Søgeresultater: 12

Katarina den Store, kejserinde af Rusland (1729-1791), havde fra 1774 et dramatisk og lidenskabeligt forhold til den ti år yngre fyrst Grigorij Potjomkin frem til dennes død i 1791. Katarina den Store efterlod sig et hav af kærlighedsbreve, der kaster lys over det tragiske kærlighedsforhold og det faktum, at selv Ruslands mægtigste kvinde ikke altid kunne få det, hun allermest ønskede sig. Samtidig tegner brevene et portræt af den gådefulde fyrste, der, om end han var et geni, som nogen påstod, eller en charlatan, som andre fastholdt, var kejserindens store kærlighed. Marie Birgitte Tetzlaff (f. 1954) er en dansk journalist, anmelder og forfatter. Tetzlaff er uddannet cand.phil. i russiske litteratur. Efterfølgende arbejdede hun som underviser på Slavisk Institut frem til 1987. I 1988 blev hun ansat på Weekendavisen, hvor hendes hovedområde var Rusland, og i 1995 flyttede hun til Politiken. Hun har desuden arbejdet som oversætter og konsulent for en række forlag, bl.a. Lindhardt og Ringhof.

Min oldefar (min morfars far), Jens Jacobsen, blev født i 1831 i Alken nær Skanderborg og døde i 1907, 76 år gammel. Han var landsoldat i krigen i 1864, og efter at være såret ved det skæbnesvangre slag ved Dybbøl den 18. april, kom han til København, hvor han tilbragte 4 måneder på et lazaret. Det er af denne grund, at der findes disse breve; for normalt skrev fattige folk på landet jo ikke breve til familien, men når man var så langt væk så længe, var det jo den mulighed for kontakt, man havde. De fleste af brevene er naturligt nok til hans kone, men her er også korrespondance til og fra andre i familien og flere af hans krigskammerater. Alle disse gamle breve - 34 ialt - er her transkriberet fra gotisk håndskrift, og de er skrevet nøjagtigt som de oprindeligt er skrevet med stavefejl, manglende tegnsætning osv. Nogle steder er brevene svære at læse. Brevene har givetvis været læst mange gange, og det er ofte i papirets folder, de har været umulige at tyde. Det er ikke kun interessant at læse beretningerne om landsoldaternes dagligdag og de egentlige krigshandlinger såvel i Fredericia i marts 1864 som ved Dybbøl i april, men vi får også en del at vide om livet hos den fattige landbefolkning.

Lotte Andersen og Amalie Kestler følger i "Carl & Marie" kunstnerparret Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens brevveksling i en unik fortælling om kærlighed og kunst i en brydningstid i danmarkshistorien. Forfatterne har udvalgt hundredvis af breve af høj kunstnerisk og historisk kvalitet, og de bliver sat ind i en større sammenhæng, der folder fortællingen om Carl og Marie ud og føjer nyt liv til historien om begge kunstnere.

"Breve fra en barndom" giver et brutalt, men også smukt, rørende, humoristisk og eventyrligt indblik i den afdøde colombianske kunstner Emma Reyes' barndom og opvækst under meget trange kår i Bogotá, Colombia. I bogen gengives dele af en brevudveksling som Reyes havde med sin tætte og betroede ven Germán Arciniegas over en længere årrække (1969-1997). I mange år forblev Reyes' treogtyve breve til Arciniegas private. Arciniegas besluttede sig dog for på et tidspunkt at vise dem til vennen Gabriel García Márquez. Márquez blev meget begejstret og så en særlig litterær kvalitet i dem, men havde ikke held med at overbevise Reyes om at fortsætte med at skrive. Brevene forblev derfor privateje indtil 2012, hvor de posthumt blev udgivet under titlen "Memoria por correspondencia" (da. "Breve fra en barndom") på det colombianske forlag Laguna Libros i samarbejde med Arciniegas' familie og Fundación Arte Vivo Otero. I kølvandet på udgivelsen blev bogen hurtigt udråbt til en klassiker i colombiansk og latinamerikansk litteratur.

Gribende fortælling om det danske søskendepar, Ellen og Henrik, som hver på deres måde kæmpede for igen at gøre Europa frit. Hun i Royal Navys lyttetjeneste på den engelske sydkyst og han ved fronten i Nordafrika og Italien. ”Et sjældent indblik i, hvordan krigen påvirkede det enkelte menneske.” Kristelig Dagblad ”Absolut læsværdig.” ★★★★ Berlingske

Bogen består af to dele: henholdsvis breve til litteraturkritikeren Jens Kruuse fra fremtrædende forfattere omkring tidsskriftet Heretica, og Per Højholts brevkorrespondance med redaktørerne af Heretica. De to dele kan læses separat, og introduceres af hhv. Lotte Thyrring Andersen og Bruno Svindborg.

Poetiske forposter udkom oprindeligt 2008 som første bind i serien Moderne positioner efter 1940.

Her får vi endelig lov til at kigge med i skrivebordsskufferne hos den forfatter, der gav os Napoli-romanerne og flere andre højt elskede bøger. Over tyve års breve, essays, overvejelser og interviews samler sig til et unikt billede af en forfatter, som for mange er legemliggørelsen af, hvad det vil sige at elske det skrevne ord.
Her taler Ferrante åbent og frimodigt om, hvorfor hun som forfatter har valgt at træde om bag sine romaner og være anonym, om sine bekymringer og glæder over filmatiseringerne, om skriveblokeringer, om Italien, om moderskab og feminisme, barndom og fantasi. Resultatet er et spillevende, intimt selvportræt af en arbejdende forfatter.

Den norske dramatiker Henrik Ibsens breve giver et godt indblik i de nordiske landes kulturelle landskab i 1800-tallet. Dette andet bind indeholder breve fra tiden 1874-1900 til en lang række store kulturpersonligheder og –institutioner; blandt andet Georg Brandes, Edvard Grieg og Nationaltidende. Den norske dramatiker og digter Henrik Ibsen (1828-1906) er én af de vigtigste forfattere i Det Moderne Gennembrud og regnes som grundlæggeren af det moderne drama med skuespil, der sætter den menneskelige psykologi i centrum og kredser om den fortid, det er så umuligt at flygte fra. Ibsen er verdensberømt for skuespil som "Et dukkehjem", "Peer Gynt" og "Hedda Gabler", men producerede i alt over tyve dramaer, der stadig opføres på teatre over hele verden.

Den norske dramatiker Henrik Ibsens breve giver et godt indblik i de nordiske landes kulturelle landskab i 1800-tallet. Dette første bind indeholder breve fra tiden 1849-1874 til en lang række store kulturpersonligheder og –institutioner; blandt andet Bjørnstjerne Bjørnson, Frederik Hegel og bestyrelsen for det norske teater i Bergen.

Den norske dramatiker og digter Henrik Ibsen (1828-1906) er én af de vigtigste forfattere i Det Moderne Gennembrud og regnes som grundlæggeren af det moderne drama med skuespil, der sætter den menneskelige psykologi i centrum og kredser om den fortid, det er så umuligt at flygte fra. Ibsen er verdensberømt for skuespil som "Et dukkehjem", "Peer Gynt" og "Hedda Gabler", men producerede i alt over tyve dramaer, der stadig opføres på teatre over hele verden.

I alle de år, Herbert Pundik var chefredaktør på Politiken, fra 1970 til 1993, boede hans kone, Sussi, det meste af tiden i deres hus i Tel Aviv. Hver aften de var fra hinanden, skrev han breve til hende om dagens begivenheder.

Breve til Sussi supplerer på den mest selvfølgelige måde de to foregående erindringsbind, Det er ikke nok at overleve og Du kan hvis du tør, og afrunder billedet af en af de vigtigste aktører i det tyvende århundredes danske pressehistorie.

Bogen udkom oprindeligt i 2007.

En brevveksling mellem to af efterkrigstidens vigtigste danske kulturpersonligheder udgives her for første gang. Forlæggeren og forfatteren Ole Wivel og maleren Sven Havsteen-Mikkelsen var begge to en del af den kreds omkring østrigeren Frits Waschnitius, der ivrigt diskuterede kunst og politik i årene op til og i de første år af anden verdenskrig.

Brevvekslingen kaster nyt lys over venskabet mellem de to, ikke mindst den signifikante pause i venskabet i de første krigsår. Men også de tanker, som de hver især gjorde sig i de skæbnesvangre år, hvor Wivel blev mere fascineret af det tyske projekt, end godt var.

Bogen er forsynet med et efterskrift af professor Per Øhrgaard, der har haft adgang til de herrers arkiver.

At flytte hjemmefra kan være udfordrende, men at være den, der bliver ladt tilbage, kan være mindst lige så svært. Det fandt Maise Njor ud af, da hendes datter Asta-Maja fløj fra reden til Rom. Heldigvis var de ikke længere væk fra hinanden end en mail, og gennem deres korrespondance får de styr på nogle af de ting, som kan være svære at tale om, når man sidder ansigt til ansigt: kærlighed, skilsmisse, opdragelse, venskaber, feminisme og italienske mænd. Alle veje fører til moR er et kærligt og ærligt portræt af to generationer – en gribende, sjov og alvorlig korrespondance mellem mor og datter. Bogen er for alle, der er eller har været barn af en forælder. Mens I havde allermest brug for nogle stærke forældre, lå jeg på sofaen og stirrede ud i luften. Det kunne jeg ikke være bekendt. – Maise Forældre er jo bare voksne børn, og når man fatter det, kan man jo næsten ikke blive sur. – Asta-Maja