”Hvis bare én eneste kvinde fortalte sandheden om sit liv, ville jorden slå revner”. Sådan siger Jonnas moster Marie i Kirsten Thorups roman ”Den yderste grænse”. Siden sin debut for godt 40 år siden har Kirsten Thorup fortalt sandheder om især kvinders, men også mænds og børns liv. I sin bog om Kirsten Thorups romaner fra Baby til Førkrigstid har Marianne Juhl fokuseret på forfatterskabets brændpunkter, dér hvor jorden slår revner, og stærke følelser blotlægges. F.eks. i Jonna-serien, hvor forfatteren går i dybden med den enkelte kvindes svære identitetskonflikter i de tiår, hvor kvinderne tog de første skridt ud af husmor-rollen som den eneste. Eller i Bonsai, hvor hun fortæller om al den smerte og skam, det fremkalder, når en homoseksuel mand forsøger at skjule sin afvigelse ved at gifte sig med en kvinde. I Ingenmandsland, hvor hun viser os, hvordan vores såkaldte velfærdssamfund bortdømmer alderdommen som livsepoke og gør os døde før døden. Men ét tema går ifølge Marianne Juhls bog som et strømførende kabel gennem hele Kirsten Thorups forfatterskab: Familien som tilværelsens uomgængelige grundsten, uanset om vi stifter familie eller vælger den fra, flygter fra den eller drømmer os bort. Under alle omstændigheder ligger nogle af tilværelsens største smertepunkter i familiens skød.
