Søgeresultater: 4

Henning Christophersen fik aldrig selv skrevet sine erindringer om et langt liv i dansk og europæisk politik. Men historien om Venstremanden, økonomen, danskeren, europæeren og familiemennesket er værd at fortælle. Henning Christophersen var toppolitikeren, der aldrig blev statsminister, men som blev en af hovedarkitekterne bag den økonomiske genrejsning af Danmark. Han var finansminister i den borgerlige firkløverregering, der fra 1982 systematisk rykkede Danmark væk fra den økonomiske afgrund. Som Danmarks EF-kommissær stod han sammen med kommissionsformand Jacques Delors i spidsen for etableringen af det indre marked og eurosamarbejdet, to af hjørnestenene i dagens EU. Da han vendte hjem til København på bestilling af den socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, var det for at blive bestyrelsesformand i de metroselskaber, der kom til at binde Danmarks hovedstad sammen. Henning Christophersens historie fortælles af dem, der var tæt på ham, mens han levede: familie, venner, kolleger, politiske med- og modspillere og samarbejdspartnere – blandt andre Poul Schlüter, Anders Fogh Rasmussen, Uffe Ellemann-Jensen, Connie Hedegaard, Mariann Fischer Boel, Ritt Bjerregaard og Jens Kramer Mikkelsen. KRISTIAN ANDERSEN er født i 1969. Han er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og driver kommunikationsvirksomhed med både offentlige og private kunder. Han har arbejdet på diverse medier og erhvervsorganisationer og hos Venstre i EuropaParlamentet og på Christiansborg.

POUL SCHLÜTER, den længstsiddende danske statsminister siden 2. verdenskrig og Det konservative Folkepartis største parlamentariker, gør status over sine 75 år som konservativ.

Han fortæller om succeser og fiaskoer. Hvad var det, han gjorde, når det virkelig gik godt? Og når det gik galt? Hvad er det for en konservatisme, han identificerer sig med – og gerne ser, at Det konservative Folkeparti udfolder i dansk politik i fremtiden? Og hvad vil han gerne huskes for? På vej mod de 90 år er Schlüter stadig skarp som i sine velmagtsdage, uanset om det gælder Socialdemokratiet i opposition i 1980’erne, forholdet til Venstres ledere, Tamilsagen eller – aktuelt – Brexit, regeringens mange spindoktorer og sin ottende efterfølger som konservativ partileder, Søren Pape Poulsen.

Marcus Knuth har, siden han blev valgt ind i Folketinget i 2015, været en, man enten elsker eller hader. Enten mener man, at hans politik er fremmedfjendsk og udemokratisk, og at han er billedet pa° en uhyggelig højredrejning i det borgerlige Danmark, eller ogsa° synes man, at han er principfast, og at han har forsta°et det, de andre endnu ikke har forsta°et, nemlig at vi har lukket for mange ind, og at Danmark og Europa sta°r pa° randen af noget større og værre.

Pa° den ma°de er han ret interessant.

Hans historie er en om den adelige familie fra Knuthenborg, om værdier og krig og ma°ske om skæbne, men den handler dybest set om Danmark, for som ny udlændingeordfører for Venstre blev Marcus Knuth i flygtningekrisens sommer sat til at definere det, der definerer dansk politik. Mennesker gik pa° motorvejene, og kontinentet knagede. Siden har han sta°et bag et opgør med burkaer, rabiate imamer og kriminelle romaer.

Marcus Knuth har været med til at udstille et liberalt paradoks, for hvad er der tilbage af et frit samfund, hvis det kun kan forsvares med ufrihed? Han ved det godt. Han kalder det nødvendigt.

Danmarks længst siddende statsminister i nyere tid gør status. Næsten to årtier efter sin dramatiske sortie lader nu 82-årige Poul Schlüter ordene flyde frit med skarpe og underfundige kommentarer til såvel sin egen tids som nutidens politiske landskab. Med afsæt i et væld af billeder og satiretegninger reflekterer Poul Schlüter over et langt liv i politik. Den tidligere regeringschef og konservative partileder fortæller om 1980’ernes højspændte politiske opgør, om de mange opslidende interne stridigheder i partiet og om Tamilsagen, der kostede hans regering livet. Men han fortæller også åbenhjertigt og ligefrem om den nagende tvivl som nybagt regeringschef, om den dybe sorg efter tabet af hustruen Lisbeth og om skuffelserne over nære partifællers svigt.