Søgeresultater: 105

Fra 1940 til sin død udgav Knud Sønderby en række samlinger af korte tekster, der oprindelig ofte havde været bragt som aviskronikker, bl.a. Grønlandsk Sommer (1941) Forsvundne Somre (1946), Hvidtjørnen (1950) og De blå glimt (1964). Perspektivet kan være livsfilosofisk, men der opstilles ingen teser, som skal afprøves. Udgangspunktet er ofte dagligdagens almindelige tildragelser eller den uventede hændelse, der netop vender op og ned på alt. Natur og menneskeliv indfanges med en karakteristisk forening af nøgtern observation og lavmælt humor, og hvad der rørte sig i ungdommen bevarede hans ganske særlige interesse.

Sønderby dyrker den umiddelbare sansning, den spontane indskydelse, den slentrende gangart. I den udpræget subjektive essaytradition fra franskmanden Michel de Montaigne (1533-92) er Sønderby til stede som det registrerende subjekt, der opnår selvindsigt gennem mødet med det fremmede.

Efter Grønlandsk Sommer fra 1941 udkom i alt fire samlinger hvoraf den ene er Forsvundne Somre, 1946. Det drejer sig gerne om selvbiografisk formede, lavmælte humoresker, beslægtede med Jacob Paludans essaykunst, og skitser i traditionen efter Johannes V. Jensens myter.

"Forsvundne somre er ikke blot en samling usædvanlig velskrevne betragtninger, men et sjældent fint digterværk om det grundmenneskelige tema; at finde sig selv ved at miste den selviske ungdom."  – Emil Frederiksen, Berlingske Tidende.

Op mod 1950 indledte F.J. Billeskov Jansen et ikke-litteraturvidenskabeligt forfatterskab, idet han i essays og kronikker ikke blot drøftede sit fag, men også emner af psykologisk og almen livsfilosofisk art. Det er bogen her et eksempel herpå.

Indhold: Den rene Sorg; Dyden; Presence of mind; Tidehverv; Hørespil og Skuespil; Hvorfor lever et Digterværk videre?; Om Taknemmeligehed; Inderlighed og Klarhed.

F. J. Billeskov Jansen, Frederik Julius Billeskov Jansen, 1907-2002, professor i dansk litteratur ved Københavns Universitet og prisbelønnet litteraturforsker, stærkt inspireret af strukturalismen. Hans litteraturformidling, var præget af antagelsen om, at litteratur er en æstetisk disciplin i sig selv, og derfor ikke alene skal anskues biografisk, som der havde været tradition for. Billeskov Jansens arbejder kan i denne optik ses som en forløber for den angelsaksiske nykritik. Senere åbnede han op for en mere idehistorisk tilgang til litteraturen. De fleste af Billeskov Jansens studier fokuserer på det danske 1700-tals litteratur. Billeskov Jansen stiftede tidsskriftet Orbis litterarum, og var fra 1967 medlem af Det Danske Akademi.

Efter bl.a. "Landet og året", "Historier fra Danmark" og senest "Julius' fødselsdag" kommer her endnu en række af Søren Ryges historier om skæbner - stadig mest de lidt skæve og efterhånden sjældnere eksistenser - på landet i dag. Her er kvinden, der blev født uden for ægteskab på den tid, hvor det absolut ikke passede sig. Her er Niels Nielsen, der passede kroens køkkenhave til perfektion - og Bette Anna, som højt oppe i alderen stadigvæk kører i marken med de store maskiner.

"I pauserne" er en samling bestående af otte essays af forfatter og journalist Karl Bjarnhof. I de otte tekster spekulerer Bjarnhof over forskellige fænomener og behandler så forskelligartede emner som stilhed, tid og almindelige mennesker.

Fødslen og døden, vor indtræden i livet og vor afsked med det, er afgørende begivenheder som evigt har beskæftiget menneskers tanker og meget ofte givet dem betydelige praktiske udfordringer.

I velfærdsstaten er problemerne ikke blevet mindre, ja sært nok synes de moderne muligheder for at gribe ind i disse hidtil skæbnestyrede mekanismer snarere at have gjort problemerne større. Jordens overbefolkning, abortproblemer, den forlængede levealders praktiske og mentale sider, de gamles og de syges problemer, den lægelige perfektionisme som gør det sværere at dø, medlidenhedsdrab, frygten for døden og frygten for livet, tidens materialisme og konkurrenceånd – alt dette er ting, som i forskellig sammenhæng angår enhver af os, og som praktiserende læge og forfatter Tage Voss tager til efterretning i sin essaysamling "Tøven før to tærskler".

Knud Sønderbys SAMLEDE ESSAYS fra 1964 som E-bog.

Essaysamling med tre af Knud Sønderbys essays: FORSVUNDNE SOMRE (1946), HVIDTJØRNEN (1950) og GENSYN MED HAVET (1957)

I anledning af Tage Voss‘ 90 års fødselsdag i 2008 blev 52 af denne store forfatter og debattørs skarpe og smukke essays genudgivet under den sigende titel "Stemme i ørkenen".

"Af hoved er hun videnskabsmand, men af sind er hun kunstner, og det er en rig sammensætning. Hendes arrigskab har flere hestekræfter end nogen anden dansk skribents, og det er en glimrende drivkraft. Hun finder sig ikke i noget… Hun kan den kunst som er definitionen på al kunst: at lægge hovedvægten på det væsentlige og være ligeglad med det ligegyldige."

Sådan beskrev Poul Henningsen Elsa Gress som debattør og som menneske. "Det professionelle menneske" er en samling af essays delt op i fire afsnit: ‘socialt‘, ‘kulturkritisk og kulturpolitisk‘, ‘amerikansk‘ og ‘litterært og kunstnerisk‘.

Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

I en række essays udpensler Villy Sørensen, med samlingen Uden mål - og med - moralske tanker (1974), nogle stadigt aktuelle samfundsmæssige problemer. "Samfundet er blevet så kompliceret, at politikere og teknokrater farer omkring for at pusle om detaljerne og forbedre maskinens enkeltdele - uden at der bliver tid til det generelle overblik og til tanker om, hvad vi egentlig ønsker at bruge maskinen til."

I Lise Sørensens essayistiske bog "Mands- og moderhjerte" åbner forfatteren op for nogle refleksioner over køn og kønsroller, over litteratur og kultur og over nogle af de forestillinger om verden og livet, som de fleste af os har med i barndommens rygsæk uden at tænke videre over det.



"Der er ting og begreber som det er så forbudt at pille ved at man næsten ikke kan lade være. Og ukrænkeligst blandt alle jeg kan komme i tanker om er: En Moders Hjerte...

En ung man, som er fattig, forelsker sig i en ung pige, som er hovmodig. Den unge pige forlanger, at han som bevis for sin kærlighed skal bringe sin moders hjerte til pigen hund!

Den unge mand slår beredvilligt moderen ihjel, skærer hendes hjerte ud og iler til pigen med hunden. På vejen snubler han og taber hjertet, der råber til ham fra støvet: "Min dreng, du slog dig vist!"..."
Lise Sørensen (1926 - 2004), født Louise Nathalie Sørensen, var en dansk forfatter.

Lise Sørensen havde sin digteriske debut allerede som 17-årig, da hun fik optaget et enkelt digt i poesitidsskriftet "Vild Hvede". I 1946 udkom hendes første digtsamling "Rodløs", og i 1948 debuterede hun som prosaist med novellesamlingen "Goddag, Lisbeth."

Fra 1956 fulgte en række bøger og digtsamlinger, hvor kvindesag og søstersolidaritet er genkommende temaer.

Skal man læse rejseberetninger, virker det umiddelbart hverken eksotisk eller betryggende, at forfatterens venner omtaler ham som "hjemmefødning" og "lokalpatriot" i forordet. Men når forfatteren er digteren, romanforfatteren og kulturkritikeren Hans-Jørgen Nielsen, er man garanteret at kunne nyde et sansemættet sprog og en minutiøs iagttagelse af detaljer på hver en side!

"Verden i stykker" er en samling af forfatteren og kulturkritikeren Hans-Jørgen Nielsens essays og beretninger fra rejser og ophold rundt omkring i verden, som de gennem forfatterens liv blev trykt i aviser og tidsskrifter. Der er bl.a. historien om svømmerne i Basel, den store føljeton om olympiaden i Los Angeles, beretninger fra 80’ernes England – og essays fra forskellige destinationer i Asien.

Hans-Jørgen Nielsen (1941-1991) hørte som forfatter, kritiker og vidtfavnende kulturdebattør til de mest fremtrædende her i landet. Helt fra sin debut med gendigtninger af japanske haiku-digte i 1963, placerede han sig som repræsentant for en modernisme, som prioriterede selve det sproglige materiale over det fortællende og billeddannende. Mest kendt blev Nielsen dog for sin ‘attituderelativisme‘: Mennesket er ifølge Nielsen uden entydig identitet, men råder over mange sidestillede identiteter og roller, det gennemspiller i sit liv. Dette kommer tydeligt til udtryk i hans forfatterpersonaer og det brede forfatterskab, der råder over digte, essays og romaner.