Søgeresultater: 20

En fin og ærlig beretning om at være voksen datter til en meget syg far og miste ham.

Hvad sker der med én, når ens far bliver alvorligt syg? Hvordan er det at miste en forælder? Julie Top-Nørgaard mistede sin far efter et par års sygdomsforløb. Hun skriver om forløbet fra den pårørendes position – som mor til to mindre børn og midt i livet, travl med arbejde og uddannelse, og nu også travl med møder med hospital, offentlige instanser og pasning af sin syge far, som har behov for både omsorg, tid og hjælp til praktiske ting. Julie Top-Nørgaard skriver usentimentalt om de store følelser og er hudløst ærlig om det at klare at være voksen med en syg forælder uden at bukke under selv.

"Jeg sidder sammen med min far i opholdsstuen på Sankt Lukas Hospice. Han har ikke mere at fortælle, ikke mere at bede om, ikke mere at spørge om. Bare een ting: Hvad med rollingerne, har de det godt? Ikke andet end det. Hans vindue til verden trækker sig sammen, krymper. Han kan se mindre og mindre ud ad det, og jeg kan se mindre og mindre ind ad det." (citat fra bogen)

Pressen skriver:

»En fin og tænksom lille bog.«
– Tine Byrckel, Information

»Julie Top-Nørgaard […] kan den kunst at skrive om noget helt almindeligt som at miste en forælder, uden at det bliver følende og sentimentalt.«
**** – Edel Hildebrandt, Politiken

»Historien er trist og sørgelig, alligevel findes livet på hver eneste side, og Top-Nørgaard beskriver i et finurligt og særligt sprog.«
**** – Julia, Femina

Arno Geiger følger sin fars liv tæt de næste år. For at støtte ham i den stadig vanskeligere hverdag, inden plejehjemmet bliver den sidste station. Men også for at lære ham at kende – for tiden er gået, siden barndommen sluttede, og det travle voksne liv satte ind. Geiger flytter ind, og dagene går med mange forskellige slags samvær, med rablende dialoger, absurde optrin. Men faderen er samtidig lysende klar i fortællingerne fra hans egen barndom, hans soldatertid, slægtens og hjemstavnens historie.

Forfatteren har i sin dagbog skrevet om livsforandringer, om fortvivlelse, vrede, ensomhed, afmagt, efterhånden som demens ændrede hendes og ægtefællen Steens liv. Da Steen flytter på plejehjem, startes en mailkorrespondance med Steens barndomsven om blandt andet livet på plejehjem, uhelbredelig sygdom og værdige levevilkår. Hun fortæller om det nødvendige, til tider udfordrende, men også omsorgsfulde samarbejde med forskellige fagpersoner. Bogen beskriver også kærligheden og om at have mod på livet før, under og efter sygdomsforløbet. "Stoffet er meget vedkommende og velskrevet … Bogen står netop stærkt, fordi det er en øjenvidneberetning, som i første omgang ikke tager hensyn til et publikum …" Edith Kahlke, erhvervspsykolog "Hvor kan jeg genkende det hele … havde jeg bare selv gjort dagbogsnotater til at skrive mig igennem hverdagen, holdepunkt, kronologi … Genialt med mailkorrespondancen, hvor en anden person inddrages direkte i jeres hverdag og går fra det-skal-nok-gå-følelse over til efterhånden en erkendelse af, hvor hårdt det er og stor medfølelse …" Lillan Albeck, pårørende ægtefælle Uddrag af bogen Svedig og udmattet var Steen, da han stod uden for døren med et ungt par, der havde samlet ham op på vejen, hvor han var faldet omkuld. Denne gang bød jeg dem alle ind. I gangen blev Steen straks den belevne vært. ”Kan du ikke byde de to mennesker på kaffe,” sagde han. Jeg var stadig noget rystet uden dog at lade mig mærke med det. De to unge mennesker ville gerne have kaffe, og kvinden fortalte mig, at hun havde en mormor, der led af Alzheimers og derfor kendte til demens. Jeg ringede til afdelingen, som ikke kunne forstå, at han var gået. Om forfatteren Nina Harboe (f.1951) er uddannet socialrådgiver og har arbejdet inden for det sociale område med familier. Efter hendes ægtefælle fik konstateret demens, er fokus flyttet til demens og pårørendes livssituation.

"Vi ses i morgen" er en pårørendes beretning om at miste den, man elsker, uden at miste sig selv. Om kaos og kærlighed. Og måske mest af alt om troen på livet. Skrevet af Eva Jørgensen, journalist og nyhedsvært gennem mange år på Danmarks radio.

Eva Jørgensen mistede sin elskede mand efter et års opslidende sygdom. I denne bog fortæller hun ærligt og modigt om al den skyld og alle de tabuer, der er forbundet med at være tæt på et meget sygt menneske.

I bogens begyndelse er Eva og hendes kæreste, Steffen, forelskede og planlægger bryllup. Men Steffens stærke krop begynder at svigte ham. Han snøvler, når han taler, og kæmper med at holde fast om gaflen, når han spiser. Det bliver begyndelsen til Evas sidste år med Steffen. Steffen får diagnosen ALS - en brutal og hurtigt fremadskridende skleroseform - og Eva træder ind i rollen som pårørende, med alt hvad det indebærer af smerte, sorg, frustration og vrede. Deres fælles hjem forvandles til en banegård. Eva bliver kontaktperson for behandlere og offentlige instanser - hun konfronteres med krav og forventninger fra mange sider og skal samtidig håndtere sine egne følelser i et parforhold, hvor magtbalancen forskydes mere og mere. Oven i det hele er Eva nybagt mor. Ti måneder efter deres søns fødsel slutter Steffens liv.

"Hvad stiller man dog op, når ens baby pludselig får konstateret kræft? Jo, man tuder i timevis, råber ad sygeplejersker og læger … alt imens man skriver frustrationerne ud af kroppen. Det er i hvert fald det, jeg gør, da min lille Ella får stillet diagnosen leukæmi i december 2009. Straks efter indlæggelsen åbner jeg min laptop og blogger løs om livet på Rigshospitalets Børnekræft-afdeling (…) Her begynder historien om sorgen over at stå med et alvorligt sygt barn. Om kampen for at føle sig hørt og mødt på en fortravlet afdeling, der er voldsomt præget af nedskæringer og urimelige arbejdsbetingelser for personalet. Om en helt almindelig familie i en helt usædvanlig situation …" Sådan indleder Dorte Falkenberg Rasmussen (f. 1974) sin dagbog om, hvordan det er, når verden med ét ramler sammen. Fortællingen, som forfatteren leverer med både humor og bid, er oplagt at læse for såvel pårørende til alvorligt syge børn som sundhedsfagligt personale. Dorte blogger på kemoland.dk

Hvordan er det at leve med en mindre hjerneskade? Og hvordan får man hverdagen til at fungere både for sig selv og familien?’ Det er to af de spørgsmål, som Per Leth forsøger at besvare i sin bog “Af skade bliver man klog”, hvor han i høj grad trækker på sine egne erfaringer. Han blev i 2001 selv ramt af en mindre hjerneskade, og den vendte op på både hans og familiens tilværelse. Mange dagligdags gøremål blev pludselig indviklede og uoverskuelige, og en hård læringsproces startede for at få hverdagen til at fungere. I bogen beskriver Per Leth med stor indsigt, et ukueligt gå-på-mod og et humoristisk glimt i øjet, hvad en senhjerneskade er, ligesom han præsenterer en langrække strategier, metoder og værktøjer – blandt andet til at træne sin hjerne. Per Leth kalder selv bogen for en ’grønspættebog’ for personer med hjerneskade og deres pårørende.

Den 7. maj 2007 klokken 22.15 døde Judith Marlis elskede mand, Kjell. Forud for Kjells død var gået to år med et umenneskeligt hårdt sygdomsforløb, der begyndte, da Kjell fik konstateret kræft i mandlerne. Trods strålebehandling og lægernes efterfølgende gentagne forsikringer om, at kræften var helbredt, fik Kjell det dårligere og dårligere. Desværre var der næsten ingen i det offentlige sundhedsvæsen, der tog Kjells stadig tiltagende smerter alvorligt. Ret hurtigt besluttede Judith, hun ville føre dagbog over Kjells sygdomsforløb, så ikke alle de mange svigt skulle gå i glemmebogen. Dette er Judiths dagbog. Den kan ikke skaffe Kjell tilbage til sin familie, men forhåbentlig kan den hjælpe andre i lignende ulykkelige situationer til at råbe op i tide og ikke altid stole blindt på lægernes ord. Kjell blev 63 år.

"Mor, må jeg få din pc, hvis du dør? er ikke en sædvanlig selvhjælpsbog. Jeg tror, jeg har læst de fleste, der er på det danske bogmarked, og også bøger om emnet på andre sprog. Samtlige kræft-bestsellers tror jeg også, jeg har læst. Men denne bog handler om det sværeste; når familien må tage ansvar. For når man bliver kræftpatient, bliver livet anderledes. Man vil både klare sin sygdom bedst muligt og helst have, at alting omkring en skal være, som det var, før man blev syg. Børnene skal blive ved at være glade, og ens ægtefælle skal kunne klare sit job. Ingen har lyst til at blive afhængig af familien, uelsket og til besvær på grund af noget, man ikke kan gøre for.Bogen giver en kræftramt familie stemmer. Børnene fortæller om deres tanker. Venner, veninder, ægtefællen, forældrene, behandlerne, lægerne, healeren. Hele det univers, der pludselig er, når man bevæger sig fra sin almindelige verden ind i det underlige land, som kræftpatienten pludselig befinder sig i, har her fået stemmer. Susan Binaus bog er en realistisk bog, som fortæller, hvad der sker, når sygdommen er i udbrud, om dens forløb, og om hvad der sker, når man overlever eller må se i øjnene, at alle behandlinger er forgæves, og at det er nu lige om et par måneder, eller måske endda et par uger, at man skal dø, forlade sine børn og sine kære." – Jane Aamund

Da tidligere biskop Jan Lindhardt i foråret 2012 fik konstateret Alzheimers indvarslede det store forandringer for hele familien. Efter at have levet et meget aktivt og udadvendt liv i berøring med mange mennesker ofte om livets store spørgsmål, måtte Lindhardt indse, at hans verden blev indsnævret. Det blev efterhånden svært at skelne mellem stort og småt, op og ned. Verden var simpelthen ved at falde fra hinanden. Han var ved at falde fra hinanden. I denne nye, lille verden skulle Lindhardts nærmeste familie finde ud af, hvordan de skulle udfylde og leve med rollen som pårørende. Lidt af far er Jan Lindhardts yngste søn Frederiks fortælling om livet sammen med sin syge far. Den handler om sorgen, frustrationerne og håbløsheden. Om minderne, humoren, nærheden og kærligheden. Den handler om, hvad Alzheimers gør ved mennesker. Men først og fremmest handler den om en far og en søn.

Carlos fik konstateret Alzheimers i januar 2010. Og derefter gik det stærkt. I Glemsom fortæller Irma Torres om livet med en mand, der efter mange års kærligt samliv pludselig ikke længere er den samme person fra dag til dag. Carlos' helbred, hukommelse og greb om det danske sprog er i forringelse. Hans opførsel er vekslende voldelig og kærlig, og hans adfærd over for andre mennesker er problematisk. Irma kæmper med tvivlen vedrørende deres kærlighed og liv sammen. Kan de få tilværelsen til at fungere med Carlos' sygdom? En ting står hende dog klart: Carlos skal ikke på plejehjem. Glemsom er et ærligt og eftertænksomt indblik i, hvordan det er at leve med en uhelbredelig sygdom. Om de ofre man må bringe, og de ændringer man må acceptere. Om kærligheden og om at få tosomheden til at fungere under nye betingelser.

"I morges græd vi sammen på badeværelset. Jeg i frustration og angst over alt det, som har ramt os, og som gør mig så afmægtig. Hvem kan forestille sig, hvordan det er på få timer at opleve en af sine kære blive forvandlet fra at være et menneske som alle andre til pludselig at fremstå som et hjælpeløst individ? For ikke at tale om det chok det er, pludselig at mærke at du kan dø fra mig, og samtidig så tydeligt kunne se i dine øjne, at du er der – lige inde bagved. Du mærker, du fornemmer, men du forstår ikke, hvad der sker."

Gennem en lang række breve til sin mand, Henning, fortæller Britta Elisabeth Helbek om livet som pårørende til en senhjerneskadet. Selvom bogen hovedsageligt tegner et billede af de følelsesmæssige aspekter af forløbet, beskriver den også et møde med det danske social- og sundhedssystem. Et system, der ikke altid synes rustet til at håndtere et så kompliceret problem som senhjerneskade, og som ikke har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt livet med en senhjerneskade altid er at for foretrække frem for døden. Britta Elisabeth Helbek (f. 1950) er en dansk forfatter og socialrådgiver. Hun er født i Norge, men opvokset i Silkeborg. Britta Elisabeth Helbek debuterede som forfatter i 2010 med romanen "Billedskabt" og har siden udgivet flere bøger.

Et selvoplevet dokumentarisk drama, som giver stof til eftertanke. My blev ”kendt” af offentligheden for små tre år siden, da hun som 18-årig med vilje kastede sig ud af en bil, der kom kørende med høj hastighed ad Frederikssundsmotorvejen midt i myldretiden – med hendes mor bag rattet. My havde igennem en årrække været en del af det psykiatriske system og havde mistet lysten til at leve. Mens Mys krop blev voldsomt smadret i ulykken, overlevede hun mirakuløst og indledte en hård fysisk genoptræning, som samtidig blev startskuddet på en ny indsigt og tro på fremtiden. Den unge kvindes historie er en fortælling om usunde relationer, om at mangle selvværd, have præstationsangst, svært ved at leve op til egne forventninger og gøre fysisk skade på sig selv for at dæmpe den mentale smerte. Det er i høj grad også en bog om håb og identitet. Om at gå fra at være en ung, sårbar pige, som ingen kan forstå eller diagnosticere, til at blive et menneske med en indsigt og viljestyrke,som kan inspirere andre i en lignende situation. I bogen fortæller My sin egen historie, men vi hører også de mennesker, der er tættest på My, fortælle om, hvordan det er at have et barn, en søster eller en veninde, som man kan se har det rigtig dårligt, men som man ikke formår at hjælpe. Det er en kendsgerning, at halvdelen af unge kvinder mellem 18 og 24 år kæmper med psykiske problemer. Hver femte elev i niende klasse har udvist selvskadende adfærd, mens antallet af forsøg på selvmord blandt især piger er tredoblet på 20 år. Udover at tale til de unge læsere og deres pårørende er bogen for enhver, som har med unge mennesker at gøre; ikke mindst i psykiatrien og uddannelsesinstitutioner.