Almindeligheden er sat i skammekrogen, herom handler Mikael Jalvings bog. Det almindelige liv, som det leves, er i den post-moderne, globaliserede verden blevet nærmest foragtet.
Vi lever i undtagelsernes, distortions og katastrofernes tid.
Den almindelighed, Jalving søger at rehabilitere, er ikke bare, hvad vi kalder det ”normale” Det er ikke ugens køtilbud, eller livet ved køledisken, det drejer sig om.
Men tag nu familien, det mest normale, der findes både i naturhistorien og i den historie, vi er en del af. Familien er samfundets mindste enhed. Det er der, vi først og fremmest lærer, hvad der er op og ned, rigtigt og forkert. Hvis familierne opløses i dysfunktion, går samfundet i opløsning. Så samfundets vigtigste bestræbelse måtte være at støtte familierne.
Men kulturen i disse år lærer os andet: at vi skal fokusere på individet, den enkelte, og staten følger trop og indretter i stigende grad lovgivningen på individerne. I praksis en opskrift på, hvordan man lader ”almindeligheden” i stikken.
Jalvings bog lille samfunds- og morallærerummer bidende kapitler, der giver velfærdsstaten flere buler i hatten. Hans mange tusind følgere blandt Jyllandspostens læsere, vil elske bogen.
