Søgeresultater: 59

Lilian har netop bestået sin sidste eksamen, men aner ikke, hvad hun vil. Eller det vil sige, at hun ved, at hun vil have jugoslaven Jusse, som hun er forelsket i. Men livet som udenlandsk arbejder i Danmark er ikke let, og Jusse bemærker en tiltagende uvenlighed, der af og til viser sig som decideret fremmedhad. Han fortæller Lilian om sine kvaler, men hun slår det hen som pessimisme. Det hele skal nok gå, hvis blot Jusse ikke var så sortseende. Efterhånden erfarer Lilian, at der er noget om snakken, og hun bliver vidne til større uretfærdighed, end hun nogensinde havde drømt om. Men også til ægte kærlighed og solide venskaber.

"Der skal vel bevis til" er en moderne dannelsesroman, om en ung, naiv pige, der lige så stille modnes og ender som en voksen kvinde.

Carl Bang (1928-1998) var en dansk forfatter og digter. Han blev født i Aabenraa og voksede op i Viborg. Som 18-årig debuterede han med digtsamlingen "Vandfald og vindeltrapper". Carl Bang kastede sig efterfølgende over prosaen og skrev både romaner og noveller.

Hans engagement i politik og samfund præger en del af hans forfatterskab, hvor særligt forholdet mellem socialklasserne er et genkommende tema.

Carl Bang modtog i løbet af sin karriere en lang række anerkendelser. Her kan blandt andet nævnes Statens kunstfonds livsvarige ydelse i 1981, Henrik Pontoppidans Mindefonds Legat i 1986 og Herman Bangs Mindelegat i 1992.

Danmark mødte verden, da tyrkere kom til landet i midten af 1960’erne. Og verden mødte den danske velfærdsstat. Skulle velfærdsstaten også beskytte folk fra andre lande? Først var folk fra fjerne egne gæstearbejdere og fremmedarbejdere, så blev de indvandrere og flygtninge. Befolkningen diskuterede de nye. Det gjorde politikerne også, og i 1983 indførte de Europas mest liberale udlændingelov, der med tiden splittede højrefløjen og venstrefløjen. Mens Socialdemokratiet i 1990’erne sadlede om og satsede på integration, diskuterede danskerne juletræer, tørklæder og frikadeller. Det gør vi stadig.

Hvad blev der af de danskere, hvis udlængsel og håbet om et bedre liv lod dem forlade fædrelandet?

Det spørgsmål besvarer forfatteren Karl Larsen i storværket "De der tog hjemmefra" om Dansk emigrationshistorie fra 1840 frem til 1914 i fire bind:

I denne kulturbiografi har Karl Larsen samlet danske emigranters tanker og følelser af udlængsel og rodløshed – splittet mellem ude og hjemme – som de er nedfældet i deres personlige dagbøger og breve. "De der tog hjemmefra" giver et enestående indblik i de danske nybyggeres selvforståelse.

Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.

Karl Larsen (1860-1931) var dansk forfatter, men født og opvokset i det nuværende Sydslesvig/ Rendsborg. I sin samtid regnedes Larsen blandt Det moderne gennembruds og 1890‘ernes store prosaister og debattører. I dag er både hans skønlitterære virke og hans rolle som en nærmest konfliktsøgende samfundsdebattør gledet i baggrunden. Larsens værk var præget af kærlighed til datidens tyske krigsmentalitet, og det blev udfoldet i forsvaret for nationalmilitarismen i bl.a Dommens Dag (1908) og Japansk Aand (1909). Det skadede hans popularitet, som ellers var vokset med Københavnerbøgerne Udenfor Rangklasserne (1896) og romanerne Kresjan Vesterbro (1897) og I det gamle Voldkvarter (1899).

I 2003 bliver israelske Samira med sine to døtre familiesammenført til Danmark. Hun rejser fra en muslimsk kultur, hvor alt handler om roller i familiens fællesskab. Om ære, om religion og om at gøre nytte. I den frie kultur mod nord fascineres hun derfor af de små lys i mørket, hvor retten til at være sig selv nærmest går forud. Men desværre går hendes integration helt i stå efter den 13. september 2011, hvor børnene tvangsfjernes, og hun og manden fængsles. Hun lever herefter helt alene og skriver sig nu vej gennem smerten og om sine svære møder med myndighederne for at få børnene hjem. De to kulturer, som hver indeholder godt og skidt, gør hendes rejse konfliktfyldt, hvor hun ikke længere ved, hvad der er normalt. Hun udfordres dagligt på sine tanker, sin adfærd og sine værdier. Vil det nogensinde være muligt for hende at blive ”rigtig dansk”?

En selvbiografi, der på godt og ondt fortæller om det at komme til Danmark og vokse op her. Forfatteren skriver om bogen: Jeg blotter mig og skriver om mine skavanker, svagheder og manglende selvtillid, der gennem hele mit liv har sat dybe spor i den måde, jeg har opfattet mig selv på – og de konsekvenser, det har haft for mig. Vi lever i en tid, hvor man som menneske ikke må fejle eller være mangelfuld – den tendens ønsker jeg at bryde, så blandt andet nutidens ungdom har en chance for at være ”sig selv”. Jeg skriver også om mit syn på vores moderne samfund og de udfordringer, jeg mener, vi står over for. Jeg skriver om kærligheden: til os selv, vores medmennesker, vores venner og familie, kærligheden til livet og vores Jord.”

I september 2001 – få uger efter terrorangrebet mod USA, som kostede næsten 3.000 mennesker livet – udkom bogen For enden af regnbuen? I det store værk fortalte 150 danske emigranter i alle aldre og fra alle samfundslag om deres liv i USA. Nu tager forfatteren Bo Østlund tilbage for at tale med 12 af dem. Fælles for dem alle var rastløsheden i et Danmark, mange af dem af forskellige årsager havde fået et anstrengt forhold til. Imidlertid havde de modet og den indre styrke til at krydse det store hav, og de havde alle en ukuelig tro på et bedre liv i USA. Men hvordan er det så gået dem i de mellemliggende 13 år? Holdt drømmene? Og kærligheden? Og økonomien? Og så naturligvis det store spørgsmål: Hvordan oplevede de 9/11, og hvilken indflydelse har angrebet og angsten for terror haft på deres liv og hverdag? Tag med tilbage til enden af regnbuen og hør de medrivende skæbnefortællinger.

Ny bog sammenholder for første gang hvordan danskernes sociale normer kan have betydning for, hvor gode vi er til at integrere andre mennesker i det danske samfund. Måske kan vi alle gøre det bedre? Det mener forfatter i ny bog, der indrammer danskerne, danskheden og integrationsdebatten. Valgkampen er skudt i gang og atter er den danskeindvandrerdebat et brandvarmt emne. Debatten om “dem” og os” har de senere år udviklet sig til en ond cirkel. Mange er bekymrede for parallelsamfund og social kontrol blandt ikkevestlige indvandrere og efterkommere. Andre opfatter den førte integrationspolitik som inhuman og direkte usmagelig. Det danske samfund er splittet. Ny bog peger på, at danskernes kultur og og sociale normer kan have betydning for, hvor godt vi lykkedes med integrationen. “Mødet med Janteloven - danskerne, danskheden og alle vi andre” er et kærligt og humoristisk livtag med danskerne og danskheden. Via beskrivelser af danskernes egenart og institutioner viser Jørgen Christensen, at danskerne er nogle lidt lukkede og sære hyggefise, som det ofte er svært at komme i lag med. Forfatteren giver sidst i bogen en række forslag til, hvordan vi alle kan fremme integrationen. For det burde ikke være så svært at byde på en kop kaffe!

Der er sagt mange skarpe ord om danskerne i udenlandske medier. Die Woche i Tyskland henviste til titlen på en nazistisk kampsang, når det skrev om en dansk "Die Fahne Hoch"-mentalitet og i The Guardian i London hed det, at i forhold til højrefløjens fremmarch i Danmark virkede nazismens fremmarch i Tyskland sløv. Dagsavisen i Oslo bragte i november 2001 et foto fra København af en nynazist med strakt arm, med henvisning til at den danske valgkamp var præget af fremmedhad. Er danskerne fremmedfjendske? følger den udenlandske omtale af den danske debat om indvandringen tilbage til 2000, og det giver en vigtig pointe: Billedet af Danmark som fremmedfjendsk var udbredt længe før regeringsskiftet. Udenlandske medier citerer igen og igen forslag til stramninger i udlændingepolitikken, og henvisning til "Die Fahne Hoch"-mentaliteten er fra februar 2000. Derimod tav man med, at Danmark - sammen med Norge - havde rekord i tildeling af asyl og gav højere sociale ydelser til indvandrere end næsten alle andre lande. Allerede da berettede man om det, der passede med en skabelon om danskerne som fremmedfjendske, og udelod det, der talte imod.Samtidig sammenligner bogen debatten i Danmark med debatten i nabolandene. Der er klart mere sordin på i Sverige og Tyskland. Dermed kan den danske debat forekomme barsk for svenskere og tyskere. Derimod er det svært at se en større forskel mellem debatten i Danmark og debatten i Norge.Endelig viser bogen, at internationale holdningsundersøgelser slet ikke tyder på, at danskerne skulle være specielt fremmedfjendske. Vi stiller skrappe krav om, at indvandrere skal tilpasse sig landets normer, men modsat er vi også det folk i EU, der stærkest ønsker at inddrage indvandrerne i det politiske liv. Hvad man fremhæver, afhænger af, hvilken skabelon man bruger.

Europas ambassade er et rejseessay, der gennem indtryk, møder og samtaler forsøger at tage bestik af, hvordan flygtningekrisen påvirker vores forventninger til fremtiden og vores selvforståelse som danskere og europæere.

I februar 2016 rejste Jens Christian Grøndahl til Lampedusa for at opleve det lille fiskersamfund, hvor man som Europas yderste forpost har modtaget tusinder af bådflygtninge med åbne arme.

Men kan de nordeuropæiske velfærdssamfund tage imod et uanet antal flygtninge uden at slå sprækker? Eller svigter vi åbenheden som grundværdi, hvis vi lader os lamme af frygt for de mange, der ser ”Europa” som et synonym for håb?

Hvordan kan det land, som har været forbundet med tolerance og frisind, forvandle sig til en nation som er gledet fra gæstfrihed til fremmedfrygt, fra tillid til mistillid? Kan det samme ske for svenskerne?  Den svenske forfatter LENA SUNDSTRÖM har altid elsket Danmark, for mens Sverige var regelrytteri og alvor, var Danmark ensbetydende med frihed, tolerance, bacon og øl. Men i de senere år, er der sket noget med det gamle og hyggelige Danmark. Tonen i den offentlige debat er blevet skærpet og der har bredt sig et forbehold mod fremmede mennesker, som ofte giver sig udtryk i direkte fjendtlighed. Hvordan kunne det komme så vidt for danskerne? Den svenske journalist og forfatter sagde sit job op. pakkede sine kufferter og rejste til København, hvor hun bosatte sig i tre måneder på Nørrebro, for at finde ud af, hvad der egentlig sker i landet, hvor ’verdens lykkeligste folk’ bor. Fra en to værelses lejlighed på indre Nørrebro drog LENA SUNDSTRÖM ud i det danske samfund for at forstå hvorfor danske flag afbrændes i demonstrationer i den muslimske verden, og hvorfor Danmark betragtes som et af de mest fremmedfjendske lande i Europa?   Blandt brændende containere og halalhippier begynder hun at søge efter svarene. Hun synger med, når de danske roligans hepper på det rød-hvide landshold i VM kvalifikationskampe. Hun møder danskere som ikke bryder sig om de fremmede, og hun møder danskere som skammer sig over at fortælle hvor de kommer fra, når de rejser i udlandet.  LENA SUNDSTRÖM har talt med avisredaktører om mediernes ansvar for den offentlige debat. Hun har gransket i baggrunden for Muhammedkrisen, diskuteret med politikere og opinionsdannere, deltaget i dansk kursus for indvandrere og været til grill aften hos medlemmer af Dansk Folkeparti. LENA SUNDSTRÖM holder et kærligt og kritisk spejl op for ’verdens lykkeligste folk’.

b>Hjemland er skrevet til den almindelige medborger, som gerne vil have større indblik i flygtninges liv og hverdag. Samtidig er håbet, at den kan anvendes af studerende og praktikere, som beskæftiger sig med den aktuelle integrationsindsats, så disse erfaringer kan hjælpe både det danske samfund og de nye flygtninge, som kommer til landet i dag.

Bogens emne er uddannelse af indvandrerbørn, og den viser, at et ensidigt fokus på daginstitutioner og skoler eller på den sproglige side af børnenes udvikling giver et forvrænget billede af børnenes liv. Forfatterne ser på alle beslutninger om indvandrerbørnenes uddannelse som en del af den generelle politik vedrørende indvandrere, og den bygger ikke altid på det, som ifølge forskningen er det bedste for det enkelte indvandrerbarn.