Søgeresultater: 82

De havde aldrig mødt hinanden. Alligevel skrev de to unge karriere- og familiekvinder en skarp og morsom brevveksling over et helt år om alt, hvad der ligger en kvinde på sinde. De kommer omkring alt fra vaskemaskiner, egne og andres mænd, arbejde, børn og magt- til Michael Laudrups tænder! Maise Njor Boisen er  journalist og forfatter og Camilla Stockmann er virksom ved Politikens kulturredaktion.

Der kan være mange grunde til at læse brevvekslingen fra slutningen af 1800-tallet til efter Den russiske Revolution mellem vor egen internationalt berømte litterat, Georg Brandes, og den ligeså navnkundige russiske anarkist og adelsmand, fyrst Peter Kropotkin, som Det Poetiske Bureaus Forlag for første gang har udgivet i dansk oversættelse (de skrev sammen på fransk) ved Vagn Lyhne & Lis Norup, der også har udstyret bogen med forord og noter. Alene dette forord, med beskrivelse af de to mænds respektive baggrunde og fortællingen om det politiske mord, der første til korrespondancen, er spændende som en, ja … kriminalroman. Brevene beskriver både de to mænds politiske tanker og overvejelser og de hændelser i dags-pressen, som de tager farve af. En del af problemstillingerne ligner vor tids: "Det eneste, som har undret mig en smule i Deres skrifter, er Deres ubetingede tillid til folkets visdom. Jeg ville ønske, jeg kunne dele den. Man siger som regel, at der kun er én russer, som har så høje tanker om folket, nemlig Leo Tolstoj. Men der findes jo da i hvert fald to, eftersom De også er russer." Foruden den historisk vigtige og interessante litterære og politisk-filosofiske udveksling mellem de to store ånder, giver bogens breve anledning til mødet med en verden, hvor postvæsenet – med adskillige daglige omdelinger – ordnede det, man i dag har sms’er til.

Livet for let øvede er en samtalebog mellem de to forfatterinder Maise Njor og Fay Weldon.

Fay Weldon er Maise Njors store idol. Hun er meget fascineret af Weldons bøger samt af hendes personlige historie og mange markante holdninger. Maise Njor får i denne bog mulighed for at komme helt tæt på sit kvindelige forbillede, og udfordre hende med alle de spørgsmål, Maise selv er i tvivl om. Med gode råd og skarpe input lærer Weldon kort sagt Maise at være kvinde på et halvt år.

Maise styrer temaerne for indholdet i deres breve, og tager udgangspunkt i sit eget liv.

Njor er fyldt 40 (Fay er 78). Hendes mand er gået fra hende (Fay er gift for tredje gang), hun har mistet sit elskede hus, har kun sine tre døtre hver anden uge (Fay har tre sønner), og i den anden drikker hun for meget. Maise er begyndt at gå til yoga for at lære at være et kærligt og uselvisk menneske - og fordi hun tænker, at hun så alligevel ikke helt er alkoholiker!
Hun synes selv, det lyder ret trist, men måske er det det slet ikke? Måske vil den ældre, erfarne Fay Weldon kunne fortælle hende, at der er noget derude som er endnu bedre? Måske lærer man sig selv at kende, når man ikke hele tiden skal pejle efter en mand? Og måske hjælper en go brandert bare i ny og næ?

Livet for let øvede vender kvindelivet på hovedet, og ikke mindst mænd bliver ihærdigt diskuteret.

Breve og aktstykker fra, til og om dramatikeren Johan Ludvig Heiberg i perioden 1806-1825.

Min oldefar (min morfars far), Jens Jacobsen, blev født i 1831 i Alken nær Skanderborg og døde i 1907, 76 år gammel. Han var landsoldat i krigen i 1864, og efter at være såret ved det skæbnesvangre slag ved Dybbøl den 18. april, kom han til København, hvor han tilbragte 4 måneder på et lazaret. Det er af denne grund, at der findes disse breve; for normalt skrev fattige folk på landet jo ikke breve til familien, men når man var så langt væk så længe, var det jo den mulighed for kontakt, man havde. De fleste af brevene er naturligt nok til hans kone, men her er også korrespondance til og fra andre i familien og flere af hans krigskammerater. Alle disse gamle breve - 34 ialt - er her transkriberet fra gotisk håndskrift, og de er skrevet nøjagtigt som de oprindeligt er skrevet med stavefejl, manglende tegnsætning osv. Nogle steder er brevene svære at læse. Brevene har givetvis været læst mange gange, og det er ofte i papirets folder, de har været umulige at tyde. Det er ikke kun interessant at læse beretningerne om landsoldaternes dagligdag og de egentlige krigshandlinger såvel i Fredericia i marts 1864 som ved Dybbøl i april, men vi får også en del at vide om livet hos den fattige landbefolkning.

Denne bog er en revideret og udvidet udgave af 'Kære Hal, kære Koste', brevvekslingen mellem K.E. Løgstrup og Hal Koch om samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig. Med efterskrift af Ove Korsgaard.

Morten Nielsen skrev mange breve og en del af dem er senere udgivet i to samlinger. Han skrev især til sine forældre og morfar og til venner som Morten Ruge (R. eller M. i brevene), Mogens Krustrup og Halfdan Rasmussen.Forfatterweb skriver:Disse breve efterlader læseren med indtrykket af et
nuanceret menneske, hvis livssyn var præget af stor alvor, men
også af elementær legesyge og nysgerrighed. Gennem brevene får
man indtryk af et rigt menneske. Et menneske der følte en stor
taknemmelighed over for livet og menneskene i sit liv på trods af
krigens alt for tidlige vielse af ham til grublerier over store
problemer, sygdom hos sig selv og sine venner, angst og frygt for ikke
at slå til som digter og intellektuel. I sin barndom var han flere gange
døden nær i forbindelse med sygdom, men han fjernede sig aldrig fra
livet på trods af, at tanker om døden fyldte meget i hans bevidsthed.
Han nød foråret, og trods sin unge alder forstod han at nyde den
ukrænkelige livsfølelse, som det trods alt giver én at få sit hjerte
knust af en pige. Han kunne skrive naivt, men hans forståelse for
følelseslivet, og hans mod til at kaste sig ud i livet, kunne have gjort
ham til et langt mere erfarent menneske.

Kim Malthe-Bruun tog i 1940 realeksamen fra Stenhus kostskole og blev derefter ungmand på en tremastet skonnert. Han kom ind i illegalt arbejde, blev taget af tyskerne og dømt til døden. Han blev henrettet 6. april 1945. Hans dagbogsnotater og de lange breve til kæresten Hanne Kampmann tegner et billede af en ung mand, der vidste, hvad han gjorde og var rede til at betale prisen for det.

500 breve fra Wien, omhyggeligt sorteret efter dato, omviklet med snor og gemt af vejen. Adressaten er Otto Ullmann, en 13-årig jødisk dreng, som i vinteren 1939 ankom til Skåne fra det nazistiske Østrig – uden sine forældre. Josef og Elise Ullmanns 500 længselsfulde breve til deres søn og eneste barn er et vidnesbyrd om et jødisk forældrepars sorg og fornedrelse i Wien og Theresienstadt. Indtil korrespondancen en efterårsdag i 1944 hører op. Det er en tragedie pr. post, skrevet netop så lavmælt og håbløst fuldt af fortrøstning, som man må skrive til en dreng, der er alene i et fremmed land. Elisabeth Åsbrinks bog om familien Ullmann er samtidig et personligt og bevægende opgør med en nation og et folk, som ikke handlede, som man bør over for mennesker i yderste nød. For midt under Holocaust, i det jødiske folks mest desperate stund, blomstrede antisemitismen hele vejen op gennem det svenske samfund og ind i sagsbehandlerkontorerne, hvor jøders ansøgninger om asyl blev forsynet med et »m« for mosaisk – og af den grund oftest afvist.

"Breve fra en barndom" giver et brutalt, men også smukt, rørende, humoristisk og eventyrligt indblik i den afdøde colombianske kunstner Emma Reyes' barndom og opvækst under meget trange kår i Bogotá, Colombia. I bogen gengives dele af en brevudveksling som Reyes havde med sin tætte og betroede ven Germán Arciniegas over en længere årrække (1969-1997). I mange år forblev Reyes' treogtyve breve til Arciniegas private. Arciniegas besluttede sig dog for på et tidspunkt at vise dem til vennen Gabriel García Márquez. Márquez blev meget begejstret og så en særlig litterær kvalitet i dem, men havde ikke held med at overbevise Reyes om at fortsætte med at skrive. Brevene forblev derfor privateje indtil 2012, hvor de posthumt blev udgivet under titlen "Memoria por correspondencia" (da. "Breve fra en barndom") på det colombianske forlag Laguna Libros i samarbejde med Arciniegas' familie og Fundación Arte Vivo Otero. I kølvandet på udgivelsen blev bogen hurtigt udråbt til en klassiker i colombiansk og latinamerikansk litteratur.

Lotte Andersen og Amalie Kestler følger i "Carl & Marie" kunstnerparret Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens brevveksling i en unik fortælling om kærlighed og kunst i en brydningstid i danmarkshistorien. Forfatterne har udvalgt hundredvis af breve af høj kunstnerisk og historisk kvalitet, og de bliver sat ind i en større sammenhæng, der folder fortællingen om Carl og Marie ud og føjer nyt liv til historien om begge kunstnere.