Søgeresultater: 12

Genudgivelse af Kristian Ditlev Jensens 12 år gamle rystende beretning om pædofili set fra ofrets synsvinkel, forsynet med et ca. 50 sider langt, nyt efterskrift, hvori han fortæller, hvad der er sket siden udgivelsen i 2001.

Som ni-årig blev forfatteren krænket seksuelt, og overgrebene fortsatte i tre år, uden at familien greb ind og stoppede dem.
Dette er historien om Kristian Ditlev Jensens personlige kamp for at overleve, for at få familien til at erkende problemet, for at få det danske socialsystem til at give ham den fornødne hjælp og om de mange års psykoterapi, der skulle til for at rette op på de psykiske men.
 

Allerede som 5-årig vidste Pernille Rahbek, at hun måtte klare sig selv, for der ikke var nogen andre til at klare noget for hende. Kan man se, at jeg har grædt? er hendes gribende ærlige fortælling om, hvordan det er at vokse op med en mor, der hellere vil drikke alkohol end være sammen med sine børn - men udadtil har en perfekt facade og et pænt og nydeligt hjem.

En ærlig og inspirerende historie om at turde se sig selv i øjnene, sprænge de trygge rammer og gøre en forskel for andre midt i Indiens kaos og fattigdom.

Bogen bag TV-dokumentaren: Importeret til misbrug. I 1995 stiger tre børn og en mor forvirrede ud af en flyvemaskine i Københavns Lufthavn. Laura Helena er den yngste og klamrer sig til sin mor. De er rejst hele vejen fra slummen i Brasilien, fordi moren skal giftes med en dansk mand. Et forhold, der får livslange konsekvenser for børnene. Kommunebarn er en selvbiografi om massivt svigt. Om at lande i en anden kultur, om overgreb, anbringelse og oprejsning.

»Vi krammer farvel. Jeg har svært ved at slippe min mor og min storesøster. Det er vanskeligt at balancere ned ad de store glatte stentrappetrin, selv om jeg bliver holdt i hånden af en fremmed mand, der skal ro os ud til M/S Disko, og det er nervepirrende at træde ned i den lille robåd, der vipper meget, da jeg stiger ombord. Jeg bliver sat på toften ved siden af Agnethe. Vores små numser kan lige være der. Vi er meget stille og alvorlige, vores mødre står helt fremme ved gelænderet, og jeg kigger intenst op på min mor og tænker på, hvorfor hun lader mig rejse.« Helene er 7 år, da hun sammen med 21 andre grønlandske børn bliver sendt til Danmark i 1951 for at lære dansk. Halvandet år senere vender hun hjem til Godthåb, kun for at opdage, at hun slet ikke skal bo hos sin familie, men på et helt nyt børnehjem, opført af Dansk Røde Kors. Hun har glemt sit modersmål og bliver sammen med sine skæbnesøskende opdraget efter tidens danske normer, samvittighedsfuldt effektueret af Benze, børnehjemmets forstanderinde. Målet er at gøre de grønlandske børn til mønsterborgere og forbilleder for deres landsmænd. Men børnene bliver fremmede i deres eget land. I bogen I den bedste mening har Tine Bryld berettet om dette sociale eksperiment – og senest har spillefilmen Eksperimentet hentet stof i den autentiske historie. Helene Thiesen har været en central kilde i begge tilfælde. Nu får vi hendes egen knivskarpt erindrede beretning om sin barndom – fra faderens død, til der pludselig står en fremmed mand i hjemmet og overtaler hendes mor til at sende hende til Danmark. Fra tilbagekomsten til Grønland og livet på børnehjemmet, til hun kommer på efterskole i 1960 som 16-årig. Som filminstruktør Louise N.D. Friedberg skriver, er man i et NU med den lille Helene, der oplever alt for første gang.

Lisbeth Zornig Andersen har skrevet en ærlig til tider grotesk og ufrivillig morsom fortælling om at navigere i to så forskellige miljøer som middelklasse-København og underklasse-Nakskov, og om at leve med mistillid, skam, angst, søvnbesvær og grænseløshed som tro følgesvende i en verden, hvor karriere og familieliv også skal fungere.Voksne Lisbeth tager et opgør med den unge Lisbeth og de skader, hun forvoldte andre, i kampen for at lande på begge ben i sit voksenliv. I efterskriftet er der henvisninger og tips til at mestre senfølger af seksuelt misbrug og til at være pårørende.

Den sande historie om Natascha Kampusch, den østrigske pige der blev kidnappet på åben gade i 1998 og først slap fri efter 8 år, kan få det til at gyse i enhver. Hun var på vej til skole, havde netop skændtes med sin mor og var gået uden at sige farvel, da hun blev grebet af en mand som kastede hende ind i sin varevogn og kørte væk med hende. De næste par år tilbragte hun i et specialkonstrueret rum på få kvadratmeter i mandens kælder, indtil han havde knækket hende så grundigt, at han kunne tage hende op i huset. Her måtte hun arbejde som hans slave. Han sultede hende, tæskede hende og misbrugte hende. Men en sommerdag i 2006, da han havde sat hende til at støvsuge bilen uden for huset, så hun sit snit til at stikke af.
Nu har hun skrevet sin historie, og det er rystende læsning. Men det er også, på en bagvendt facon, opløftende læsning. Der er ingen tvivl om, at Natascha Kampusch er en uhyre begavet kvinde. Hendes beskrivelse af sine prøvelser er aldrig "ulækre" eller hadske, men til gengæld præget af en dyb trang til forståelse, dels af hvad det vil sige for et barn at blive frarøvet sin identitet på den måde, og dels af, hvad det var for et menneske, hun kom i kløerne på - og som var hendes eneste, absolut eneste, menneskelige kontakt mens hun voksede op.
Ikke mindst beretningen om tiden efter hendes flugt er øjenåbnende læsning. Natascha Kampusch opførte sig aldrig som folk forventede af et "offer" - hun har hele tiden forsøgt på at være herre over sin egen historie og ikke lade sig udnytte, og hun har været kontroversiel i sine udtalelser om sin kidnapper og i sin insisteren på, at sandheden aldrig er sort og hvid.
At læse Natascha Kampuschs beretning er en oplevelse, man ikke havde ventet. Den er en enestående personlig historie, men den er også en almengyldig beretning om de sider af den menneskelige natur, vi ikke har lyst til at se i øjnene. I menneskelig indsigt kan den måle sig med de største.

Da den kendte pædofil, Terry Price, kom ind i Della Wrights liv, var hun seks år. Han flyttede ind i hendes hjem og begyndte at groome og misbruge hende seksuelt de næste fem år. Selv synet af en lille pige, der mødte op til hans prøveløsladelses-møder, var ikke nok til at få myndighederne til at handle. Efter et helt liv med voldelige forhold og psykiske problemer, lykkedes det endelig Della at få sin krænker bag tremmer i 22 år – et helt årti efter hun havde opsøgt politiet. “Jeg var det uønskede barn, den lille pige, der var i vejen. Jeg svor, at jeg ville sørge for, at min krænker endte bag tremmer, og jeg ville kæmpe til sidste åndedræt mod den livstidsdom, han havde påført mig. Dette var min tid.” - Della Wright.

I Ti års frihed fortæller Natascha Kampusch for første gang om tiden efter sin flugt. Det er en modig kvindes bevægende og rystende beretning om kampen for at finde tilbage til en normal hverdag. Ti års frihed er den selvstændige opfølger til 3096 dage, der udkom på dansk i 2011.

Om bogen:

23. august 2006 sluttede en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid, da det lykkedes den dengang 18-årige Natascha Kampusch efter 8,5 års fangenskab at flygte fra bortføreren Walter Priklopils hus i Østrig.

Men det, der skulle have været en ny start for den nu voksne kvinde, blev i stedet en fortsættelse af hendes klaustrofobiske mareridt. For offentligheden krævede svar på alle spørgsmål om hendes 3096 dage i det fem kvadratmeter store kælderrum – selv de mest private – og spekulerede i alt fra medgerningsmænd til børn født i fangenskab, og om hun selv havde planlagt sin bortførelse. En uforstående og chokeret omverden var og er stadig ikke parat til at slippe et nationalt traume og sætte hende fri. Det er derfor, Natascha Kampusch nu fortæller, hvad der videre skete efter befrielsen. Hun ønsker at sætte et punktum.

“Tatoveringerne afspejler det kaos, der har været i hele mit liv,” fortæller Anja Ringgren Lovén åbenhjertigt i Heksebørnenes mor. Fra opvæksten i Frederikshavn med en alkoholisk far og til sammenbruddet efter morens død. Om angst og spiseforstyrrelser – og om kampen for at rejse sig igen og realisere drømmen om at hjælpe børn i Afrika gennem sin egen nødhjælpsorganisation. Og få succes med det.
Hun blev verdenskendt i 2016, da et fotografi af hende, hvor hun redder en udmagret, lille dreng fra en landsby i Nigeria, gik viralt. Drengen, der fik navnet Hope, var blevet udstødt, tortureret og anklaget for at være heks. I dag har Anja sammen med sin kæreste og far til sin søn, hjælpearbejderen David Emmanuel Umem, etableret sit eget børnehjem Land of Hope og reddet over 70 heksebørn i et af verdens farligste lande, Nigeria.

Fødselslæge Maria Milland beretter om sin ni måneder lange udstationering i Syrien, hvor hun arbejdede i al-Hol-lejren. Midt i en grum virkelighed med vold og mord var hun med til at bringe børn til verden – børn, der fødes til et liv uden fremtidsudsigter. 

Bogen giver et unikt og ærligt indblik i lejrens barske leve- og sundhedsforhold og i udfordringerne, der er forbundet med at udføre humanitært arbejde under særdeles anspændte og uforudsigelige forhold. Den er et velfunderet vidneudsagn fra helvedes forgård, hvor forfatteren blev strakt til det yderste både professionelt og personligt.

En augustdag i 2005 blev Zandra Berthelsen pludselig landskendt. Som den ældste af pigerne fra Tønder-sagen. Som offer for seksuelle overgreb og psykisk terror af så grov karakter, at det rystede en hel nation.

Siden har stemplet fulgt hende: Pigen fra Tønder-sagen. Forbi plejeforældre og opholdssteder. Ned i misbrug og frem til indlæggelser på psykiatrisk hospital. Hen til randen af selvmord - og med en nål i armen på Halmtorvet. Men for tre år siden fik Zandra Berthelsen nok. For ingen er for altid bare én af pigerne fra Tønder-sagen, og hun traf en beslutning om at ændre sin historie og sin livsbane. Nu fortæller hun for første gang sin historie.

Jeg er her jo er på én gang ubærlig, voldsom og livsbekræftende læsning om en ung kvinde, der formår at veksle et grusomt livsvilkår til en enorm drivkraft og livsvilje. Zandra har taget styringen i sin egen historie - og bruger den til at dykke ned i, hvad der skete, hvad det har gjort ved hende, og hvad hun kan bruge det til.