Søgeresultater: 18

Den græske filosof Epikur levede i perioden 341-270 f.Kr, og det meste af sit liv boede han i Athen. Han var ikke en helt almindelig filosof, for han ønskede at demonstrere sin filosofi ved den måde han levede på snarere end ved stive teorier. Han fik snart tilnavnet den filosofiske havemand, fordi hans liv og virke altid foregik i hans have, hvor han holdt skole og drøftede det gode liv med sine studerende. I eftertiden blev den epikuræiske filosofi udlagt som en søgen efter nydelse og velbehag, men faktisk advarede Epikur mod det umådeholdne og anbefalede i stedet at holde sig på den gyldne middelvej mellem for lidt og for meget. Bogen har Epikur som den centrale person, men tidligere og samtidige tænkere samt efterfølgernes refleksioner over epikuræismen inddrages også. Endelig er der den lille ekstragevinst ved bogen, at man tillige kan bruge den som en filosofisk guide til alle de filosoffer, der har befundet sig i Athen samt en berømt apostel ved navn Paulus, så man med bogen i hånden ikke blot bliver filosofisk og teologisk bevandret, men også vil kunne vandre fra det ene fysiske minde om en eller flere filosoffer til det andet. Uddrag af bogen Jeg har dvælet ved mange græske filosoffer og også nogle af de få filosofiske romere, og nu er turen kommet til Epikur eller den filosofiske havemand, som jeg kalder ham. Det gør mig, hver gang jeg har læst om ham, varm om hjertet, når jeg hører om hans filosofiske havekollektiv, hvor der var plads til alle, og et sådan kollektiv må alle med lyst til at tænke og tale ønske sig at være en del af. Derfor er jeg nu i Athen for at formidle tankerne fra den havemand, der gjorde det til sit livs ideal at være filosofisk i samvær med andre. Han ønskede ikke total uafhængighed fra livets glæder, men advarede alligevel mod for stor afhængighed af de samme glæder, så det gjaldt om at finde et liv i al stilfærdighed og tilbagetrukkethed, hvor man kunne være i ro med sine tanker og tillige sine venner. Om forfatteren Lise Søelund er cand.mag. i idéhistorie, har et omfattende forfatterskab bag sig med Søren Kierkegaard som speciale og er ansat på Silkeborg Bibliotek som husfilosof. Lise Søelund har gjort det til sin livsopgave at formidle eksistentielle tanker såvel mundtligt som skriftligt og er også en flittig boganmelder.

Søren Kierkegaard sætter i værket Philosophiske Smuler fingeren på nogle ømme steder og gør os alle bevidste om, at der er noget, vi skal tænke over, træffe valg omkring og finde løsninger på. Hans relevans for det moderne menneske skyldes dels, at hans pointer er almenmenneskelige, hvorfor det naturligvis må gælde til alle tider og for alle mennesker, og dels at de menneskelige vilkår, som han behandler, er blevet endnu mere relevante, end de faktisk var på hans egen tid. Det er eksistentielle vilkår, der presser sig på, efterhånden som vi modnes og får behov for at blive ansvarlige i vort eget liv. Kierkegaard understreger, at et menneske har muligheder og frihed til at vælge veje i livet, men at det medfører nogle følgetilstande, der er af den mindre behagelige art. Det er dog en kendsgerning, at vil man være sig selv, så må man stå ved den, man er.

En enkel og gedigen indføring i Thoureaus tanker. En spændende naturfilosof, der har megen fælles tankegods med Rousseau. En kærkommen replik til det moderne menneskes fortravlede og forbrugsorientrede tilværelse.

De overordnede spørgsmål i Gjentagelsen er at undersøge, hvorvidt en gentagelse er mulig, og i så fald hvilken betydning den har, men tillige at finde ud af, om man vinder eller taber ved, at noget bliver gentaget. Det hele opstår, fordi et ungt menneske henvender sig til Constantin, der er værkets pseudonyme forfatter, og som har nogle refleksioner angående begrebet gentagelse. Det bliver klart, at begrebet gentagelse hos Kierkegaard er at betragte som en filosofisk kategori, men hvad angår det unge menneske, så er hans udlægning, at et menneske er fanget mellem henholdsvis håb, der går på fremtiden, og erindring, der ser tilbage på fortiden. Hos Kierkegaard derimod gives der potentiale for et nærvær i nuet, og det hele handler som altid hos ham om forholdet til Gud, for gentagelsen er ikke mindre end en religiøs begivenhed, der på en måde giver det troende menneske sit tabte liv tilbage.

Guiden til Søren Kierkegaards værk Frygt og Bæven er vigtig, fordi det er et værk, som mange finder det svært eller direkte usympatisk at læse, så her skulle være lidt tilgængelige tilgange til forståelsen heraf. Det er troens paradoks, der behandles i værket, og det undersøges via historien om Abraham og Isak. Det er et etisk dilemma af dimensioner, for ikke blot er det et mord, der bliver planlagt, men det er også et mord på Abrahams egen søn, hvis det altså gennemføres, som Gud har befalet. Det, der interesserer pseudonymet Johannes, er det modsætningsforhold, der findes mellem religion og etik, for der er en etisk pligt, som vi alle kender i henhold til, hvad man må og ikke må, eller hvad der er redeligt eller uredeligt. Der er imidlertid også en pligt for Gud, når man er troende, og den pligt kan vise sig at gå imod ordentlighed og lovlighed.

En alfabetisk gennemgang af Søren Kierkegaards begreber har til formål at kunne finde en gennemgang af hans temaer eller begreber udelukkende ved et opslag, men naturligvis griber mange temaer ind i hverandre, og så bliver det til flere opslag, hvilket dog ikke er så galt, for dermed får man mere viden om den store filosof. Man kan slå op under Æ og blive klogere på æstetikeren og snart blive indsat i Kierkegaards stadieteori, og ligeledes blive opmærksom på, hvem der er æstetikerens modsætning eller videreudvikling, hvilket er etikeren. Som altid, når man skriver om de store tænkere, er man nødt til at bekende sig til begrænsningens kunst, for ellers ville man aldrig kunne blive færdig med formidlingen og da slet ikke i et sådant opslagsværk. Imidlertid har det den fordel, at man formentlig får lyst til at læse videre om begreber og værker, hvilket der naturligvis også bliver henvist til i bogen.

Immanuel Kant levede i den daværende tyske by Königsberg (i dag Kaliningrad) i perioden 1724-1804 og er mest kendt for sin almengyldige regel om, hvordan vi skal behandle hinanden. På den måde grundlægger han en moralfilosofi, som vi stadig kan lære af, men han var ikke mindre toneangivende på det erkendelsesteoretiske felt. Han bekendtgør, at det ikke er erkendelsen, der retter sig efter objekterne, men objekterne, der retter sig efter erkendelsen, hvorfor vi mennesker både anvender sanser og forstand, når vi erkender. Det er Kant, der er bogens centrale person, men naturligvis er der tilbageblik og udblik også på andre filosoffer og filosofiske retninger. Endelig kan bogen bruges som en guidebog til Kantlokaliteter i Kaliningrad og omegn, og det er den første af slagsen, da huset, hvor Kant gjorde tjeneste som huslærer, først for nylig er gjort til museum. Det er biografi, filosofi og geografi spundet sammen om Kant og hans værker. Uddrag af bogen Det handler i henhold til Kant altså om at komme ud af umyndigheden, og den bevægelse fra det umyndige til det myndige er den afgørende vending. Det er spørgsmål om at bruge sin forstand, hvilket kræver en vis portion mod. Kants kritik her fokuserer på den umyndighed, som vi alle let kan falde ind i, og her handler det ikke om tilegnelse af en paratviden eller udenadslære, men om en aktiv tænkning og brug af det tillærte til at blive selvstændig og kreativ, så der kan iagttages en myndighed og et mod til at virke for sit samfund. Ethvert individ i samfundet har pligt til at udføre en funktion, som baserer sig på gennemtænkte handlinger og fornuftige beslutninger, og her gælder det om at demonstrere en fordomsfri tilgang til fællesskabets sammenhæng og ethvert menneskes berettigede plads i samfundet. Om forfatteren Lise Søelund er cand.mag. i idéhistorie, har et omfattende forfatterskab bag sig med Søren Kierkegaard som speciale og er ansat på Silkeborg Bibliotek som husfilosof. Lise Søelund har gjort det til sin livsopgave at formidle eksistentielle tanker såvel mundtligt som skriftligt og er også en flittig boganmelder.

Søren Kierkegaard skrev sit værk Enten – Eller i Berlin, og det var efter, at han have sagt farvel til sin forlovede og sin forlovelse, hvorfor han nu var fri til at gøre det, som formentlig havde trængt sig på i mange år, hvilket var at skrive. Enten – Eller er det mest læste og kendte værk fra Kierkegaards hånd og på en måde tillige en form for guide til det ganske forfatterskab. Imidlertid bliver der alligevel en guide til guiden, hvor der bliver stillet skarpt på de livsformer, som Kierkegaard mener, at et menneske kan bevæge sig imellem. Det er æstetikeren, der nyder at nyde, men ikke er meget for at yde, det er etikeren, der nyder at yde, og så er der den religiøse livsform, der indebærer, at man smider alt, hvad man har i hænderne, og kaster sig ud på de 70.000 favne vand, hvor den nådige Gud griber og favner en.

'At være sig selv' er en introduktion til forfatterskabet af den danske teolog, filosof og forfatter Søren Kierkegaard (1813-1855). Bogen er til enhver, der har lyst til at stifte bekendskab med Kierkegaards tænkning og værker uden nødvendigvis at vide noget om ham på forhånd. Den giver et bredt overblik over Kierkegaards forfatterskab, hvis den læses fra ende til anden, men da hvert kapitel behandler et bestemt tema, kan de enkelte kapitler også læses selvstændigt.

Om begrebet ironi med stadigt hensyn til Sokrates er Søren Kierkegaards magisterafhandling, der udkom i 1841, og som ikke oprindeligt indgår i hans samlede værker, men efterfølgende er den blevet til en del heraf, idet den står som det andet værk i de samlede værker. Det er derfor ikke så let læst som mange af Kierkegaards andre skrifter, da det er en akademisk afhandling, men netop derfor er det godt med en guide hertil. Det hele handler, som titlen antyder, om den græske filosof Sokrates, og hvordan ironien med Sokrates holder sit indtog i verden eller bliver en særlig måde at kommunikere på. Kierkegaards oprindelige intention med afhandlingen var at kritisere den ironiske tilgang til tilværelsen, men undervejs i sin afhandling bliver Kierkegaard selv klogere på begrebet ironi og ender med at anerkende ironi som en vigtig tilgang til en god dialog, hvis altså man anvender ironien seriøst.

Filosofkongen Marcus Aurelius tænkte og skrev om alt det en leder til alle tider burde være optaget af: menneskerettigheder, social omsorg, fattiges vilkår og social og moralsk ansvarlighed. En lettilgængelig indføring i den bemærkelsesværdige kejser.

Søren Kierkegaards værk Forord er nærmest en hyggelig lille morskabspause med en lystig fætter som udgiver, og det hele handler om de litterære forhold på Kierkegaards tid. Det er ironisk og causerende og kan bestemt anbefales som lidt afslappende og adspredende læsning, for at skrive et forord kan være forbundet med mange stemninger og associationer, hvilket ligeledes gælder læsningen heraf. Læsning af et værk er ofte afhængig af forordet, for hvis ikke forordet vækker lysten til at læse værket efterfølgende, så læser man slet ikke mere, men lægger bogen fra sig, så forretten må vække appetitten for hovedretten. Udgiveren Nicolaus er en forsigtig ægtemand, som gør alt, hvad konen forlanger, og hun forlanger, at hendes mand ikke udgiver bøger, for det er at ligne med utroskab, men hun modsætter sig ikke, at han skriver forord, og hvis man skriver forord nok, så kan det jo også blive til en bog.