Søgeresultater: 6

Jens Christian Grøndahl har skrevet dette essay i én lang bevægelse, under et ophold på Det Danske Akademi i Rom i april 2014.

Det er en tekst, der bevæger sig frit og suverænt på kryds og tværs af tid og sted, fra kunst og litteratur til politik og samfund, i sin forfatters forsøg på som dansker at se ud over den danske næsetip og indkredse en europæisk identitet, på som dansker at komme til at føle sig hjemme i Europa.

Der er oplevelser fra forfatterens barndom hos bedsteforældrene i Munkerup mellem Dronningmølle og Gilleleje, hvor hans far voksede op, der er vemodige skildringer af hans mors opvækst og indimellem vanskelige forhold til familien, om hendes sygdom og sidste tid, om at rejse ud i verden og gøre opdagelser dér; der er iagttagelser fra Rom og Paris , om kulturelle ligheder og forskelle, om den kolde krig og Murens fald, om ytringsfrihed og Muhammed-tegninger, om deltagelse i litterære seminarer og konferencer, venskaber, der opstod undervejs, om familierelationer , - kort sagt om at være menneske i den tid, der er vores, med de muligheder, den rummer for at se sig tilbage og forsøge at gøre sig klogere ved at lære af litteraturen, af kunsten, af historien, både den fjerne og den nære.

Med Europa er ikke et sted afslutter Jens Christian Grøndahl den trilogi, han påbegyndte i 2015 med Hjemme i Europa, der året efter blev efterfulgt af Europas ambassade. Med udgangspunkt i et citat af Georg Brandes handler bogen om modsætningen mellem at føle sig som dansker og som verdensborger.

Europas ambassade er et rejseessay, der gennem indtryk, møder og samtaler forsøger at tage bestik af, hvordan flygtningekrisen påvirker vores forventninger til fremtiden og vores selvforståelse som danskere og europæere.

I februar 2016 rejste Jens Christian Grøndahl til Lampedusa for at opleve det lille fiskersamfund, hvor man som Europas yderste forpost har modtaget tusinder af bådflygtninge med åbne arme.

Men kan de nordeuropæiske velfærdssamfund tage imod et uanet antal flygtninge uden at slå sprækker? Eller svigter vi åbenheden som grundværdi, hvis vi lader os lamme af frygt for de mange, der ser ”Europa” som et synonym for håb?

En samling essays, der bevæger sig fra det erindrende over det æstetiske til det politiske. Fra essays om græske skulpturer, Alberto Giacometti, Buster Keaton, William Faulkner, Milan Kundera og Michael Kvium til kulturpolitik og danske nazister i Kværs.

Gennem de 12 essays tegnes et portræt af Grøndahls æstetiske metode, som den udvikler sig fra inspirationen af den modernistiske tradition til et stærkt personligt, kunstnerisk credo, funderet i et opgør med både modernismen og postmodernismen. Samtidig ses udviklingen fra interessen i det æstetiske til en æstetisk/politisk holdning i en stadig bevægelse mellem stilheden og den kunstneriske ytring.

"I en verden, der summer af tekst og tale, findes der fortsat en tavshed, som kan brydes, ikke med snak, men med pennens kradsende og tasternes klaprende, stumme insisteren på, at sproget ikke kun bekræfter sig selv, men også kan vidne om det, der ikke er sprog, og som kun lader sig skrive, hvis den, der skriver, tør længes efter at blive taget på ordet."
- Uddrag fra samlingen

"Night Mail" er otte essays fra halvfemsernes Europa splittet mellem globalisering og nationalisme. Otte forsøg på at genoptage den tabte tråd mellem personlig erfaring og fælles historie.

Fra Besættelsens uforløste arv til de demonstrerende studenter i Beograds gader. Fra Oplysningstidens tro på individets frihed til følelsen af vægtløshed i nutidens flydende verden.

Om de intellektuelles ansvar og litteraturens muligheder. Om afmagt og håb. Om dilemmaet mellem den personlige og den kulturelle identitet. Om det fremmede som en udfordring til den enkelte og til demokratiet.

Grøndahls essay er et forsøg på dialog med de unge og med kunsten. Hvor hans generation blev defineret af Murens Fald og troen på den enkeltes frihed, er nutidens unge de første, der ikke forventer, at deres børns fremtid bliver bedre. Med afsæt i kunst, myter og litteratur reflekterer han over vores forhold til den levende verden og forsøget på at finde en mening med livet. Måske rummer vores udskældte civilisation også et sprog for håbet om en mere respektfuld tilgang til naturen?