Søgeresultater: 53

Danmark mødte verden, da tyrkere kom til landet i midten af 1960’erne. Og verden mødte den danske velfærdsstat. Skulle velfærdsstaten også beskytte folk fra andre lande? Først var folk fra fjerne egne gæstearbejdere og fremmedarbejdere, så blev de indvandrere og flygtninge. Befolkningen diskuterede de nye. Det gjorde politikerne også, og i 1983 indførte de Europas mest liberale udlændingelov, der med tiden splittede højrefløjen og venstrefløjen. Mens Socialdemokratiet i 1990’erne sadlede om og satsede på integration, diskuterede danskerne juletræer, tørklæder og frikadeller. Det gør vi stadig.

Thomas Ubbesen følger Syriens krigsofre og snesevis af andre skæbner i flygtningestrømmen under de lange rejser fra krigen i Syrien til slutmålene i Nordeuropa.

Vi er på rejse i ”nærområderne” og ved ”de ydre grænser” og følger helt tæt en ældre syrisk far og hans voksne datter, der forlader sult, terror og krig derhjemme og begiver sig ud på den lange vandring mod nord sammen med hundredetusinder af andre – en flugt der foregår med ét ben i cyberspace og ét i den virkelige virkelighed, der hvor krigsherrer og menneskesmuglere hersker almægtigt over liv og død.

Hannah Arendt vidste, hvad det vil sige at flygte. I 1933 tog hun, som mange andre tyske jøder, flugten fra det nazistiske Tyskland gennem Europa og til New York. Her brugte hun resten af sit liv på at tænke og skrive – ikke mindst om flygtninge, statsløshed og rettigheder. I denne bog samles tre af Arendts vigtigste flygtningetekster.

Søren Jessen-Petersen har gennem sit 30-årige virke i FN været placeret midt i verdens brændpunkter og har oplevet de barske vilkår på tæt hold. Han forholder sig kritisk til de humanitære aktioner, der er fanget mellem ønsket om en langsigtet hjælp og realiteten med de ofte kortsigtede militære og politiske interesser. De virkelige tabere er civilbefolkningen, der lider stor nød.

De humanitære organisationer skal operere i et betændt miljø med fare for egen sikkerhed. Alt for ofte lykkes det ikke for verdenssamfundet at stoppe konflikter i tide. Fredsaftaler og aftaler om genopbygning indgås, men kun sjældent løser de konfliktens rod. Problemer, der kun bliver større, som konflikterne eskalerer, og det internationale samfund polariseres.

Krigene i Mellemøsten har i de sidste 10 år sendt millioner af mennesker på flugt. Titusinder er druknet i Middelhavet i desperate forsøg på at finde beskyttelse i Europa. Deres håb var at skabe en tilværelse langt fra krig og forfølgelse. Flygtningestrømmene betød, at det europæiske asyl- og migrantsystem brød sammen. EU indgik en aftale med Tyrkiet om, at afviste asylansøgere og udokumenterede migranter skulle sendes tilbage, men aftalen har aldrigfungeret til trods for enorme pengeoverførsler til landet. De græske øer har i flere år fungeret som Europas reelle massefængsler. Den græske regering har taget ulovlige og inhumane metoder i brug for at bevogte grænserne med ”pushbacks”, vold og røveri af migranternes ejendele. Denne bog handler om de strandede flygtninge og migranter i Grækenland. Mange venter i årevis på behandling af deres asylanmodning, og hvis de får afslag, kan de ikke bevæge sig: hverken rejse videre eller rejse tilbage. De lever under kummerlige forhold med sult og kulde. De får ingen støtte af EU eller den græske regering, og det er næsten umuligt at skaffe sig et arbejde eller en bolig. Flygtningekrisen rejser nogle væsentlige spørgsmål om de vestlige samfunds fundamentale værdier. Vil vi fortsat beskytte folk på flugt og forsvare deres ret til et værdigt liv? ”Beretningen om ”En græsk tragedie” er en vigtig førstehåndsberetning, som vil skabe både refleksion og diskussion – og med sikkerhed skubbe til vores holdninger. Har man læst denne bog, kan man ikke lukke øjnene for konsekvenserne af vores handlinger. Bogen minder os om, at vi aldrig må tabe den enkeltes skæbne af syne, og aldrig må miste evnen til at sætte os i de fordrevnes sted.”

Andreas Kamm, tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

I 2003 bliver israelske Samira med sine to døtre familiesammenført til Danmark. Hun rejser fra en muslimsk kultur, hvor alt handler om roller i familiens fællesskab. Om ære, om religion og om at gøre nytte. I den frie kultur mod nord fascineres hun derfor af de små lys i mørket, hvor retten til at være sig selv nærmest går forud. Men desværre går hendes integration helt i stå efter den 13. september 2011, hvor børnene tvangsfjernes, og hun og manden fængsles. Hun lever herefter helt alene og skriver sig nu vej gennem smerten og om sine svære møder med myndighederne for at få børnene hjem. De to kulturer, som hver indeholder godt og skidt, gør hendes rejse konfliktfyldt, hvor hun ikke længere ved, hvad der er normalt. Hun udfordres dagligt på sine tanker, sin adfærd og sine værdier. Vil det nogensinde være muligt for hende at blive ”rigtig dansk”?

Der er sagt mange skarpe ord om danskerne i udenlandske medier. Die Woche i Tyskland henviste til titlen på en nazistisk kampsang, når det skrev om en dansk "Die Fahne Hoch"-mentalitet og i The Guardian i London hed det, at i forhold til højrefløjens fremmarch i Danmark virkede nazismens fremmarch i Tyskland sløv. Dagsavisen i Oslo bragte i november 2001 et foto fra København af en nynazist med strakt arm, med henvisning til at den danske valgkamp var præget af fremmedhad. Er danskerne fremmedfjendske? følger den udenlandske omtale af den danske debat om indvandringen tilbage til 2000, og det giver en vigtig pointe: Billedet af Danmark som fremmedfjendsk var udbredt længe før regeringsskiftet. Udenlandske medier citerer igen og igen forslag til stramninger i udlændingepolitikken, og henvisning til "Die Fahne Hoch"-mentaliteten er fra februar 2000. Derimod tav man med, at Danmark - sammen med Norge - havde rekord i tildeling af asyl og gav højere sociale ydelser til indvandrere end næsten alle andre lande. Allerede da berettede man om det, der passede med en skabelon om danskerne som fremmedfjendske, og udelod det, der talte imod.Samtidig sammenligner bogen debatten i Danmark med debatten i nabolandene. Der er klart mere sordin på i Sverige og Tyskland. Dermed kan den danske debat forekomme barsk for svenskere og tyskere. Derimod er det svært at se en større forskel mellem debatten i Danmark og debatten i Norge.Endelig viser bogen, at internationale holdningsundersøgelser slet ikke tyder på, at danskerne skulle være specielt fremmedfjendske. Vi stiller skrappe krav om, at indvandrere skal tilpasse sig landets normer, men modsat er vi også det folk i EU, der stærkest ønsker at inddrage indvandrerne i det politiske liv. Hvad man fremhæver, afhænger af, hvilken skabelon man bruger.

Europas ambassade er et rejseessay, der gennem indtryk, møder og samtaler forsøger at tage bestik af, hvordan flygtningekrisen påvirker vores forventninger til fremtiden og vores selvforståelse som danskere og europæere.

I februar 2016 rejste Jens Christian Grøndahl til Lampedusa for at opleve det lille fiskersamfund, hvor man som Europas yderste forpost har modtaget tusinder af bådflygtninge med åbne arme.

Men kan de nordeuropæiske velfærdssamfund tage imod et uanet antal flygtninge uden at slå sprækker? Eller svigter vi åbenheden som grundværdi, hvis vi lader os lamme af frygt for de mange, der ser ”Europa” som et synonym for håb?

Fra februar 1945 til Danmarks befrielse kom der omkring 250.000 tyske flygtninge til landet. De fleste kom med skib fra de østlige dele af Tyskland. Det var kvinder, børn og ældre mænd – mange var i en frygtelig forfatning, og dødstallet var højt. Danskerne ønskede ikke at hjælpe de slagne fjender. Den tyske besættelsesmagt måtte tage sig af dem.

Samme dag Danmark blev frit, ændrede situationen sig drastisk. Nu var de danske myndigheder tvunget til at tage sig af flygtningene, som var nødtørftigt indkvarteret i skoler, sportshaller, kollegier, forsamlingshuse og hoteller over hele landet. Danskerne ville af med dem. Jo før desto bedre. I sensommeren 1945 blev det klart, at de mange flygtninge ikke kunne sendes til Tyskland foreløbig. Herefter begyndte det kolossale og ømtålelige arbejde med at skabe rammer om flygtningenes liv og ophold i Danmark. På ubestemt tid.

Samtidig begyndte bestræbelserne på at få briterne, amerikanerne, russerne og franskmændene til at modtage flygtninge i deres besættelseszoner. Men i Tyskland herskede der kaos med millioner af flygtninge og med enorm bolignød, sult og arbejdsløshed. I november 1946 kunne de første flygtninge forlade Danmark. De sidste først i februar 1949.

DE UØNSKEDE fortæller for første gang hele historien. Fra Tysklands militære sammenbrud og den kaotiske masseflugt fra østområderne og den fremrykkende Røde Hær over modtagelsen og opholdet i Danmark til flygtningenes vanskelige tilbagevenden til efterkrigstidens Tyskland.

b>Hjemland er skrevet til den almindelige medborger, som gerne vil have større indblik i flygtninges liv og hverdag. Samtidig er håbet, at den kan anvendes af studerende og praktikere, som beskæftiger sig med den aktuelle integrationsindsats, så disse erfaringer kan hjælpe både det danske samfund og de nye flygtninge, som kommer til landet i dag.

Hvordan kan det land, som har været forbundet med tolerance og frisind, forvandle sig til en nation som er gledet fra gæstfrihed til fremmedfrygt, fra tillid til mistillid? Kan det samme ske for svenskerne?  Den svenske forfatter LENA SUNDSTRÖM har altid elsket Danmark, for mens Sverige var regelrytteri og alvor, var Danmark ensbetydende med frihed, tolerance, bacon og øl. Men i de senere år, er der sket noget med det gamle og hyggelige Danmark. Tonen i den offentlige debat er blevet skærpet og der har bredt sig et forbehold mod fremmede mennesker, som ofte giver sig udtryk i direkte fjendtlighed. Hvordan kunne det komme så vidt for danskerne? Den svenske journalist og forfatter sagde sit job op. pakkede sine kufferter og rejste til København, hvor hun bosatte sig i tre måneder på Nørrebro, for at finde ud af, hvad der egentlig sker i landet, hvor ’verdens lykkeligste folk’ bor. Fra en to værelses lejlighed på indre Nørrebro drog LENA SUNDSTRÖM ud i det danske samfund for at forstå hvorfor danske flag afbrændes i demonstrationer i den muslimske verden, og hvorfor Danmark betragtes som et af de mest fremmedfjendske lande i Europa?   Blandt brændende containere og halalhippier begynder hun at søge efter svarene. Hun synger med, når de danske roligans hepper på det rød-hvide landshold i VM kvalifikationskampe. Hun møder danskere som ikke bryder sig om de fremmede, og hun møder danskere som skammer sig over at fortælle hvor de kommer fra, når de rejser i udlandet.  LENA SUNDSTRÖM har talt med avisredaktører om mediernes ansvar for den offentlige debat. Hun har gransket i baggrunden for Muhammedkrisen, diskuteret med politikere og opinionsdannere, deltaget i dansk kursus for indvandrere og været til grill aften hos medlemmer af Dansk Folkeparti. LENA SUNDSTRÖM holder et kærligt og kritisk spejl op for ’verdens lykkeligste folk’.

En dansk mand stiller sig en dag i en kø på Lesbos sammen med tusindvis af andre mennesker, der vil registreres som flygtninge i Europa. Det lykkes, og som en iransk forfatter ved navn Vahid Evazi begiver han sig op igennem Europa. Hans rejse ender i Sandholmlejren, hvor han bliver registreret som asylansøger i Danmark, inden han sendes ud til et dansk asylcenter sammen med to hundrede andre mænd fra hele verden.