Søgeresultater: 3

Enestående indblik i dansk politik. Som SF-formand, minister og mangeårig folketingspolitiker har Holger K. Nielsen gennem flere årtier spillet en centralrolle i dansk politik. Han giver i Det var det værd et enestående indblik i det maskinrum, hvor magten udøves og idealer udmønter sig i konkret politik. Han fortæller ærligt om egne sejre og nederlag, og lægger ikke fingrene imellem når omkostningerne har været høje og tilliden bliver brudt. Holger K. Nielsen stiller skarpt på idealer og dilemmaer, på sejre og på den magt, der er nødvendig for at opnå dem. Under SF’sdeltagelse i Thorning-regeringen 2011-2014 vandt SF magten over idealerne, og partiet blev - helt berettiget, selv om der selvfølgelig er nuancer - straffet hårdt af vælgerne. Sene natteforhandlinger på Christiansborg, weekend efter weekend brugt på diskussioner om partiets strategi, møder i halvtomme forsamlingshuse, nærgående medier og politiske og personlige nederlag. Når Holger K. Nielsen her ser tilbage på 40 år med dansk politik helt inde under huden, er svaret klart: Ja, det var det værd. Det var det værd er også en historie om SF’s udvikling siden starten af 1970’erne,om interne opgør på den yderste venstrefløj i dansk politik, om først nej og så ja til unionen og meget mere.

Poul og kærligheden er fortællingen om Poul Andræ (1843-1928). Han voksede op i det københavnske borgerskabs øverste lag som søn af statsminister C.G. Andræ, og allerede fra helt ung var han klar over, at han var homoseksuel. Med afsæt i hidtil ukendte dagbøger og breve beretter Karl Peder Pedersen om Pouls lange kamp mod, men især med sin ”ulykkelige kærlighed”, som han kaldte det – fra forelskelserne i skolen, de første seksuelle forhold i Italien og Dansk Vestindien og til forsøgene på gennem onani og dagbogsskriveri at afstå fra sex med mænd. Først da han var i slutningen af 30’erne, turde han for alvor udleve sin seksualitet herhjemme. I mange år kæmpede Poul med at komme til klarhed omkring sin seksualitet i en tæt dialog med datidens førende sexologer og psykiatere. Der var for ham ingen tvivl om, at hans homoseksualitet var medfødt, og i 1890’erne kastede han sig med fuld kraft ind i kampen for seksuel ligestilling. Det gør ham til en enestående dansk pioner, hvis historie nu endelig kan fortælles.

Carl Holst var hårdt ramt. I mange måneder var han en fast del af alle danske mediers politiske dækning. Den ene kritiske anklage mod den nye forsvarsminister og tidligere formand for Region Syddanmark afløste den anden. Efter 93 dage måtte han gå af som minister og kort efter tage orlov fra Folketinget. Det var i efteråret 2015. Carl Holst blev efterforsket af politiet, undersøgt af Statsforvaltningen, kulegravet af medierne, og en advokatundersøgelse var sat til at vende hver en sten. Først næsten to år senere blev han renset - frifundet for alle anklager. CARL er Carl Holsts egen beretning om, hvad der skete, da han blev kastet ud i sit livs nedtur, mistede en del af troen på retssamfundet, det politiske system og ikke mindst den frie presse. CARL er også en detaljerig fortælling om et kammeratskab siden ungdommen med Lars Løkke Rasmussen og om den krise, Venstre havnede i, da partifæller i foråret 2014 forsøgte at begå et "kongemord" - en krise, der fem år efter stadig præger Venstre. CARL er historien om højskolebarnet fra Rødding, der altid gik med bare tæer, fulgte i sin fars fodspor, blev lærer, politiker og endte som glad grundtvigianer og "konge af Sønderjylland" efter et biluheld, der nær havde kostet ham livet. Citater fra CARL "Jeg er både bekymret og bange og befinder mig vel i noget, der bedst kan betegnes som en slags 'undtagelsestilstand'. For første gang i mit liv føler jeg, at jeg har tabt kontrollen med mit liv og har svært ved at se lyset". "Jeg forsøgte uden held at ringe til Lars Løkke et par gange, men han ringede ikke tilbage. Og jeg tror ikke, at det var et udtryk for, at han ikke havde mit telefonnummer. Der har i hvert fald været andre tidspunkter i vores indbyrdes relation, hvor han ikke har haft problemer med at huske det". "Jeg kunne med det samme se, at der var tale om alvorlige anklager, men også, at rapporten var fuld af fejl og falske påstande (...) Ting, som jeg slet ikke kunne genkende, og andet, der bare var helt hen i vejret". "Vi kan i Venstre ikke skyde skylden på medierne, for det, der blev sagt og skrevet om motiver og bevæggrunde, var vand ved siden af, hvad vi sagde til hinanden på tomandshånd (...) På den måde er vi i Venstre blevet en dysfunktionel familie, som lever på traumerne af det svigt, der ligger i utroskab"