Søgeresultater: 5

”Jeg orker ikke at skrive, for jeg har mange gøremål, jeg ikke vil tage tid fra. Og vigtigst er, at jeg er pessimistisk i forhold til at ret mange af nutidens eller den kommende tids ledere skulle være interesseret i 70-80-90r ledernes oplevelser/overvejelser.Med til at grundlægge den pessimisme er absolut de konstante sager om magtmisbrug i institutioner og opholdssteder og ikke mindst lederes konstante forsvar heraf. Jeg har meget mere lyst til at bombe anbringelsessystemet.”Man hører så tit om forstandere og pædagoger på børnehjem, der har misbrugt deres magt eller forsømt børnene. Nogle gange glemmer man de mange forstandere, der virkelig forsøgte at gøre en forskel. Oskar Plougmand, der blandt andet var med til at afsløre de grusomme forhold på drengehjemmet Godhavn, giver ordet til forstandere, der har kæmpet og stadig kæmper med liv og sjæl for at forbedre livet for børnene på deres institutioner. Fortællingerne er fulde af frustrationer, idealisme, medmenneskelighed og tunge tanker.Bogen udkom første gang i 2021.Oskar Plougmand er en dansk lærer, psykolog, tidligere inspektør i Børneforsorgen og senere forstander på skolehjem og pædagogisk konsulent. Han var i flere år statens tilsynsførende på landets skole- og lærlingehjem, hvor han oplevede livet for de anbragte børn på helt tæt hold. Han har skrevet en lang række bøger om anbragte børns vilkår, om de ansatte, der forsøgte at forbedre livet for børnene, og om de ledere, der misbrugte deres magt.

”Min mand havde en plejemor, som havde taget sig af ham, mens han var på forskellige institutioner; hun fulgte ham og talte hans sag, når det var nødvendigt og muligt; han var nemlig anbragt på forskellige institutioner under forskellige forsorgsgrene og i alt ca. 10 år til sit 16. år.Først efter et års tid kunne plejemoren acceptere det nye forhold med mig; en accept der var vigtig, ja nok afgørende for min mand, der betragtede plejemoren som sin rigtige mor.”En række kvinder fortæller om deres liv med en mand, der er vokset op på et børnehjem eller anden type institution. Beretningerne er forskellige, men stiller til sammen én ting i skarpt lys: Arrene fra tiden som anbragt barn stopper ikke hos den anbragte – de rammer også familien.Bogen udkom første gang i 2019.Oskar Plougmand er en dansk lærer, psykolog, tidligere inspektør i Børneforsorgen og senere forstander på skolehjem og pædagogisk konsulent. Han var i flere år statens tilsynsførende på landets skole- og lærlingehjem, hvor han oplevede livet for de anbragte børn på helt tæt hold. Han har skrevet en lang række bøger om anbragte børns vilkår, om de ansatte, der forsøgte at forbedre livet for børnene, og om de ledere, der misbrugte deres magt.

”På samme institution husker jeg, at drengene under min samtale med dem havde berettet om, hvor ondsindet deres lærer Otto afstraffede dem.Beretningerne var så stærke, at jeg ringede til min direktør Holger Horsten og sagde, at jeg ikke turde tage derfra, for jeg var bange for hvad der ville ske, når læreren fik at vide hvad drengene havde fortalt mig. Da jeg var ny i stillingen, bad jeg om råd.Direktør Horsten sagde så, at jeg kunne give Otto en time til at pakke i og forsvinde. Ellers ville der blive lavet en sag på ham. Og en halv time efter var Otto væk!Da medarbejderne hørte om hans afrejse, åndede de lettet op og bemærkede, at det godt nok var på tide.De havde altså alle kendt til forholdene.”Oskar Plougmand deler ud af både chokerende og rørende erfaringer fra sin tid som tilsynsførende på danske børnehjem. Samtidig giver bogen ordet til de tidligere anbragte børn, som fortæller, hvad der på godt og ondt gjorde en forskel for dem under deres ofte traumatiserende ophold på institutionerne. Fagpersoner som psykologer, pædagoger og lærere beretter også om deres møde med børnene og deres forhold på børnehjemmene.Bogen udkom første gang i 2023.Oskar Plougmand er en dansk lærer, psykolog, tidligere inspektør i Børneforsorgen og senere forstander på skolehjem og pædagogisk konsulent. Han var i flere år statens tilsynsførende på landets skole- og lærlingehjem, hvor han oplevede livet for de anbragte børn på helt tæt hold. Han har skrevet en lang række bøger om anbragte børns vilkår, om de ansatte, der forsøgte at forbedre livet for børnene, og om de ledere, der misbrugte deres magt.

”Jeg husker noget, fra da jeg var 6 år i 1947. En mand der hed noget med Wergeland. ’En flink mand’, sagde min mor, ’og nu skal I to på tur’. Og så tog manden mig i hånden, og vi gik.Sådan startede det.Jeg troede at Wergeland var en slags onkel. Han og jeg kørte så med tog op til Fredensborg, hvor jeg blev afleveret til en dame i et stort hus. Da de to voksne havde drukket kaffe mens jeg ventede i stuen ved siden af, kom damen ud og sagde, at nu skulle jeg bo her. Så tog hun mig med en tur rundt i huset. Nu var jeg godt nok lidt beklemt husker jeg, og jeg spurgte hvor den flinke mand var henne. Og om han ikke kom igen?’Jamen han skulle hjem,’ blev der svaret. Wergeland som jeg troede, var en slags onkel, så jeg aldrig igen.”Alle har dage i deres liv, som de aldrig glemmer. For mange anbragte børn er det enten den dag, de bliver anbragt på børnehjem, eller den dag, de bliver sluppet ud igen. Andre husker den første hele dag, de tilbragte på børnehjemmet, og endnu nogle har deres helt egen begivenhed, de husker særligt godt – ofte enten den bedste eller den værste. Oskar Plougmand giver ordet til de tidligere anbragte og giver et glimt ind i en ellers lukket verden og i børnenes følelser.Bogen udkom første gang i 2022.Oskar Plougmand er en dansk lærer, psykolog, tidligere inspektør i Børneforsorgen og senere forstander på skolehjem og pædagogisk konsulent. Han var i flere år statens tilsynsførende på landets skole- og lærlingehjem, hvor han oplevede livet for de anbragte børn på helt tæt hold. Han har skrevet en lang række bøger om anbragte børns vilkår, om de ansatte, der forsøgte at forbedre livet for børnene, og om de ledere, der misbrugte deres magt.

”Mange forstandere blev små konger i sognet, dels fordi de kunne lide at være med, hvor det foregik og dels fordi egnens folk altid havde set op til forstanderen. Symbolerne, der støttede hans image, var herregården eller borgen, han boede på, hans ofte store veltalenhed, hans vane med at træffe beslutninger, den relative høje og faste løn, og de mange arbejdspladser han rådede over.”Tidligere inspektør i Børneforsorgen Oskar Plougmand fortæller om forstanderfamiliens rolle på de danske døgninstitutioner i midten af det tyvende århundrede. Gennem interviews med både anbragte børn, børn af forstandere og medarbejdere på døgninstitutioner undersøger han denne institution i institutionen og det komplicerede og ofte dysfunktionelle forhold, der opstod omkring den. Bogen udkom første gang i 2017 og beskriver særligt 1960’erne og 1970’erne, hvor man var begyndt at åbne op for, at forstandere og medarbejdere ikke længere behøvede at bo på institutionen.Oskar Plougmand er en dansk lærer, psykolog, tidligere inspektør i Børneforsorgen og senere forstander på skolehjem og pædagogisk konsulent. Han var i flere år statens tilsynsførende på landets skole- og lærlingehjem, hvor han oplevede livet for de anbragte børn på helt tæt hold. Han har skrevet en lang række bøger om anbragte børns vilkår, om de ansatte, der forsøgte at forbedre livet for børnene, og om de ledere, der misbrugte deres magt.