Søgeresultater: 49

Hvordan kan man udvikle og træne børns sociale kompetence?Fortællekredsen er et inspirationsmateriale, som anviser konkrete afprøvede ideer, metoder og eksempler, som kan justeres i forhold til målgruppens behov og ønsker. Men vigtigst er det, at materialet tager udgangspunkt i børnenes dagligdag

Hvorfor påvirker negative oplevelser - stort set uden undtagelser - os stærkere end positive, når alle foretrækker de positive? Hvorfor oplever mange at miste indflydelse, når de udsættes for ledelse, selvom ledelse, der disengagerer medarbejdere, er dømt til at mislykkes? Hvorfor irriteres vi så ofte over andres svagheder, når intelligent organisering forudsætter, at svaghed gøres irrelevant? Hvorfor oplever mange danskere en blågrå og halvtrist hverdag, når vi objektivt set lever historisk privilegeret - og fra størstedelen af verdens befolknings perspektiv under intet mindre end paradisiske omstændigheder? Hvorfor accepterer vi at blive forstyrret døgnet rundt, når stort set alle livets bedste oplevelser er fordybelse? Hvorfor disciplinerer vi os ofte uden at få en ordentlig begrundelse, når meningsløs selvdisciplin utvetydigt nedbryder vor selvfølelse og karakter? Hvorfor er mange bange for at tage chancer, når det er svært overhovedet at mærke noget, hvis ikke man improviserer? Hvorfor skal man som regel stadig fejle noget, før man kan få hjælp til en samtale med en psykolog, når alle er enige om, at det er både billigere og bedre at forebygge end at behandle? Der findes i dag rigtig gode, og ikke sjældent provokerende, svar på disse spørgsmål - og mange af dem kommer fra den revolutionerende nye gren af psykologien, der kaldes positiv psykologi, og som fokuserer på, hvad der dybest set gør livet værd at leve. Og som indirekte viser, hvordan vi med stor dygtighed ødelægger en masse for os selv. Der er tale om avanceret videnskab med et meget stort potentiale for menneskelig udvikling, som nærmest tvinger os til at revurdere og ændre meget af dét, vi udsætter hinanden for, hvis vi tager den alvorligt. Hvad denne Tænkepause bør kunne give rig anledning til.

Kærligheden er overalt. En romantisk kliche? Nej, et videnskabeligt faktum. Spørg bare Anne Marie Pahuus, filosof ved Aarhus Universitet. Kærligheden er i det største som det mindste: Vi elsker vores børn, og vi elsker is, nogle elsker endda Jesus, andre den danske sommer. Kærlighed er limen i alle parforhold og kernen i ethvert samfund. Den spænder vidt, fra lykke til lidelse, fra kedelig til kvalmende. Den kan overvinde alt og give evige sorger. Men siden tidernes morgen har hverken prædikanter eller popsangere været i tvivl: Størst er kærligheden.

Denne bog præsenterer en række konkrete ideer, værktøjer og anvisninger til, hvordan læreren i praksis kan strukturere den gode time. Værktøjerne og metoderne er funderet i den nyeste forskning og kan anvendes i alle fag og på alle klassetrin. Det er ikke tanken, at bogens ideer og værktøjer skal bruges slavisk, men læreren tilbydes inspiration og konkrete redskaber som udgangspunkt til at udvikle egen praksis.

Observation og pædagogisk analyse af observation er en vigtig forudsætning for god pædagogisk praksis. Når det pædagogiske personale er i stand til at finde frem til de relationer og mønstre, der er fremherskende i dagtilbuddet, og når de er i stand til at forstå og fortolke dem, kan de bruge den nye indsigt til at forandre og fremme trivsel, læring og udvikling for alle børn. I denne bog præsenteres forskningsbaseret viden og konkrete relationsbaserede metoder til dette vigtige arbejde. Bogen er blandt andet oplagt til brug i dagtilbud, der arbejder med LP-modellen. Besøg bogens hjemmeside på www.dafolo.dk/detvedviom

Om nærvær, respekt og grænser mellem voksne og børn.

Denne bog handler om det, der med et gammeldags udtryk hedder "at sætte grænser for børn". Den beskriver, hvordan vi som mennesker kan afgrænse os i forhold til andre mennesker – også små og store børn – på måder, hvor ingen kommer til skade, og hvor kontakten får så høj kvalitet som muligt.

Den kærlighed, vi føler for vores børn og de voksne, der står os nærmest, opleves på én måde af os selv og på en anden måde af dem. Deres oplevelse afhænger af, hvordan vi omsætter vores kærlige følelser til kærlige handlinger.

På mange måder er både børns og voksnes oplevelse af at blive elsket helt individuel, men det er et fællestræk ved os, at vi ikke oplever os elsket, når vores personlige grænser bliver krænket eller ikke respekteret. Når krænkelserne er grove og hyppige, falder vores selvværd og dermed vores evne til at handle konstruktivt. Vi kan hverken passe ordentligt på os selv eller forbedre kontakten med den, der krænker os. Det gælder for både børn og voksne.

Jesper Juul er familieterapeut og leder af The Kempler Institute of Scandinavia.

’Kritisk-rationel pædagogik’ er baseret på Karl Poppers erkendelses- og dannelsesteoretiske tanker. Bogen bygger derfor i lige grad på den kritisk-rationelle metode og på Poppers arbejde imod de totalitære regimer og tendenser i de moderne og senmoderne samfund. Forudsætningen for ethvert pædagogisk arbejde med den lærendes erkendelse er den grundlæggende forståelse af læringens natur, det vil sige af hvordan læring foregår inde i hovedet på den lærende. Popper vover at sætte denne proces på formel! Sideløbende med det erkendelsesmæssige arbejde er der et dannelsesmæssigt perspektiv, der blandt andet afhænger af den måde undervisningen tilrettelægges på. I denne bog trækkes der især på Poppers arbejde med begreberne individualisme og altruisme som modvægt til den totalitære praksis i fascismen og socialismen. Det er praksisformer, der igen begynder at vise sig i et økonomisk svækket Europa! ’Kritisk-rationel pædagogik’ tilbyder således den mere teoretisk-faglige læser en helstøbt pædagogisk teori baseret på realisme, en teori med en klar forståelse af læringsbegrebet som forudsætning for pædagogiske og didaktiske overvejelser og handlinger og som sætter læring, pædagogiske handlinger, innovation og forskning på formel. Og på én og samme formel vel at mærke! Og den tilbyder den mere praktisk-faglige læser en bog, der drager praktiske konsekvenser af egen teori og anviser måder at handle på. Endelig tilbyder bogen den professionsstuderende læser et velbegrundet alternativ til uddannelsernes hegemoniske forståelse af god opgaveskrivning.

Denne bog er til alle de introverte, der ikke længere gider høre på, at det er bedre at være udadvendt. Bogen er den ultimative guide til, hvordan man trives som introvert i en verden, der forventer, at vi er ’på’ hele tiden. I familien, blandt venner og på arbejdspladsen. Bogen er en hyldest til introverte, fuld af forfatterens bedste råd til, hvordan man som introvert lærer at stå ved sig selv og dermed få et bedre liv.

Bertill Nordahls søn Sebastian gjorde selvmord i en alder af 32 år. Denne bog beskriver de første 9 måneder af Bertill Nordahls sorgarbejde som far. Vi citerer fra bogens forord: ”Hvorfor skrive en bog som denne – om et selvmord, er det ikke for privat og personligt? Jo, det er det, og jeg ville aldrig have skrevet en bog som denne, hvis ikke min søn havde gjort selvmord i en alder af 32 år. Denne bog består af mine følelser, overvejelser, refleksioner og tanker efter min søns selvmord. Rent praktisk strækker bogen sig indholdsmæssigt fra den dag Sebastian døde til ni måneder efter. For mig er det at skrive en måde at henvende mig til min søn på, og som du vil erfare, så henvender jeg mig til ham i du-form. For mig er det en central del af min sorgproces og mit sorgarbejde at henvende mig til min søn på denne måde. Samtidig er bogen også blevet til et portræt af min søn. Set fra en fars perspektiv. Og vel også et indirekte portræt af mig selv. Som far. Samt en beskrivelse af en far-søn relation.Jeg håber, at bogen kan bruges i en privat og personlig sammenhæng, i en sorggruppe eller terapeutisk sammenhæng, eller i en undervisningsmæssig sammenhæng.”

Det lille barn udvikler sig gennem relationer til både omsorgsgivere, venner og omverden i øvrigt. Vuggestuen som læringsmiljø er dermed først og fremmest et miljø, hvor barnet i trygge rammer kan opleve samhørighed med empatiske omsorgsgivere, der formår at planlægge og gennemføre aktiviteter og samvær, som er tilpasset barnets funktionsniveau, så barnet via relationen lærer og udvikler sig. Der lægges op til, at den professionelle reflekterer selvkritisk over vuggestuens processer, medregner børnenes funktionsniveau, læreplanernes intentioner og institutionens fysiske rammer. Bogen skitserer således rammerne for et vuggestuedidaktisk perspektiv, der giver fagligheden en retning, så der skabes et godt socialt læringsmiljø i vuggestuen.

Vi er født lattermilde, og denne bog hjælper dig med at blive ved med at være lattermild hele livet. Vi har en tendens til at skubbe humor og lattermildhed i baggrunden, når hverdagens gøremål rammer os, men vejen til et lattermildt liv går gennem et åbent sind, en livlig fantasi og lysten til at dele det sjove med andre. Det handler om at åbne alle sanser og suge til sig af alt det sjove, man kan få øje på. For først når man selv kan mærke latteren i kroppen har man noget at dele ud af.

Et lattermildt liv har plads til at lege, være pinlig og pjattet, og har plads til at bære over og lade latteren fylde mere end irritationen.

Vi kan lære at omvende konfliktsituationen på arbejde, grine ad os selv eller få den sure teenager til at fnise. Det er kommunikation, det er situationsfornemmelse, det er temperamenter og det er vaner, Karen-Marie Lillelund her piller ved. Og det med jysk lune og stor humor-bevidsthed. Så læs bogen, hvis du vil vide, hvad kælkning har at gøre med humor, læse om, hvad den sure tante og den fjollede onkel gør for din historiefortælling, eller hvorfor det er vigtigt, at Karen-Marie klippede en vandslange over – og lær at skabe fælles grund for en mere lattermild stemning, hvor du færdes.
 

Bogen og den medfølgende dvd viser, hvordan man støtter barnets udvikling, og hjælper det til at blive mere selvhjulpen. Forældre, pædagoger og politikere diskuterer indædt madordninger i institutionerne. Lise Ahlmann, der i en livsalder har arbejdet med børns udvikling og bevægelse, mener, at vi glemmer barnets perspektiv i debatten. Og her taler det for, at børnene lærer, trives og udvikles ved at deltage i det praktiske omkring og ved selve måltidet. Der er dermed et positivt pædagogisk aspekt, som fuldstændig overses i debatten. Lise Ahlmann siger: »I vuggestuer rummer måltiderne rige muligheder for at støtte og fremme børnenes læring og udvikling. Men det kræver en ny omsorgspraksis, hvor børnene inddrages aktivt i de praktiske opgaver«. Børn er selvhjulpne i langt højere grad, end vi har tid til at anerkende. Gennem en række situationer fra tre vuggestuer viser Lise Ahlmann, hvordan børnene kan inddrages i alle måltidets faser. Desværre er tid en vigtig faktor i mange vuggestuer. Derfor vælger man den lette løsning og holder børnene uden for madlavning, påsætning, aftagning, opvask osv. Derfor kræver det måske ekstra tid og ændring af vaner. Til gengæld er måltidet og forberedelserne hertil positivt samvær mellem voksne og børn, samtidig med at det bidrager til børnenes indlæring og udvikling på både kort og lang sigt.