisk kategori, men hvad angår det unge menneske, så er hans udlægning, at et menneske er fanget mellem henholdsvis håb, der går på fremtiden, og erindring, der ser tilbage på fortiden. Hos Kierkegaard derimod gives der potentiale for et nærvær i nuet, og det hele handler som altid hos ham om forholdet til Gud, for gentagelsen er ikke mindre end en religiøs begivenhed, der på en måde giver det troende menneske sit tabte liv tilbage.