En samling essays, der bevæger sig fra det erindrende over det æstetiske til det politiske. Fra essays om græske skulpturer, Alberto Giacometti, Buster Keaton, William Faulkner, Milan Kundera og Michael Kvium til kulturpolitik og danske nazister i Kværs.
Gennem de 12 essays tegnes et portræt af Grøndahls æstetiske metode, som den udvikler sig fra inspirationen af den modernistiske tradition til et stærkt personligt, kunstnerisk credo, funderet i et opgør med både modernismen og postmodernismen. Samtidig ses udviklingen fra interessen i det æstetiske til en æstetisk/politisk holdning i en stadig bevægelse mellem stilheden og den kunstneriske ytring.
"I en verden, der summer af tekst og tale, findes der fortsat en tavshed, som kan brydes, ikke med snak, men med pennens kradsende og tasternes klaprende, stumme insisteren på, at sproget ikke kun bekræfter sig selv, men også kan vidne om det, der ikke er sprog, og som kun lader sig skrive, hvis den, der skriver, tør længes efter at blive taget på ordet."
- Uddrag fra samlingen